Forventninger

Forventninger til fremtiden?

Et menneske med forventninger til fremtiden vil leve med en snert af utilfredshed?

Hvor livet opleves som forudsigeligt, opstår der vel kedsomhed?

Trives ikke både glæde og kontakt til lyst i det umiddelbare og i det, som ikke er forudset?

Og hvis det skulle ske at forventningerne ikke bliver indfriede må skuffelse sætte ind? .. Hvordan vil noget der er formet som en beskrivelse og fortælling, i øvrigt nogensinde kunne ske som forestillingen beskriver?

At glæde sig til noget

At ville glæde sig til – eller over – “noget”, fungerer på samme måde. Når glæden knytter sig til en forestilling, til noget ydre der formes i en beskrivelse, varer den kun så længe, som det lykkes at opretholde illusionen.

Hvor der er ambition, er der spænding og adskillelse fra det, som er. Spænding koster anstrengelse og kraft. At se, uden at se beskrivelsen, forestillingen og betydningen åbner for en erkendelse, som jeg kunne kalde for “ekstase”, “lykke” eller “glæde”, uden at det kan rummes i nogen af disse begreber.

At være stille.

Enhver kan erfare dette ved at blive stille uden at VILLE være stille. Hør ganske enkelt op med at tro på både dine og andres historier (også denne) og sans i opmærksomhed! I denne sansen vil det erfares at både den sansende, og det, der sanses, bliver til eet.

Previous Article
Next Article