Forstår du det, jeg siger og skriver? Bevæges du af og med det?

Når jeg lige nu sidder ved mit skivebord i vores hus i det dejlige Baden-Baden i Sydtyskland for at skrive en artikel om “forventninger”, så forekommer det mig, at den bliver til en af- eller den vigtigste, jeg til dato har skrevet.

Det lidt morsomme i den tanke er for mig, at jeg har følt det sådan mange gange før. Kan de alle så være “den vigtigste artikel”, jeg har skrevet? … JA… det kan de. … Og for hvem? 😉

Nu ville mange, som læser med her, måske lige kort tænke: “Det forstår jeg simpelthen ikke!”.
“mange artikler” kan vel ikke være DEN vigtigste artikel?

Måske kan/vil du følge mig (frem for at ville forstå 😉 ), imens du læser med til slutningen?

“Det, du siger, forstår jeg ikke” – sagde hun

I weekenden mødtes vi i vores tyske praksisfællesskab om Tantra og systemisk tænkning her i Baden-Baden. Det var på alle måder varmt, sanseligt, sårbart, kærligt, bevægende og udfordrende. Også intellektuelt…!

På et tidspunkt sagde en, som deltog på en “prøvegang”:

“Det, du siger, forstår jeg simpelthen ikke!”

Min første indskydelse var, om det handlede om min evne til at formulere mig på et forståeligt tysk?

Nej det var det ikke! .. Dvs. nok ikke?

Med det samme sansede jeg impuls til at spørge: “Hvad forstår du ikke?” … Og lod være!

Hvordan skal nogen kunne svare på det spørgsmål?
Hvad betyder det overhovedet, at “forstå”?
Handler det en Tantra inviterer til om, at vi forstår?

Hvad forstår du så?

For at svare på dette: “Hvad forstår du ikke”, må vedkommende vel søge i det, hun allerede kender?
Hun kan måske ikke “oversætte” mine ord til sit eget mentale billede af verden? Måske hører hun dem, og de træffer udenfor den “kognitive ramme”, hun ellers tænker og forstår i?

Allerede Platon pegede i sit værk om “Staten” på at det, vi forstår, begrænses af vores erfaringer. Hvis mine tanker peger ned i handlinger, som aldrig er erfaret, hvordan så “forstå det”?

Altså svarede jeg spontant: “Det behøver du heller ikke”.

Det vil nogen måske finde lidt hurtigt eller uhøfligt, og det kunne jo være at de andre heller ikke forstår det, og blot ikke giver udtryk for det?

Her kommer jeg så til noget væsentligt i forhold til det, jeg inviterer dig til at se her.
Jeg inviterer til fællesskab og fælles undersøgelse, Og ikke for at indfri menneskers forventninger. Heller ikke til en forventning om, at vi forstår…

Det handler måske slet ikke om at forstå, eller vide. Og slet ikke om at forvente. Måske mere om at “erkende”?

Forstår AI modeller noget som helst?

Lad mig pakke det en smule mere ud:

Her i år præsenteredes vi for forskellige AI-sprogmodeller, der forundrer ved deres evne til at svare på alt muligt, vi spørger dem om. De er på ganske overbevisende vis i stand til både at forstå, vide og erkende, hvad vi har brug for?

Intet kan imidlertid være fjernere. De genererer ganske enkelt tekst baseret på statistiske mønstre, i data som de “trænes på”. De har hverken “bevidsthed” (hvad det så end betyder), viden eller intention. De forstår ikke det mindste! De skaber imidlertid en meget stærk illusion om alle 4 for brugerne af dem.

Det er de som IT-programmer og -modeller betragtet i øvrigt ikke alene om. Når vi f.eks – uden hjælp af en AI-model – iagttager en eller anden mængde data i en såkaldt “data-model!” – Er det, som modellen viser, så andet end en repræsentation af noget andet end det, den modellerer?

Altså : En i øvrigt ofte meget kompliceret beskrivelse af noget ANDET (som også er komplekst) end de data, vi ser på skærmen?

Forsøger vi ikke igennem datamodeller at bruge et system, vi “kender”, til at skabe illusionen om at have overblik over noget, vi IKKE kender? … Og som sikkert er alt for komplekst og uforudsigeligt bevægeligt til at, vi kan “kende” det? En model af en by ER ikke en by. En voksmodel af mig, er ikke mig… det har generelt meget lidt tilfælles, hvis overhovedet noget?!

Hvad forstår vi, når vi beslutter på grundlag af sådan en model? Simulerer den i virkeligheden ikke blot forståelse?

Kan vi iagttage det hele, som det er? Eller ser vi det, som vi er?

Ludwig Wittgenstein argumenterede for at grænserne for mit kognitive sprog er grænserne for “min verden” … altså for “mig”?
Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt et kognitivt sprog er en forudsætning for erkendelse? … Eller måske nærmere mest af alt en begrænsning- og styrende for-, hvad jeg forstår?

Direkte erkendelse – Pranja

Den “direkte erkendelse”, der f.eks i klassiske Tantras betegnes med ordet “pranja”, går ud over det konceptuelt betingede sind.

