Fortællingen fortæller ikke om det, som er.
Fortællingen er central i enhver samtale. Igennem den skaber vi identifikation. Fortællingen forveksles let, med det, som er.
Hvad er meningen med det?…
Når jeg oplever uforståelige reaktioner fra mennesker, jeg synes, jeg har et godt indtryk af, er en umiddelbar reaktion være at søge efter en “mening” med denne adfærd?
Spørgsmålet kunne lyde: “Hvorfor i alverden gør han nu det?”…
Det kan meget let føre ind i en spiral af grublerier og lidelse, der nærmest ingen ende vil tage. Måske især hvis vedkommende ikke vil tale med mig, eller simpelthen ikke vil diske op med en passende forklaring?
Denne trang, som i mine øjne er tillært igennem opdragelse og norm, peger ned i noget meget væsentligt i såvel Tantra som systemisk forståelse.
For det første:
At en beskrivelse af “noget” vil være “noget andet” end det, den vil beskrive.
For det andet:
At, jeg for overhovedet at beskrive noget, vil være noget til at beskrive det ved at fortælle om noget andet.
Min have?
Hvis jeg fortæller dig om “min have”, så må det stå lysende klart at fortællingen naturligvis ikke er min have?
Siger min samtalepartner så: “Ja hvad er så en have for dig?”
Så hjælper det ikke meget at svare.. “Ja det er en have..”…
Jeg må gå en anden vej. Måske sige noget i retning af:
“Jo ser du.. omkring mit hus ligger der et stykke jord, som jeg igennem årene har planet til med urter og træer. I den kan jeg hente frugter og grøntsager. Jeg holder meget af at færdes i den, og se hvordan jeg kan bidrage til de bedst mulige forhold for planter og dyr. I den bliver det tydeligt, hvor vigtig den umiddelbare kontakt til alt levende er for mig.”
Enhver kan selv lege med – og iagttage dette!
Vi taler indirekte om det, der er
Sådan fungerer sproglig kommunikation… Jeg kan ikke tale direkte om noget som helst. jeg beskriver alt det, som er “udenom”, eller jeg “relaterer noget andet til…” det, jeg vil beskrive.
I eksemplet med at finde en “mening” med noget – om det er uforståelig adfærd eller med “livet” – så betyder det, at meningen søges i noget andet end det, som er.
Spørger nogen mig, hvad meningen er med, at jeg spiser et æble, svarer jeg: “At spise et æble”
På samme måde vil det være med at kysse, dreje et te-krus, skrive en artikel etc…
“Meningen” søger jeg ikke i “noget andet”, end det jeg gør. Det vil være temmelig meningsløst!
Fortællingen betinger
Det er fremmed for mange mennesker, har jeg erfaret.
For mig betinges f.eks. det at kysse, hvis nogen spørger mig om, hvad meningen er med det – i betydningen “hvad er grunden til det – eller hvad vil du have ud af det?”
Der skal ikke komme andet “ud” af at kysse end at kysse, imens der kysses… Vi gør det, vi gør, imens vi gør det. Vi er i det, som er, hinsides betingelse.
Fortællingen om “mit parforhold”
Hvis, der kommer en og vil tale med mig om f.eks. sit “parforhold”, så vil alt det vedkommende siger, være noget andet, end det der ER og sker, i det parforhold. Imens, jeg lytter, er det er mig fuldstændigt bevidst, at vores samtale, handler om noget andet…
Det gør den ikke mindre vigtig.
Hvis ikke jeg ser det, men gør fortællingen “sand” som at sætte lighedstegn ved fortælling og det, som er – så vil vi måske tro, at vi reelt set taler om parforholdet, som det er… uden at se, at det vi reelt snakker om, er “fortællingen om parforholdet”.
Beskrivelsen af en gulerod er på ingen måde en gulerod. At forveksle de to, svarer til at spise det menukort, der står “gulerødder på”!
Hvad er fortællingen så?
Hvordan så? Hvis fortællingen ikke er det, den peger på, hvad er den så?… Ja den finder sted lige her og nu. Den er ikke, den skabes for ørerne og øjnene af os i samtalen. Vil jeg/vi erkende det, må vi være opmærksomme på, hvordan den skabes.
Hvordan fortælles fortællingen?
Hvordan fortælles der?
Dette er uvant og nyt for mange mennesker på den måde indirekte at undersøge sindets natur. Alt nyt synes svært indtil det øves.
I takt med, at der øves, ses frihed. Jeg er ingen fortælling. Fortællingen om mig er lige så lidt mig, som en pegefinger er den frø, den peger på. Jeg fortæller! Andre fortæller! .. At fortælle er at bevæge og bevæges. …
Ser jeg det, som er, opløses fortællingen.
Så længe jeg binder mig i fortællingen, vil jeg være lige så angst som barnet, der sidder rystende i sin seng og er bange for “trolden, der bor under sengen”. Hvis jeg inviterer ham/hende ind en tryg favn og ned for at se om den er der. Forsvinder angsten øjeblikkeligt.
Når vi ser det, som er – opløses alle historier.
Omvendt kan jeg på et splitsekund trække mennesker ud af kontakten til det, som er, ved f.eks. at spørge dem om, lige før de orgasmer: “Er du ved at orgasme nu?”… I det sekund er den lysår væk. I hvert fald, hvis de hører det som andet end lyde, der ingen betydning eller mening har.
Hvad betyder fortællingen i samtale eller terapi?
For, den der beskæftiger sig bevidst med samtale – om det er i privat eller professionel regi – kan ovenstående måske give indledning til refleksion?
Taler vi om det, som er? (KAN vi overhovedet det?) …
Taler vi om fortællingen om det, som er? ..Som om den er sand?
Undersøger vi, hvordan der fortælles, når der skabes fortællinger, og hvad det gør for måden, vi bevæger os og lever på, når vi forveksler dem med det, som er… Det der er hinsides beskrivelse og betingelse.
Skal vi have en grund, en mening, en forklaring – der alle sammen udtrykkes som fortællinger – for at flytte os, eller gøre noget væsentligt andet?
Fortællingen i reklamer – også for “tantra”.
Tag engang et hurtigt kig, på reklamer for det ene og det andet. Også Tantra og Yoga!
For mig at se er det vigtigste virkemiddel at få mennesker til at identificere sig med en fortælling. “Ah sådan har jeg det også!”… Og som det næste at invitere dem til at tro på , kan fjerne den lidelse, der forstærkes igennem samme identifikation.
Det adskiller sig ikke meget fra salg af rengøringsmidler til badeværelser!
En Tantra inviterer ud af identifikation.. og det kan en gang imellem føles som en noget barsk omgang, samtidig med at det befrier fra en tung byrde.
