Hvis der findes grundlæggende principper for livet og det levende, så må et af dem handle om “gentagelsen”?

For at lære noget, må vi nødvendigvis gentage, det vi gør.

Det virker også som om at levende organismer og systemer, gentager sig selv. Dels igennem reproduktion, og ikke mindst i kraft af at liv på jorden betinges af Jordens rytme og bevægelse som et sandkorn i et bevægende univers af ufattelige dimensioner.

Selv når vi med det nye James Watt rumteleskop ser ud i rummet, viser strukturer sig som gentagende mønstre og variationer af f.eks. spiral- og helix-formede bevægelser.

Præcis som alle vores muskler, knogler og væv bygges op, -interagerer og -bevæges i vores kroppe.

Det er da så fascinerende!

Længsel efter gentagelsen

Når det er skrevet, så er det principielt ikke muligt at gentage bare en eneste bevægelse, præcis som den var for et øjeblik siden. Det, som bevægede sig, er nemlig forandret igennem bevægelsen.

Der er med andre ord aldrig to kys som er ens!

Det er jo ganske skrækkeligt, hvis du det første kys var helt fantastisk – og nærmest råber på en gentagelse!?

Kan du og jeg så overhovedet ikke regne med at det sker igen?
Nej!…

Det eneste vi kan, er måske “at gøre som om, at det sker igen”…

“Kom skal vi ikke gå ud at spise. Det gjorde vi så ofte tidligere, og det var da så hyggeligt!” – siger det par, som måske har været sammen i nogle år..

Vaner, gentagelsen og illusionen om tryghed

Ja det kan blive hyggeligt, og ikke hyggeligt som det var.

Jeg elsker at lave pandekager. Også at spise dem…
Jeg må have lavet tusindvis af dem?

Hver eneste gang smager de forskelligt. Og alligevel siger familien: – at “Jesper laver verdens bedste pandekager” .. Forunderligt ikke?

Det er altså ikke lige så simpelt at begribe det der med gentagelsen?
De er der (måske) og alligevel ikke (måske)?

Om ikke andet, så giver illusionen om dem en vis tryghed. Den inviterer til at føle, at noget er trygt.

Vi ser det også, når vi har vaner.
En vane peger på gentaget adfærd.

Jeg kender en kvinde, jeg er rigtig glad for, som børster tænder meget grundigt. Så grundigt og længe at jeg overraskes hver gang. Godt nok plejer jeg også gerne mine tænder, og finder personlig hygiejne meget vigtig. Og SÅ grundig er jeg nok ikke med mine tænder.

At børste tænder er sanseligt og kropsligt. Det bringer velvære, og hører med til de fleste menneskers gentagne gøremål. Det virker trygt og forberedende som en overgang til at gå i seng for at sove, eller tage afsted på sit arbejde. Det kan næsten virke som et ritual… I hvert fald som en rutine.

Disse tre:

Vaner, rutiner og ritualer er meget vigtige for at invitere både sig selv og andre ind i (i det mindste) en illusion om tryghed.

Vi har andre ord og variationer over det: F.eks. Traditioner, skikke og adfærdsregler.

Gentagelsen i vekselvirkning imellem det stabile og det legende?

Det virker stabiliserende for et menneske selv at skabe forudsigelighed igennem gentagelsen dvs.: i igennem organiserede gentagne handlinger.

Det kan også være netop det, som tillader det at være “legende og undersøgende på andre områder”.

Tænk bare på, hvordan vi bevæger os fremad, når vi går!
Vi vekselvirker imellem at gøre det ene ben stabilt, og løfte det andet i den retning vi vil. Med det løftede ben søger vi efter et stabilt grundlag at sætte foden på, hvorefter vi gentager det hele igen.

At lukke sig om sig selv i kontrol

Et menneske som føler sig angst, vil ofte søge at udvikle flere vaner og rutiner, og på den måde få en fornemmelse af at være mere i kontrol. I eksemplet med at gå f.eks. også for “hvordan foden sættes ned?”

Personen lukker verden om sig selv, og skaber igennem gentagen adfærd en følelse af forudsigelighed.

“Gå ordentligt!” Siger faren til sit barn, og udtrykker sin egen angst for at skulle håndtere, at barnet måske falder, imens det leger med alle mulige måder at gå på? … “Se hvor du træder!”

I princippet virker det som en maskine. Den skal ikke af sig selv lave om på sig selv. Gør den det, vil vi blive bange for den, og under alle omstændigheder anse den for at være “i stykker”.

Den skal ganske enkelt gøre præcis det, den er konstrueret til og ikke andet!

Den angste tantra-leder

Den angste leder – ja af hvad som helst – også et -Tantra-seminar eller -massagemøde, vil vise det igennem stor fokus på “form”:

Måden mennesker mødes på, skal være styret. Der skal være et “koncept”, et program, en plan. Det skal være forberedt på forhånd, der skal laves aftaler og kontrakter, og vigtigt er det, at rummet kontrolleres og overvåges. Forventningerne skal være klare og verbal feedback er vigtig.

Det tiltaler mennesker, som deler følelsen af angst.
Det fastholder dem så også i den!

Men hallo! Vi kan da ikke bare lade mennesker gøre, hvad de vil? De kommer med vidt forskellig baggrund og kompetence. Det er ikke engang sikkert at de kan lide hinanden eller være intime sammen, som et tantra-møde jo ofte indebærer?

Der er nok at blive angst for .. Ikke?

Fælles sprog

Hvordan bringer vi det legende ind i sådanne møder og sådanne seminarer?
Hvordan bringer vi leg og kreativitet ind i ledelse?

Vi mødes i et fælles sprog!

Et sprog handler i den grad om gentagelsen. Der er f.eks. 24 bogstaver i vores alfabet, som repræsenterer forskellige lyde eller bevægelser med vores stemmelæber. De kan gentages i det uendelige i alle mulige kombinationer.

Vi kan lære at give nogle af dem mening og betydning som invitationer til at handle og bevæge os på genkendelige måder.

Vi kan med andre ord kommunikere. Det betyder at “Gøre til noget fælles”.

På samme måde kan vi udvikle kropslige fælles sprog for at danse sammen, berøre hinanden, elske, invitere … uden nødvendigvis at lade vægten være på stemmebåndenes bevægelser.

Som i det talte og skrevne sprog er variationerne og mulighederne for at lege med dem uendelige.

At lære sådan et fælles sprog kræver naturligvis både øvelse. Også her gentagelsen vigtig. Det lærer igen ved at lytte på at noget fortæller om det.

Vi lærer det godt, når vi mødes med de samme mennesker mange gange. Vi lærer det også godt, når vi som nye er sammen med en gruppe, som taler det samme sprog og gerne lærer fra sig.

Igennem et fælles sprog skabes en ramme om et tomt rum

For mig er det en meget væsentlig del at det at lede – uanset hvilken kontekst det sker i – : At invitere mennesker til lære, øve og at kommunikere igennem et fælles sprog, som på den ene side skaber stabilitet og tryghed, og på den anden side åbner for leg, poesi, fortællekunst, dans… i al sin vidunderlige, uforudsigelige, mangfoldige, foranderlighed.

Der skabes en ramme om et rum , der i virkeligheden er “tomt”, og i det kan vi ved at “tale” samme fælles sprog skabe både det mulige og villede….

I en senere artikel vil jeg (måske) skrive om “ritualers” rolle i dette…. 😉