Når et menneske siger til mig: “Det er vigtigt for mig at have frihed til….” så taler vedkommende om det, vi kalder for en “værdi”.

I den sidste tid har jeg reflekteret over det med værdier. Jeg ser, hvordan totalitære politiske ideologier normaliseres over alt i verden. De handler om magt og dermed også om frihed.

Frihed til at gøre, som de, der har magten vil det. Frihed til at begrænse andres frihed.

At forsvare frihed

Jeg er vokset op med forældre som begge var aktive i frihedsbevægelsen – også kaldt Modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig. De oplevede at venner og nære blev arresteret, tortureret og henrettet af en besættelsesmagt.

Det kan en besættelsesmagt kun gøre, ved at have magten over mennesker/soldater som dermed adlyder ordrer om at slå andre mennesker ihjel.

“Aldrig mere en 9. april” Sagde min far. Og mente dermed at han ikke igen ville erfare at stå uden mulighed for at forsvare frihed.

“Jesper! Det er vigtigt at være en fri mand!” – Den værdi har jeg siden haft som en nærværende ledetråd.

Frihed går igen i det meste spiritualitet

Den har overordentlig meget at gøre med spiritualitet. Overalt i overleverede tekster fra vidt forskellig praksis, går frihed igen, som det der gør det muligt at handle ansvarligt i betydningen: Medfølende.

Det er den samme værdi, jeg ser i det, jeg vil kalde for tidlig “proto-tantra”, i Buddhistisk filosofi, Laotzu, Zhuangshi, Zen og endda det som måske også vækker nysgerrigheden i mennesker der tiltrækkes af såkaldt “ny tantra”.

I mit barndomshjem lærte jeg at synge “Altid frejdig når du går”. Det blev den salme, som frihedskæmperne sang når de gik den sidste gang ud for at blive henrettet.

Tekst: Chr. Richardt, 1867
Melodi: C. E. F. Weyse, 1838

Teksten lyder sådan:

Altid frejdig, når du går

veje, Gud tør kende,

selv om du til målet når

først ved verdens ende.



Aldrig ræd for mørkets magt!

stjernerne vil lyse;

med et fadervor i pagt

skal du aldrig gyse.



Kæmp for alt, hvad du har kært;

dø, om så det gælder,

da er livet ej så svært,

døden ikke heller.

Den er skrevet i en evangelisk kristen tradition. Og den peger på nogle værdier om frihed, der måske er universelle?

Angst binder i kontrol

Når vi bevæger os i livet, så er det umuligt for os af forudsige, hvad det vil bringe.
Angst vil være det, som binder os.
Al angst handler ultimativt om angsten for at dø.

Hvis du tør møde denne angst i “mod”? – Dvs. i erkendelsen af:
At angsten for at dø også vil være angsten for at leve. Og præcis den angst gør, at du ikke “kæmper for kærligheden”!

“Kært” stammer fra det oldnordiske kærr, som betyder “elsket” eller “dyrt” og er tæt knyttet til ordet “kærlighed.”


“Dyrt” peger her ikke på penge, men på det essentielt levende og livet selv – Det som IKKE kan købes for penge, og dermed også igennem magt.

I Buddhistisk tantra – vil det pege på “medfølelse”. Evnen til og frem for alt: I praksis at se og handle i omsorg for det levende.

Er det muligt at handle medfølende uden frihed?

Livet er uforudsigeligt, spontant, kreativt og uordentligt. Det følger ganske ingen ingen regler.

Magt vil altid søge kontrol over livet og det levende. Regler laves af mennesker, der vil “tvinge naturen, til at gøre, som den skal”. 

Det, “Naturen skal”, er at passe til en ide – en ideologi – dvs. en sammenhængende fortælling af ideer, der tilsyneladende skaber mening og kontrol.

Det sværeste at anerkende for mennesker, er måske at vi ikke KAN være i kontrol. Vi er levende, og dermed også uforudsigelige, spontane og kreative. At være levende er at være elskende.

Det er på den ene side ustyrligt, og det betyder at se og genkende det levede overalt. At få øje på at intet der lever, kan eksistere af sig selv. At det levende ikke er afgrænset til mig. Der er intet monopol på det. Jeg ser, at vi skaber hinanden i ethvert møde. Deraf ordet “respekt” – “at se tilbage”.

I dig ser jeg det levende

I dig og alt levende, ser jeg det levende – uden at have den mindste magt over det. Hvis jeg vil passe på mig, må jeg også om muligt passe på dig. Det opstår ikke ud af overvejelse eller beregning, men spontant og impulsivt.

Det er frygteligt sårbart, da vi må erkende, at alt levende på den måde også lever af det levende.
Det er det levendes natur. Livet handler altså ikke om MIG men om “Det levende” . Hvordan lever vi i overensstemmelse med det?



MIG … er magt og kontrol. Gør noget for mig! Giv mig det jeg forventer! Giv MIG frihed!
I den fordring vil der ingen kærlighed være. Den bæres af magt.

Frihed

Frihed bliver i dette lys, modet til at lade MIG dø, i erkendelsen af, at så længe vi mødes i det afgrænsende DU og MIG, så kan vi ikke mødes medfølende og kærligt.

MIG først! siger den, som vil have magt. Selvudvikling til MIG! …. Og som måske helt ubevidst tager med i handlen, at det betyder at sætte grænser, og skabe kontrol frem for at turde leve spontant, impulsivt, medfølende, frit og kreativitet – uden at universet skal dreje sig om MIG.