Jeg synes virkelig der er gået inflation i ordet “grænseoverskridelse”!?

Ordet “grænse” stammer fra middelneder-tysk: Grensze, og er af slavisk oprindelse. Det bruges i betydningen at “adskille to områder fra hinanden”. Det kan f.eks. være to lande – som i en “landegrænse”, eller f.eks. “trægrænsen” som den højde på et bjerg fra hvor træer ikke længere kan gro.

I nyere tid og måske især i psykoterapeutiske og “neo-spirituelle kredse”, er ordet så blevet mere og mere anvendt til at beskrive menneskers “personlige grænser”.

Ingen “grænseoverskridelse” uden min tilladelse!

“Her er mit område, mit space – og ingen skal komme nærmere end “min grænse”. Hverken emotionelt, følelsesmæssigt, intellektuelt, kropligt eller mht. noget andet – uden min tilladelse!”

Mennesker trænes i at “sætte grænser”. Der tales og skrives om at have “sunde grænser” eller “usunde grænser” … I betydningen af om man kan passe på sig selv eller ikke kan det?.

Hvor der tænkes, skrives og tales om grænser omkring mennesker, vil der således også skabes mulighed for at se andres adfærd som en “grænseoverskridelse”?

Præcis som det gerne sker ved landegrænser eller når dyr helt uden at ane det passerer f.eks. en “trægrænse”?

Grænsen bliver til en fortælling.

Landegrænser markeres gerne tydeligt, og autoriserede overgange styres igennem kontrol.

Med “personlige grænser” er det vanskeligere. Enten skal man lære dem “at kende”, eller også skal de aftales? “Grænsen” bliver så til en fortælling: Til noget man skal eller bør vide!

I det mindste til en norm? … Helt basalt til, at graden af “nærhed” til disse usynlige grænser, defineres verbalt mere eller mindre forståeligt af den, som “trækker dem” og giver andre lov til at komme “tæt på” eller ej.

At “overskride nogens personlige grænse”, er forbudt!
Det kendetegnes i forhold til disse “personlige grænser” som “grænseoverskridende adfærd” eller sågar som et overgreb!

Frem for alt. Midlet til at holde mennesker på den “rigtige side af grænsen” hedder også her “kontrol”.
Kontrol i forhold til “at kommunikere dem tydeligt”, og sige klart fra, hvis nogen vurderes til at komme for tæt på, uden at være inviteret.

Er grænser gode til at passe på sig med?

Jeg forundres over at denne grænsemetafor er blevet så udbredt som et middel til at passe på sig?

Jeg husker alle de gange, jeg som dreng var i slagsmål eller mødtes med nogen på en eller anden måtte til træning eller kamp, at det at påberåbe mig en grænse ikke ville have hjulpet noget som helst.

Hvad, jeg derimod lærte, var at flytte mig, bevæge mig og fysisk kompetent møde det menneske, der ville mig noget med mig, som jeg ikke ville… ELLER som jeg gerne ville?

Kærligheden er grænseløs – hinsides grænser

Når “grænser” så oven i købet bringes i forbindelse med “kærlige møder”, så stiger min forundring til vantro?! …
Om kærlighed siges og skrives der, at den er “grænseløs”. “Kærligheden kender ingen grænser!”

DET budskab er vel nok det, som flest spirituelle mestre igennem verdenshistorien er og har været enige om?

I de Tantras, jeg har fordybet mig i bruges ordet “kærlighed” nu ikke.

I stedet inviterer de til at se “naturen af det, som er, som det er” – frem for at møde alt igennem et filter af fortællinger, tolkninger og værdier, som forveksles med det, som er?

Af alle disse filtre, peger disse Tantras på at historien om “Jeg” eller “mig” – dvs. ideen om at være en “nogen” eller “noget”, der som noget “helt specielt” er adskilt og afgrænset fra alt andet og alle andre – er det, som stiller sig allermest i vejen for at se det, som er?

“Jeg finder dig altid grænseoverskridende, når du kommenterer!”

I dag skrev en kvinde, som gerne skriver om, hvor vigtig hun finder “hjertekontakt” og “kærlighed”, at hun altid finder min måde at kommentere opslag på Facebook på for “grænseoverskridende”!

