”Kun den som er fri i sine valg, kan handle ansvarligt!” Dette citat fra Heinz von Foerster har i sin enkelhed en voldsom dybde. Dersom nogen vil tvinge dig til at handle på en bestemt måde og har en sådan magt, at du ikke kan gøre andet end at adlyde, må du opgive at tage ansvar for resultatet af dine handlinger: ”Ok, jeg gør, som du forlanger… men DU må så tage ansvaret og konsekvensen!” Princippet benyttes endog i retssale over hele verden.

Trangen til frihed synes grundliggende

Trangen til frihed er vel helt grundliggende ikke blot for mennesker, men for alle levende organismer? Et dyr, som indespærres, vil gøre det mest umulige, for at komme fri. Dyr som fanges i snarer, kan finde på at bide sine egne lemmer af for at befri sig selv. Hvis vi mærker at der er noget, som hindrer os i at trække vejret frit, vil en impuls i os straks søge at overvinde denne hindring. Det er som om livskraften selv er forbundet med frihed?

Kærlighed hinsides betingelser

Når vi taler om kærlighed, så spiller frihed også en afgørende rolle. Kærlighed kan ikke betinges. Hvis jeg i min kærlighed til andre søger noget ”for mig”, forvandler den sig så ikke til en handel? Sætningen: ”Jeg elsker dig, fordi du ser så godt ud”, fungerer vel kun som en noget kortsigtet kærlighedserklæring? Den dag jeg altså ikke ser godt ud længere, er din kærlighed så væk? Enhver målestok, som vi vil indføre i vores syn på verden, virker på samme måde. Enhver sammenligning betinger. ”Du er den største, bedste, mindste, smukkeste, herligste, skønneste, sjoveste, grimmeste, mest nuttede, spændende, kloge …. Og derfor elsker jeg dig”. Kærlighedserklæringen knytter sig med andre ord til egenskaber og/eller færdigheder? Jeg skal yde noget til gengæld for at få din kærlighed?

”Jeg har været så heldig, at få dig”… Ja det lyder ”kærligt”, og kom målestokken ikke ind igen? Hvor heldig på en skala fra 1 til 10? ….Og hvad med ordet at ”få”? … Er du ”min”? Dvs. tilhører du og din kærlighed mig? Og hvor blev friheden så af?

”Jeg elsker dig højere end nogen anden” udtrykker også en skala. Hvorfor gør du det? Er det mon ikke, fordi der i den følelse er noget at hente for dig selv? Helt, som hvis du siger: ”Jeg elsker dig, fordi jeg i dit nærvær føler mig elsket, og godt kan lide mig selv”? Med andre ord: Hvis ikke der er noget i det for mig – nærvær og følelsen af at være elsket – er det så ikke sikkert, at jeg ville elske dig?

Vi har derfor kærlighed til alle og alt eller til ingen. Kærligheden udelukker intet, omslutter alt. Kærligheden er frihed.

”Elsk dig selv, som din næste!” udtrykker et bud, som trosretninger overalt i verden har kunnet blive enige om. Buddet er i sig selv paradoksalt. Ingen kan vel elske på kommando? Kærligheden fungerer jo netop kun hinsides ethvert krav og fordring? Kærligheden kan end ikke forlange sig selv?

…Og hvis jeg skal kunne se min verden kærligt, indebærer det så ikke også at kunne iagttage mig selv i kærlighed? Kan jeg overhovedet se noget eller nogen i kærlighed, hvis jeg i forvejen har betinget mig selv?

Kærligheden har således ingen genstand eller retning. Dens eventuelle ”rettethed” imod noget, ville udelukke noget andet.

Kærligheden ER en måde at være i verden på. En måde at se, høre, mærke, dufte, smage og bevæge på. En måde at sanse på.

Alt hvad der gør mig ufri, vil hindre mig i at omfavne min verden i kærlighed.

Enhver moral, regel, bedømmelse, vurdering, autoritet, ideologi og religion som jeg identificerer mig med, vil stille sig i vejen for min frihed. Selv mit sprog indeholder en skabelon at se verden i. Hvert ord jeg benytter, peger hen på ”noget” derude. Siger jeg om et dyr: ”se en Hund!”, har jeg allerede kategoriseret den og givet den en værdi i forhold til f.eks. ”en ræv”. Mit sprog og mine tanker fungerer sådan: Som et middel til at ordne og formidle, som en metode til at kommunikere og skabe relation. Men intet ord er det, som det nævner (bortset fra ordet ”ord”), og igennem ord får vi ikke større forståelse for livet selv. Vi kan i bedste fald skabe forståelse med hinanden, i troen på at de ord, som vi benytter, skaber de samme billeder hos os hver især, og velvidende at de med al sandsynlighed IKKE gør det.

Kærligheden må være ordløs

Kan jeg så erkende kærligheden igennem ord? Nej min kærlighed må være ordløs, og leve hinsides ord, tegn og betydninger. Træet som står på engen foran mig, hvor jeg sidder og skriver lige nu, ER. Enhver historie som jeg ville fortælle om det, fra den enkleste der kun består af ordet: ”Træ” til den mest poetiske som besynger dets skønhed og umådelige livskraft vil blot ”pege” hen imod dette selv. Vil jeg erkende det, må jeg opgive mine ord. Give slip på min beskrivelse af træer, og forstå ved at sanse hinsides enhver bedømmelse. Selv min skelnen imellem mig og træet, vil stille sig i vejen og blive til en ny historie.

Handler kærlighed om at kunne undre sig?

Jeg tænker på et lille barn, som første gang oplever noget, som ligger udenfor dets begrebsverden. Denne undren, denne fuldstændige opslugthed af det nye, hvor der ikke sættes en grænse. I denne undren ligger der en hentydning til kærligheden. Det er en undren, som er åben, og som ikke søger noget svar. Svaret får barnet (måske desværre) fra en mor eller en far, som straks skal putte tingene i kasser?

Barnet, som fødes, oplever smerten ved pludselig at skilles fra sin mor. Indtil da, var de et. Der var intet skel. I denne forening ligger kærlighed. Den fungerer uden krav. Den ER der for barnet.

Jeg kan altså blot pege på kærligheden? Der, hvor jeg peger hen, er der intet, som jeg kan beskrive? Enhver stræben efter ”noget” vil stille sig i vejen for, at jeg ser. I stedet for at se, at jeg ser, ville jeg i stedet se ”efter noget”. Kan jeg finde ind til min undren – uden anstrengelse? For vil min anstrengelse ikke også konditionere, hvad jeg søger?

Jeg kan ikke søge kærligheden, men leve i kontakt med den?

Min forundring bliver vel i sig selv kærlig, når den ikke forvandler sig til nysgerrighed? I nysgerrigheden oplever jeg, at jeg søger et svar?

Selv min ide om frihed, må være fri i sig selv. Gør jeg mig fri ”af noget”, har jeg så ikke også der betinget min frihed? Den som gør oprør imod noget, har allerede bundet sig til det, som revolutionen retter sig imod.

Denne forundring – ordløs og fri – bliver til min meditation. Den opstår igennem sanselighed, og jeg oplever at have fat i ”mig selv” og dette selv er livet selv. Alt hvad der er. Jeg er ren iagttagelse. Iagttager iagttagelse. Sanser at sanse.