At sætte grænser er magtens middel!

Jeg vågnede denne morgen meget tidligt med uro i kroppen. Måske var det lyde fra den begyndende storm som ruskede i huset? Måske var det følelsen af lyst i kroppen, jeg kender så godt?.. Måske var det emotionel uro i forhold til alt det, som sker omkring i verden med stor voldsomhed i denne tid?

Kort sagt: Jeg følte mig bevæget. Så meget at jeg ikke kunne falde i søvn igen.

Politiske konflikter og magt

Når jeg åbner for nyhedsstrømmene, så præsenteres jeg i en lind strøm for politiske konflikter om magt. Har mennesker dog intet lært af verdenskrigen for 80 år siden? Nej “menneskeheden” kan ikke lære noget som helst. Mennesker lærer igennem den enkeltes egne erfaringer..

Historierne om fortiden fortælles, tolkes og forvrænges som politiske midler på kryds og tværs. Det er sådan de fleste konflikter opstår: Om retten til at definere og beskrive “sandheden”.

Al magt bliver til på den måde. Det er også sådan totalitære regimer opstår og vedligeholder sig selv. Om de er politisk- eller religiøst- funderede gør et fedt….

De sår igennem gentagne kollektive fortællinger harme, angst og ønsket om kontrol i sindet på millioner af mennesker. Intet kan bevæge både det enkelte menneske og store grupper af mennesker som emotionelle historier, der fortælles og genfortælles overbevisende.

For den enkelte er det lige meningsløst

Så slår det mig denne morgen, hvor fuldstændigt absurd det er, for det enkelte menneske!

En mor eller far som mister et barn i en en sådan politisk konflikt berøres med samme styrke uanset hvilken overbevisning, de har.

Den angst en soldat eller civil møder på den ene eller den anden side af konflikten, er lige lammende og skrækkelig. I det enkelte menneskes perspektiv er det lige meningsløst at miste integritet, familie, nærtstående og være vidne til at vores dyrebare jord og natur ødelægges. Måske at se hele sit eksistensgrundlag forsvinde i løbet af et øjeblik?

Hvem vil og kan måle sorgen og afmagten hos det enkelte menneske op mod hinanden?
Hvordan dog det?

Vi må og kan mødes i den enkeltes smerte og sårbarhed!
At se og anerkende den hos hinanden, har intet at gøre med at acceptere drab på den ene eller anden “side” eller at være for eller imod en bestemt “sag”.

Anerkendelse og medfølelse har ingen “grund” eller “berettiget retfærdighed”. Kærlighed, liv og lyst kan ikke betinges af en eller anden historie, en fordring, eller ide.

Grænser er identifikation

Det hele begynder med, at vi opdrages til at skulle være “nogen” og “noget”. Til at identificere os med en familie, en uddannelse, et land, en sag, og utallige meninger om det ene eller andet, som andre mennesker ønsker, at vi tror på.

Alle konflikter skabes over illusioner om “grænser”, om de er personlige: “Du eller jeg”, “dem eller os”, eller imellem lande, religion eller politiske overbevisninger.

Deres funktion er at gøre os umenneskelige: At sætte os ind i en form vi skal forsvare, og med den følger konflikten, angsten og kontrollen.

Vi kan mødes i smerten, lysten, sorgen, glæden, anerkendelsen… og måske se at vi er “det samme”… At illusionen om adskillelsen skabes igennem ambition om at “dele og herske”