Her opstår så den første forhindring, hvis vi vil undersøge erkendelse og Tantra?!
Hvordan formidle “prajna” eller direkte erkendelse, hinsides et i hvert fald kognitivt sprog?

Gunn Engelsrud – som jeg før har skrevet om, tager i sin bog “Hvad er krop” et opgør med Descartes, og foreslår bl.a. inspireret af Merleau-Ponty , at såvel erkendelsen af “os” og “os i verden” er uløseligt forbundet med, hvordan vi bevæger os.

Det ligger tæt op af det, som både Nagarjuna og Dagen Zenjii inviterer til. F.eks. i sidstnævntes invitation til “Shikantanza” (Bare at sidde, sanse og bevæges …): En praksis hvor kropslighed, bevægelighed, bevægelse og erkendelse smelter sammen.

Derfor spørger jeg hellere om nogen “kan følge mig” end om de kan “forstå”..

Handler det at lære noget om at følge?

At dreje ler til skåle og krukker handler om at følge… At lære et håndværk handler om villighed og evnen til at følge et kompetent menneske, og ikke mindst at følge og arbejde MED det materiale, jeg bevæger mig med…

På den måde fungerer erkendelse også som at følge og bevæge sig med… Selv når det handler om at lære noget kognitivt-intellektuelt, ser jeg det som kropsligt. Og læringen sker ved at “kunne følge”..

Hvordan inviterer og inviteres vi så til at følge?

Når vi umiddelbart kommunikerer igennem samme sprog, vil det være enkelt at følge hinanden. To som begge kender til at danse den samme slags salsa, vil normalt hurtigt kunne mødes i at danse sammen. Nogle gange vil det alligevel være svært. Det kan handle om, at deres tempo, eller bevægelseskompetence er så forskellige, at de ganske enkelt ikke kan mødes i en fælles-samtidig-bevægelse.

Det kan i allerhøjeste grad også handle om, at de måske “vil noget forskelligt med dansen”. Altså om forventninger.

Identificere sig med forventninger.

I vores samfund hvor oplevelsesøkonomien i den grad er et buzzword, vil mange mennesker reagere på invitationer, der handler om underholdning og “oplevelser”.

Vi vil gerne overraskes og ikke for meget! Det skal være passende overraskelser.

En vittighed er kun sjov, hvis jeg som tilhører både kan skabe en forventning, OG bliver mødt af en overraskende pointe.

Jeg skal kunne identificere mig med det, som sker i den.
Går en vittighed IMOD det jeg gerne identificerer mig med, så finder jeg den typisk “dårlig” eller “usmagelig”. Kan jeg overhovedet ikke identificere mig med den (genkende den), “fatter jeg ikke pointen“.
Det er i øvrigt nok sådan vi overhovedet bedst skaber identitet: Ved at have noget vi kan være imod! – Tænk i den forbindelse bare på teenageårene!

Følge noget vi forstår?

Vil det, vi umiddelbart gerne vil følge så være noget, vi mener, at vi forstår? Ligesom deltageren i weekenden gav udtryk for at mangle?

Jeg tænker umiddelbart, at de fleste menneske, vil svare bekræftende til det?

Jeg/vi oplever jævnligt at nye deltagere f.eks. gerne vil have et “program” for, hvad der skal ske, når vi mødes.

Det er jo også normal praksis de fleste steder, at præsentere et “tiltrækkende program”, der helst virker så spændende, at de melder sig til. “Spændende” bliver det ved at pege på noget, som på den ene side virker “kendt” – og dermed forståeligt”. Og så også har komponenter af noget, der er nyt i forhold til det kendte… Altså betinget af det, som kendes i forvejen.

Du kan lige kort for dig selv reflektere over, om du overhovedet kan forestille dig noget, du ikke på en eller anden måde kan knytte til noget, du mener at kende eller vide noget om?

Jeg har mødt mange mennesker, som reagerer med angst overfor “det, de ikke forstår”. De søger trygheden i det kendte. … Og f.eks.ikke i evnen og øvelse i at kunne bevæge sig kompetent i forskellige situationer.

“Giv mig noget, der passer til MIG!” – sådan lyder den uudtalte eller -formulerede forventning.

Intelligens – også den kunstige behøver forventninger

Nu vil jeg så springe tilbage til disse AI-sprogmodeller som du måske at stiftet bekendtskab med? Og har du det ikke, så er det heller ikke nødvendigt for at læse videre 😉 .

En AI-model er ude af stand til at gøre noget som helst, uden at der skabes forventninger!

Det, den gør, som altså får den til at virke intelligent, empatisk, forstående og klog, er altid indenfor rammerne af nogens forventninger:

Den trænes på helt bestemte data, som sætter rammen for hvad der KAN forventes.
Den kan kun generere svar, som er betingede af det, den spørges om – Dvs. brugerens input, og programmeringens begrænsninger for, hvilke emner den må svare på.

Det er reaktiv.. dvs handler på det, der er kendt, og frem for alt på en “konstrueret kendt kontekst” (sammenhæng). Jeg kan også udtrykke det sådan: At den principielt overhovedet ikke er kreativ!