Det gjorde et stort indtryk på mig.

Hvor megen kontrol skal der ikke til for at styre, hvordan andre mennesker skriver og taler til sig på et socialt medie? …Ja eller i direkte møder?

Om nogen så kalder mig for “en fladpandet idiot” … Så handler det udsagn da ikke om mig!… Men om, hvordan det menneske lige her og nu, beskriver mig. Det peger altså på ham/hende SELV . Sin måde at se og møde sine omgivelser på?!

Kalder nogen mig “grænseoverskridende”, gør det mig ikke til det. Det er blot den etiket, hun klæber på mig i sig… Naturligvis vil det påvirke den måde, hun bevæger sig med mig på? Især hvis hun er overbevist om at sin beskrivelse af mig, er mig…. altså er sand, som “det, der er.”?

Hvis, jeg ikke vil møde det menneske, så blokerer jeg ham/hende, flytter mig fysisk, eller beder vedkommende om at flytte sig, hvis jeg ikke har mulighed for det?

En anden mulighed kan naturligvis være at tale med vedkommende, og måske opnå mere indsigt i hvordan, han/hun bærer sig ad med gøre mig til det, han kalder mig for – i sig?
Måske er det nyttigt for ham/hende i lige netop den situation?

Jeg bevæger og bevæges.. uden grænseoverskridelse.

Uanset, hvad vi gør, så bevæger vi hinanden. Vi bevæges af hinanden og med hinanden. Et ord fra din mund, og de mest intime knogler i mit øre bevæges af din tale! Det kan alverdens personlige grænser intet stille op overfor, udover at skabe endnu en lidelsesfyldt illusion at tro på..

Et menneske kan have en kropslugt eller en deodorant, der bevæger min lugtesans til at jeg spontant flytter næsen. Helt derinde i min næse kommer han ind! … Er det en grænseoverskridelse?

Nej… han/hun er som han/hun er – lige nu i mødet med mig.
Jeg kan bevæge mig spontant med det og ham/hende, som jeg nu gør det lige her og nu..

Kan jeg ikke bevæge mig spontant og impulsivt på en kompetent måde, så kan jeg lære at gøre det! Træne det og øve det.

Det første vil være at se på det narrativ – altså den fortælling, jeg håber på, vil beskytte mig. Den virker simpelthen ikke særligt godt, når det virkeligt gælder.

Hvis den virker bare en smule, så vil det være igennem kontrol. Kontrol skaber spænding i min krop, og når jeg spænder, vil min bevægelighed blive reduceret…

Vil jeg passe på mig, så er afspændt bevægelighed virkelig en nøgle til det!

Udtrykker artiklen her en grænseoverskridelse?

Blev denne artikel så en “grænseoverskridelse”?

Jeg meget optaget af, hvordan vi kan passe på hinanden i praksis. – Dyr som mennesker og natur i det hele taget. Børn må i min optik, fra de er helt små, lære at passe godt på sig sig selv.

Det efter min mening ikke ske igennem illusoriske afgræsninger.

Verden har nok af såkaldte grænser, der skal holde de uønskede ude og de ønskede inde…Stort set alle krige handler om grænser, om at af- eller udgrænse og forhindre grænseoverskridelse?

Sprøjtemidlet Roundup er f.eks. et midlerne til at skabe grænser med. Det fjerner det meste af det, som nogen har udgrænset med etiketten “ukrudt“.

Bevæbnede soldater, der punkterer gummibåde i Middelhavet et andet.

Strenge frihedsberøvende regler der igennem undtagelsestilstand og kortslutning af demokratiske beslutninger, udtrykker mistillid til menneskers ansvarlighed .. Ser jeg i disse år blomstre i fuldt flor.

Det er det, som grænser gør: De lukker ikke bare “ude” men også inde!
Jeg behøver bare at tage et mund-bind på for at erfare det.

Vi du være med til at bla. at undersøge, hvordan du bedst muligt passer på dig selv og andre igennem spontan bevægelseskompetence – så er cupisofi og elskovskunst måske noget for dig?