Kræver det forudsætninger for at deltage på et tantraseminar? Kan man kvalificere sig hertil?
Dette spørgsmål har optaget mig i den sidste tid.

I samfundet er det blevet normen, at man kan melde sig på et kursus, forvente at blive optaget, og efterfølgende møde op, som det passer ind en travl kalender. Som enhver anden vare ses seminarer som en serviceydelse, der kan “forbruges”.

Denne holdning fungerer ikke særligt godt for mig. Især når det, vi vil mødes om, er tantra.

Tantra – at relatere

Tantra-seminarer i Mahamudrainstituttets praksis handler om at relatere – dvs. om at undersøge kontakt til sig selv i mødet med et andet menneske. I takt med at forståelsen for denne kontakt vokser, stiger også “kvaliteten” af sådanne møder. Det er måske netop det, som gør at de fleste, som begynder at praktisere tantra, fortsætter? …Og sker dette “automatisk”, eller skal der være nogle forudsætninger til stede allerede i det første møde?

Tantra handler om at slippe

Hvor der er skepsis, er det meget svært at mødes. Alt hvad der opleves, vil i så fald blive til i en vurdering, hvor det sansede gives betydning i forhold til en givet norm. At dykke ned i tantra er netop at slippe identifikationen med normen, dvs. være villig til at lægge den helt til side, og åbne sig for noget nyt hinsides forbehold. Det behøver naturligvis ikke at føles enkelt, og uden denne villighed, vil der vel ikke være nogen mening i overhovedet at indlede eller opretholde mødet? Skepsis kan antage mange former. Fra at “putte nogen i en bås”…”han er for intellektuel”, for “anmasende” , “for tyk eller tynd”… til at tvivle på om vedkommende er åben og pålidelig.

Når mødet skal “bruges” til noget…

Hvor et møde skal “bruges” til andet end mødet selv, dvs. hvor der ligger en forventning om at “få noget særligt ud af det”, vil der fra starten opstå en spænding imellem denne ambition, og det, som der opleves, at der sker. Ingen mennesker ønsker reelt set at “blive brugt” af andre mennesker, og tantraens væsen vil jeg beskrive som at ophøre med at ville “bruge” for i stedet bare “at være”. Også dette bryder med de fleste menneskers motiv til at tage på seminar? “Jeg går da på seminar, for at få noget UD af det”. “Jeg skal da kunne BRUGE det til noget”.
Livet selv skal ikke BRUGES. Livet lever af sig selv. Det er når vi vil bruge det, at vi mister kontakten til det. Prøv bare at tænke på, hvis nogen sagde til dig: “Jeg vil godt lige bruge dig til noget sex, så jeg kan få det bedre!”… Ikke rart vel?

Starten på et møde i kærlighed?

For mig betyder den første kontakt med det menneske, som deltager for første gang i vores aftengrupper eller seminarer, starten på et møde i kærlighed. Vi skaber ikke nogen “relation” – der, som jeg har beskrevet i andre artikler, ofte rummer helt bestemte forventninger – men begynder at relatere til hinanden åbent og frit hinsides “form”. Vi omgås hinanden omsorgs- og respektfuldt og er klare i vores “Ja´er” og “Nej´er” uden krav om at begrunde disse. (Og hvis det sker så alene med udgangspunkt i egen adfærd). Udgangspunktet for at kunne vise hinanden “respekt” er i min beskrivelse, at vi erkender, at vi ikke kender hinanden, og aldrig kommer til det. Hver gang vi mødes, er vi nye, og ingen af os kan rummes i nogen bedømmelse.

Hvis jeg i mig, fornemmer en usikkerhed i forhold til, om vi deler grundessensen i ovennævnte, vil der komme et “nej” fra mig. Et sådant “nej” har udelukkende noget med mig at gøre. Oplever jeg skepsis eller ambition (i mig), så kan det være at vi kommunikerer med hinanden, og der finder reelt ikke noget møde sted!

Kvalificere sig til en date?

Hvis jeg skal svare på det indledende spørgsmål, må svaret blive benægtende. Man kan ikke kvalificere sig til et tantraseminar. Dette lige så lidt som nogen kan kvalificere sig til at mødes på en date? Vi kan igennem den indledende verbale kontakt – over mail, telefonsamtale eller f.eks. facebook hver især fornemme om det “passer”? I sidste ende kan jeg måske sammenfatte ovennævnte til, at det handler om gensidig “åbenhed” og vilje?
Det er som om, at den opleves umiddelbart… Hvis der først opstår tvivl fra den ene eller den anden side, er forbeholdet der så ikke allerede?