Grænseoverskridelser opstår, hvor grænser trækkes. Det ene er ikke muligt uden det andet. En grænses funktion er at adskille.
Dvs. at tydeliggøre en forskel imellem det der er indenfor og udenfor. Når noget igennem min iagttagelse “afgrænses” vil det være for at skabe og fastholde en bestemt form.

Form erkendes igennem grænseoverskridelser

For at SE og erkende denne form, må grænsen overskrides.

Mit blik bevæger sig over den ramme, som f.eks. afgrænser et billede, der hænger på en væg. Min hånd søger over lagenet til den rammer puden, hvis jeg famler efter den i mørket.

Grænseoverskridelser er simpelthen helt grundliggende i al erkendelse.

I daglig tale har de imidlertid fået en anden betydning.
Ordet er gjort synonymt med “overgreb”.

Grænseoverskridelser synonymt med “overgreb”

“Det er grænseoverskridende for mig at bade i havet uden tøj på” .. skriver en.
“Det er grænseoverskridende for mig at sove i samme rum som andre mennesker, jeg ikke kender” skriver en anden.

Der er skabt en kasse med “grænseoverskridelser” hvor alt fra voldtægt, at blive slået ned på gaden, misbrug af børn, det at komme til at se sin nabo kysse en fremmed, eller høre familien ved siden af skændes, puttes ned.

“Det er grænseoverskridende for mig, at gå hen og tale med et fremmed menneske”. Hørte jeg den anden dag.

Tantra og grænser

I en Tantra peges der på at disse grænsers vigtigste funktion er at definere os selv som “en nogen”, der lever adskilt fra resten af det, som er.

Enhver bør kunne se, at jeg, når jeg rækker vejret ved siden af dig, nødvendigvis må indånde noget af den lidt du lige har udåndet?

“Føj hvor væmmeligt” ville en sådan “nogen” måske tænke.. og fortsætte: “Det er da totalt grænseoverskridende. Det er næsten værre end at kysse!”
“På med mundbindet, så jeg ikke længere skal udsættes for sådanne grænseoverskridelser!” ..

Mundbind hjælper så i den henseende ikke noget.
Luft må der altså til, for at holde sig live. Og den kender ingen grænser. Vi er allesammen meget intime i mødet med den.

Handler grænseoverskridelser om kontrol?

Nu ville nogen så måske hævde, at det mere handler om selv at kunne bestemme, hvad der må ske, og hvem der må træde ind over grænsen til “mig”?

På den måde kommer grænseoverskridelser til at handle om autonomi og kontrol?

“Jeg vil selv bestemme, hvad og hvem der må påvirke mig!” …

I den forståelse vil enhver mor og far udvise grænseoverskridende adfærd. ikke bare imens vi er børn, men også i voksenalderen. Omvendt vil børnene også være totalt grænseoverskridende i forhold til deres forældre.

Der er vel ikke noget der påvirker et menneskes mulighed for at gøre som det vil, mere end det at blive forældre? … Ja jeg kan fortsætte eksemplerne.

At leve er totalt grænseoverskridende fra start til slut. Det er også vanvittigt “intimt”.
Vel at mærke hvis jeg som menneske betragter mig som værende “afgrænset” og autonom i mødet med det, som omgiver mig!

Den ekstreme version af at tro på den illusion, vil jeg kalde for en “narcissistisk forstyrrelse.”

Jeg er sammenhænge … ingen ting.

Ord bevæger os.
Tanker erkendes som ord.
Ord har siden Oldtiden været set som magiske.

Hvis jeg i stedet for at se mig som en afgrænset “ting” bliver bevidst om, at jeg nærmere må opfatte mig som “bevægelse” og kontinuerligt opstående “sammenhænge” – så bliver det meget tydeligt, hvor illusorisk og unyttigt det er at tale om “grænser” og “grænseoverskridelser”.

For at passe på mig, må jeg passe på dig

Vores sprog mangler ord her.

At kunne “passe på mig” betyder så, at jeg også må passe på dig, og alt hvad der er!

Jeg erkender, at det levende altid lever af noget andet, der er levende!

At leve er at slå ihjel, og æde, eller at blive slået ihjel og ædt – indtil jeg evt. dør “af mig selv…”. Hvilket så heller ikke skyldes “mig selv”.

Selv en Veganer slår myriader liv ihjel for ikke selv at dø med det samme.

Denne cyklus af fødsel og død er det, “jeg er”.

Hvordan bevæger jeg mig..?

Spørgsmålet bliver så HVORDAN jeg bevæger mig med og i disse myriader af sammenhænge?

Ændres denne bevægelighed med bevidstheden og opmærksomheden på at jeg altid vil bevæge dig, når jeg bevæger mig?! Vel at mærke på måder jeg umuligt kan overskue?

Gør det noget ved forundringen over – og respekten for: At der ikke en noget som helst i det levende, der kan være “min” eller “en nogens” RET?

At vi må mødes i ansvar og livet igennem kontinuerligt lære at bevæge os kompetent i erkendelsen af nye sammenhænge – i alt hvad der er?

At se dette… udvider bevidstheden til frihed…hinsides alle illusioner om grænser.
I en ide om “at have ret til”.. lever pligt og kontrol.
I erkendelse af “frihed” – der vil være hinsides beskrivelse – handles der i ansvar. 

Det er invitationen i en Tantra.

Ja! det er som uendelige grænseoverskridelser.. Hvis sindet fastholder ideen og illusionerne om dem.

Forstås kan det måske ikke?
Det skal nærmere ses…

Cupisofi Arbejdsfællesskab på Abildgaard/Mahamudrainstitut