Grænseløs – som kærlighed, lyst og frihed er det.
Grænseløs – eller “bag sunde grænser”? Er det, der er, “åbent” og bevægeligt, eller er jeg: “Noget der skal åbne eller åbnes”?
Intet levende væsen kan leve, uden at være i kontinuerlig åben forbindelse med det, vi kalder for “sine omgivelser”.
For at leve, må jeg trække vejret, drikke vand, Ånde ud, kunne afgive fugt, komme af med det, jeg ikke kan fordøje, finde og indtage mad, vedligeholde den umådeligt mangfoldige flora og fauna på min hud, alle slimhinder og ikke mindst i tarmsystemet.
For at tænke er jeg afhængig af sanse-indtryk og kontakten til andre mennesker eller dyr.
Hele mig .. fungerer som denne kontinuerlige interaktion med alt omkring “mig”.
Når jeg så evt. ser mig som en enhed, der er placeret i sine omgivelser, så beror det med på en illusion.
Jeg er permanent åben og grænseløs.
Grænseløs eller i en lukket boks?
At se sig selv som en lukket boks, hvor der kan puttes noget ind og tages noget ud, er et udtryk for en ambition om “at være i kontrol”.
Det, jeg bevidst sanser og overhovedet er i stand til at registrere intellektuelt, udgør en brøkdel af alle de indtryk, bevægelser og påvirkninger, jeg bevæger mig i.
Jeg er kontinuerligt “åben” og relaterende med alt omkring mig.
Hvis, jeg opretholdte grænser, måtte jeg føle, at de blev “grænse-overskredet” hele tiden?
Naturligvis kan jeg holde vejret i relativt kort tid. Og så vil kroppen af-sig-selv impulsivt trække vejret med mig igen.
Jeg kan klemme lårene sammen og holde på mit vand ved at spænde – også blot i kort tid, og så vil kroppen af-sig-selv sørge for, at jeg lader mit vand.
Vil jeg kontrollere denne natur igennem stadig mere spænding og anstrengelse, bliver jeg syg.
Hvis jeg opretholdte grænser, ville de kontinuerligt blive grænse-overskredet!
Grænserne er der simpelthen ikke.
Der skelnes igennem bevægelse
Det, der gør, at jeg “holdes sammen” som “noget”, der tilsyneladende adskiller sig, fra noget andet, beror på, at det iagttages sådan?
Iagttagelse betyder: “At der skelnes”. Måden, det gøres på, er igennem bevægelse.
Det er det, som også mine “sanser” kan… De bevæges eller lader sig bevæge af forstyrrelser – altså bevægelse. Men ikke af alle forstyrrelser der kunne være. Kun af de, som sanserne er indrettet til at lade sig bevæge af.
Mine sanser og min bevægelseskompetence skaber således erkendelse og emotioner, der er betinget af deres specifikke evne til at skelne på en helt bestemt måde.
Mit intellekt fungerer præcis på samme måde. Det skaber betydninger, meninger, symboler, sprog og følelser ud fra måden, det har lært at skelne på. En læring der i øvrigt også er betinget af omgivelserne.
Læring er grænseløs
Jeg kan med andre ord ikke kontrollere, hvad jeg lærer. Jeg kan imidlertid såvel opsøge- som skabe forandringer omkring mig, og på den måde “lade mig forstyrre” på en måde, så jeg overraskes eller udfordres?
Derigennem får jeg indflydelse på “lærings-miljøet“ og måske på hvor voldsomme forskelle, jeg vil skulle forholde mig til?
En af måderne at gøre det på, er f.eks. at spænde i krop og intellekt og på den måde reducere følsomhed, bevægelighed og sanselighed.
Dvs. påvirke både, hvad og hvor intenst jeg sanser, og hvilke udfordringer mit intellekt udsættes for.
Denne spænding “lukker” mig ikke. Den reducerer blot bevægelighed og bevidsthed. Gør alt “trægt”.
Illusionen om grænser og at være i kontrol.
Når, der tales og skrives om “grænser”, der f.eks. “kan overskrides inde- eller udefra”, så må denne antagelse bygge på ideen om et “lukket system”, der er placeret i nogle omgivelser, det er adskilt fra?
Disse grænser repræsenterer en illusion om “kontrol”. Jo færre påvirkninger det oplever i “sig”, jo tryggere føler det sig. Trygheden etableres igennem en ide om at have stærke og tydelige grænser.
Det, der er bag disse grænser, vil beskytte sig imod det, der er udenfor, ved at have kontrol over grænsen. F.eks. ved at overbevise sig om, at den kan “lukkes” og “åbnes” styret af valg og med viljen som middel.
Tryghed gøres afhængig af rigtige valg
Det vil med andre ord være intellektets evne til at bedømme og træffe rigtige valg, som trygheden afhænger af?
Da alle valg vil rumme en konflikt som i: “Skal det være det ene eller det andet?” … Vil uventede påvirkninger og forstyrrelser grundliggende invitere i sådan en konflikt?
At lukke i udgangspunktet
En følelse af sikkerhed skabes således ved at lukke (hvad der kan lukkes) i udgangspunktet, og så kun åbne, hvor det kan afgøres af et valg – Dvs. betinget af en dom.
Påvirkninger og forstyrrelser, der ikke lader sig udelukke og kontrollere igennem grænsen, vil øjeblikkeligt opleves som trusler og som noget, der “trænger ind”.
Reaktionen på dette vil være kamp, flugt eller frysende angst. Det, der kan sanses, reduceres mest muligt, til fordel for et intellektuelt beredskab.
Et menneske, der lever i denne – ofte ubevidste selvforståelse – vil reducere sin bevægelighed og søge det kendte, forventede. Det, vedkommende mener at forstå og kunne regne ud, for at føle sig tryg.
Erkendt grænseløs
Et menneske der erkender sig som grænseløs, vil få øje illusionen om at kunne kontrollere, og i stedet udvikle stadig større sanselighed og bevægelighed.
Her bliver møder ikke styret af “valg” men spontant. Trygheden udvikles ved at øve sig i at bevæge sig med det ukendte.
Opmærksomhed og bevægelighed beror på at afspænde og åbne og lukke naturligt og impulsivt og ikke på at lukke i fokus og anstrengelse.
Naturligvis kan man ikke “hive” et menneske ud af sin illusion om grænser. Det ville være voldsomt skræmmende.
Uanset hvor mange myg der stikker, ubehagelige lugte det møder, “krænkede udsagn” det hører – Vil vedkommende fastholde “at være bag grænser”.
En så radikalt skift i iagttagelse, skal erkendes af-sig-selv.
En Tantra inviterer til denne undersøgelse. Invitationen hedder bl.a “Meditation”: At iagttage kroppens og sindets natur.
Hvad inviterer til at øve dette?
Måske at fornemme – i det konkrete møde med at andet menneske – at han/hun spontant, impulsivt, naturligt og afspændt kan bevæge sig opmærksomt og kompetent i mange forskellige situationer?
Måske at overvinde en eventuel frygt i sig, for også at gå i bevidst opmærksom kontakt med en sådant menneske, og derigennem spejle sig i det, der sker.
