Frygt eller tillid i mødet med hinanden
I tillid og uden frygt erkendes naturen, som den er.
For 6 år siden hentede vi en lille hundehvalp, som vi efterfølgende kaldte for “Mille”. Jeg husker meget tydeligt, hvordan hun tillidsfuldt kom – ikke bare Karin og jeg i møde, men også gik til Max – den store hvide Schäfer som var sammen med os – helt uden at vise frygt.
Tillid og uden frygt ser jeg…
På mine aftenture rundt i vores store have omkring Abildgaard Kursussted, møder jeg ofte enten hr. eller fru pindsvin. Vi har boet her på gården sammen i mange år, og det er næsten med samme tillidsfulde af-spændthed som den Mille viste, at de anerkender min nærhed.
Det bevæger mig, når en fugl lander på den bænk, hvor jeg sidder, eller et egern uden angst sidder mindre end en meter fra mig for at få del i min mad.
Jeg smelter indeni, når en lille dreng spontant griber min store hånd på turen i skoven bare for at holde den.
Uden forbehold
Fælles for disse eksempler er, at vi mødes “uden forbehold”. Vi er der bare sammen, som vi er.
En sådan umiddelbar frygtløshed og tillidsfuld måde at være i verden på, virker meget bevægende på mig. Mange kan sikkert genkende det?
Som ung mand sad jeg i en lænestol på en hyggelig cafe i Århus og snakkede med en ven. Ganske uden varsel kom en for mig fuldstændig ukendt kvinde på min egen alder hen til mig, mødte mit blik og holdt det i en kort pause, som en mulighed for at jeg kunne flytte mig. Så kyssede hun mig på min mund.
Jeg mødte hende i det.
… Hvorefter hun gik med ordene: “Jeg synes simpelthen, at du ser så sød ud!”. Hun var ude og væk, inden jeg kunne samle mig. Lod mig sidde der med ekkoet af sine bløde læber, smag og duft bankende i mit bryst.
Denne spontane, impulsive og frem for alt opmærksomt sansende måde at at blive mødt på smitter.
At mødes i tillid og uden frygt river grænser ned..
Den river i bogstavligste forstand mure og grænser ned.
Det sker ikke igennem kraft, magt, målsætninger, aftaler, planer, regler, ambitioner, forventninger, formulerede behov eller “viljes-styrke”. Alt det er derimod det, som bruges til at opdrage os ud af denne åbne spontane tillid og ind i angst.
Vi lærer at lukke os om os selv og finde tryghed i det. “Du skal ikke gå hen til nogen, du ikke kender”. Vi lærer at se mennesker, dyr og natur med en vurderende skepsis. En forestilling om, at det kan være farligt for os at være for tillidsfulde.
Den mor, som er angst for hunde, lærer sit barn at være det. Hun kan ikke vise, hvordan man uden frygt møder og bevæger sig med hunde med baggrund i egen erfaring.
Noget af skjule ?
Et menneske, der ikke kan vise tillid, vil blive opfattet som om, at han/hun har noget at skjule. Et menneske, der “lukker”, virker ikke imødekommende – og opfattes meget let som “fjendtlig”.
Vi sanser spændingen og spænder selv i mødet, hvis vi ikke er opmærksomme på, at det sker.
Børn lærer at lukke sig om det, de “har” – blot ved at se på sine forældre. “Pas godt på dine ting!”. “Ødelæg nu ikke dit tøj, når du leger ude!”… “Opfør dig ordentligt!”
Senere bliver det til at have styr på- og lukke sig om- “sin” familie, mand, børn, uddannelse, karriere, ferier, hus, bil, hund, kat, sit arbejde, venner og pension.
Natur opfører sig ikke ordentligt
Der er bare den hage ved det, at Natur og liv ikke “opfører sig ordenligt”.
Ja det er slet ikke ordentligt, men vidunderligt, uforudsigeligt, kaotisk, snavset og kulørt. Det er helt umuligt at få styr på – med mindre man afgrænser og hegner det ind for at få mest mulig kontrol.
Kontrol kræver kræfter, anspændelse og leder til frustration. Som at ville afholde vand fra at flyde nedad med sine bare hænder, eller “at have flest bolde i luften på en gang” uden at kunne hvile i , at de altså allesammen vil falde ned, når der spændes af.
En Tantra – at erkende natur.
En Tantra og f.eks en Mahamudra Tantra massage fungerer som en invitation til at erkende denne spontane, impulsive, bevægelige og ganske uordentlige natur. At lade sig bevæge med- og af den.
Det sker ved at sanse og bevæge sig . AT sanse ER at bevæge sig. Ikke ud af en ide (kontrol), men spontant, opmærksomt, iagttagende. At se hvordan du og jeg, alt levende og det, der er, mødes i Natur….
“Grænsen” er bygget af frygt
Det er det, vi er, og det er det, vi ser, når vi vover at erkende angstens natur. Det første er at erkende, at den eneste “grænse”, jeg har, er den frygt mit intellekt har lært at bruge til at spærre min egen erkendelse inde bag.
Fundamentet til den mur er lagt af generationer før mig, Mødre, fædre, bedstemødre og -fædre. Det er lige til at bygge videre på – og der er nok, som gerne vil levere mursten eller beton til byggeriet og “hjælpe til” så muren og grænsen bliver “rigtig”.
“Tear down the Wall!” – Sang Pink Floyd…
Tantra er fyldt med sådanne opfordringer.
De er lige så bevægende, som når spurven hopper rundt og pikker krummer omkring mine fødder…. uden frygt.
