Forventninger eller se muligheder? De fleste konflikter har rod i forventninger, der ikke indfries. Jeg kunne skrive det samme om skuffelse, ærgrelse og vrede.

“Glæder du dig ikke til..”?

Vi lærer, fra vi er helt små, at orientere os efter noget, “der skal komme”, fremfor at bevæge os med det som er.

“Glæder du dig ikke til din fødselsdag!?” Spørger bedstemor sit barnebarn.

“”Eiii det bliver da super spændende at komme til Spanien på ferie med Per… synes du ikke?”

“Hvis du bider tænderne sammen for at bestå din eksamen, så skal du bare se hvilke muligheder der venter for dig!”

“Hvis vi allesammen er gode til at overholde reglerne, så kan det være at vi kan lempe dem? Men først må vi se, at vi kan….”

“Hvis vi skal være sammen, så har jeg en klar forventning om, at jeg er den vigtigste person i dit liv. … Og naturligvis også den eneste du elsker og elsker med!”

En relation som et “forventnings-system”

Jeg vil gå så langt som at definere en “relation” som et “forventnings-system”. Altså en ide om en bestemt form, med en tilhørende forventet adfærd der skaber forudsigelighed.

Kravet og behovet for forudsigelighed skabes som en reaktion på alle de mange gange, hvor vi fra barnsben måtte konstatere at det, vi blev stillet i udsigt og håbede på, ikke blev indfriet. Skuffelsen og smerten ved ikke at finde den forventede tilfredsstillede, gjorde os forsigtige, forbeholdne.

Med forventningerne blev der samtidig “plantet” angst og med den et stort behov for at styre og kontrollere fremtiden.

De fleste mennesker kender det fra Juletiden, hvor der vil være en eller flere i familien, der er i permanent stress over “alt det vi skal nå, for at det kan blive en hyggelig jul”. En anspændthed og stress der smitter alle omkring sig og sjældent rummer den mindste “hygge” i sig.

Parforholdet – forventninger eller se muligheder?

Et “Parforhold” der har udviklet sig fra et “kæreste-forhold” ser jeg ikke som nogen undtagelse i denne henseende.

I grunden er det jo ganske absurd.

Hvis det, vi mødes i, er “kærlighed” : Den bevidste opmærksomme kontakt til det, som er. Og som vi er enige om ikke kan betinges. …Så vil denne kontakt ikke erkendes, hvis vores møder betinges af netop et sådant “forventnings-system”?

At afstemme forventninger eller se muligheder?

Jeg ved at mange finder det vigtig og godt, at “afstemme forventninger” til alt fra møder, kurser, behandlinger, terapi, samtaler, og ja…sit parforhold.
Det giver ovennævnte tillærte følelse af tryghed, på den måde at forsøge at forebygge skuffelse.

Samtidig vil det for de fleste mennesker også stå lysende klart, at stort set al glæde og fornøjelse udspringer af at blive overrasket?

Jeg ler ikke af en vittighed, hvor jeg har bedt om først at få fortalt, hvad jeg kan forvente mig af den? Jeg orgasmer ikke, hvis jeg nøje bliver bedt om at gøre noget helt bestemt for at orgasme på en bestemt måde… etc.

At opstille forventninger – om det er i tankerne eller i dialog – umuliggør simpelthen den bevidste kontakt til kærlighed.

Der er intet “hjerte” i et møde, der forventes at være et “hjertemøde”. Der er ingen kærlighed i en berøring, der er planlagt til “at være kærlig”.

Spontant, impulsivt, af-sig-selv

Det som er, sker spontant, impulsivt og af-sig-selv . Hverken betinget af en “grund”, en årsag, et forventet udbytte, eller noget som helst andet. Det er, som det er.. og i øvrigt permanent i bevægelse eller forandring om jeg vil.

At relatere og Tantra?

Hvis jeg vil tænke en Tantra ind i “det at relatere”, så peger den på: “At relatere hinsides “at skabe en relation”. Opmærksomt at iagttage når- og hvordan et “forventnings-system” bliver til.

Hvad kan jeg så gøre i stedet?

Kan vi mødes i opmærksomhed på det mulige i det, som sker lige her og nu?

Kompetence der kan øves

Opmærksomhed vil være forbundet til min kompetence til at bevæge mig spontant og impulsivt med det, som sker… Til at sanse, at jeg sanser.

At denne bevidsthed ikke er “min”, idet, det jeg sanser, såvel bevæges af “mig”, som af det, jeg kunne opfatte som værende “udenfor mig”. Jeg bevæger og bevæges. Vi bevæges af hinanden.

“Grænsen” udtrykker den illusion, der skal bremse det spontane, impulsive og uforudsigelige… Grænsen er forventnings-systemet.. Den relation der er- , eller ikke er- til “forhandling”.

Denne opmærksomhed kan øves. Det er det, en tantra inviterer til…

årsforløb på Mahamudrainstitut