…og trods dette skaber den illusionen om intelligens Den virker nogle gange uhyggeligt meget i sine svar som et forstående menneske!

Den “lever” af forventninger.

Tyg lige på det!

Giver det mening at forvente noget, af noget jeg ikke har den mindste erfaring med?
Kan jeg forvente noget, af noget jeg intet ved om?

Må jeg for at forvente noget skabe en “tro” eller “antagelse om”, hvordan det nok er? Og kan jeg hente sådanne antagelser fra andet end det, jeg mener at kende i forvejen?

Nej vel?

Hvad så?… Skal jeg komme “uden forventninger”.

Eksisterer det vi kalder for: “Uden forventninger” … Uden at jeg først skaber forventninger, jeg så bare ser bort fra? Vil en invitation, som lyder: “Kom uden forventninger” ikke også udtrykke forventning?

Er det muligt at handle hinsides forventninger?

Er det da muligt at handle hinsides forventninger? altså hverken med forventning eller uden forventning?

Det spørgsmål bliver voldsomt fascinerende for mig.

Hvis vi igennem forventninger måske “lukker os om det, vi kender” og i princippet reagerer på samme måde som de programmerede Computer-modeller, der skaber illusion om forståelse, empati og viden, når vi spørges om noget – og i kontekster vi genkender? …

… Hvordan adskiller vi os så grundliggende fra dem i vores intellektuelle adfærd?

Fungerer vores intellekt ved:
Igen og igen på grundlag af det, vi mener at “kende” at skabe forventninger om noget, der “ligner”?
For så at blive passende overraskede (…..ikke FOR overraskede)

… Og derefter:

Gøre det “nye”, der altså betinges af det før kendte, til noget vi har “lært”?

Kan du følge mig?…

Hvad er vi?

Hvis vi ser identitet som: At tillægge os forventninger til, hvordan vi tænker, føler og handler? Så bliver spørgsmålet om at handle “hinsides forventning” en direkte udfordring til vores opfattelse af, hvem eller hvad vi er?

På den måde vil mit og dit intellekt, “binde” i en model eller projektion af verden. Præcis det som får så mange mennesker til at opfatte (og genkende) AI-modeller som værende “menneskelige”?

Men hov! Universet selv i sin uforudsigelige og komplekse natur, opererer vel “hinsides forventning”? … I det mindste i et kvantemekanisk perspektiv!

Kan “universet” forvente noget som helst, eller virker det igennem (sin) “natur”?

Du og jeg er universet… Alt i os indeholdes i det, vi beskriver som universet. Alt i os virker som universet gør det. Basalt set er du og jeg stjernestøv, som for en stund “holdes sammen”, til det ikke længere gør det… Dannet af Jorden og opløst i den igen.

ER min natur så ikke “hinsides forventninger”…. Blot oplært i en kultur, som bygges på forventninger?

At udfordre opfattelsen af kreativitet og identitet – og forventninger

At se dette (igen og igen og igen) vil udfordre din og min opfattelse af både kreativitet, identitet og hvad forventninger gør ved os – og ved måden vi relaterer med hinanden på!?

Jeg beskriver kreativitet som værende “hinsides forventninger”! Det betyder, at det må virke som at handle på en måde, der ikke kan forklares eller leves gennem det kendte, en rationel analyse eller forudsigelse. Kreativitet kan ikke forlanges eller planlægges, og slet ikke underlægges kontrol eller måles.
Måske vil jeg med kreativitet pege på: Noget skabende, der kan opstå emergent ?

Det bliver “mystisk”. Ja det kan erkendes og ikke “sandt” beskrives….

Jeg kan kalde det for kreativitet, og kan lige så godt anvende ordene kærlighed, medfølelse, frihed, opmærksomhed… … Ord vi har opfundet for at se det, som er “hinsides forventninger” – “hinsides betingelse”.

Hvad peger ordet “erkendelse” så på?

Iagttagelse

Hvis visse fænomener ikke kan “forstås” i den traditionelle forstand, er de så uden for rækkevidden af “erkendelse”? Eller inviterer det til en Iagttagende praksis?

Når vi sammen undersøger Tantra, så kommer vi til at udfordre vores grundlæggende opfattelse af, hvad det vil sige at “vide,” “forstå,” og “være kreativ,”

Det er præcis det, de klassiske tekster og Tantriske mestre inviterer til at se. Vel at mærke mange hundreder af år, før vi fandt på computerteknologien!

Handl hinsides forventning!

ZhuangZhi kaldte det for wu-wei – ofte oversat til ikke-handlen eller ikke-gøren. Hvilket absolut ikke peger på at møde livet i en letargisk passivitet,
Dôgen inviterer til Shikantaza som meditationsmetode – der mest af alt er en ikke-metode. En praksis jeg gerne anbefaler og genfinder hos bl.a. Jiddu Krishnamurti

Hvem ser?
Ingen ser

Hvad ses?
Alt!…. som intet er

Hvad kan ingen forvente af intet?

Og så…. <3

Øv det, ved at SE…. Se med alt, der kan se!
Bare se!… og se..

… Lyder opfordringen.