Harmoni i parforholdet, på arbejdet, derhjemme, imellem søskende – ja i livet som sådan udtrykker en længsel, som mange måske kan genkende? Hvordan opstår den … og vil en tantra invitere til harmoni?

Harmoni

Ordet Harmoni kommer af oldgræsk – og betyder i sin oprindelige form: “at sammensætte modsætninger til noget helt” –  i nyere sprogbrug måske mest i betydningen: At finde overensstemmelse, samklang eller balance?

Disharmoni vil så pege på manglende overenstemmelse, eller at være ude af balance…

Harmoni ser jeg gjort til et ideal. Det gælder ikke mindst i menneskers forventninger til relationer og omgivelser. Parforholdet skal være harmonisk, møblerne, musikken, tøjet, samtalen, fester og sammenkomster… ja overalt er det som om, at harmoni er det, som tilstræbes?

Naturen i sin naturlighed

Iagttager jeg naturen – og det gør jeg meget gerne – så slår det mig, at både harmoni og disharmoni synes fraværende?

De store alpeformationer står mod himlen som fuldstændigt uregelmæssige silhuetter, præget af tilfældige stenskred og isens erosion.

Træer ligger nogle steder hulter til bulter fra den sidste storm eller stenskred, og andres steder står de tætte og frodige og udtrykker roen selv.

Hvad, jeg ser, er bevægelse.

I bevægelse er der ingen statisk balance, ja selv det at give en krops bevægelse en “retning”, vil være at lukke øjnene for, at jeg for at bevæge mig “fremad” i bevægelsen må bevæge meget af kroppen “bagud”, “opad” og “nedad”… Ja i alle de retninger jeg kan tænke mig.

Det fungerer endda sådan, at hele min krop bevæges, når andre synes, at jeg står “stille”. Holdt den op med at bevæge sig, ville den synke sammen som en klud.

Jeg kan få øje på nogle principper, der præger denne bevægelse i al natur.

Sandheder?

“Tyngdekraften”. Denne tiltrækning fra jordens masse, udgør en “sandhed”, der ikke kan diskuteres, og som er et vilkår for alt levende.

Mine knogler og musklers funktion er bl.a. at overvinde denne kraft, men også at lade sig bære af den. Min vejrtrækning nyder f.eks. stor “gavn af den” – eller er nærmere også blevet til i overensstemmelse med den.

Træer og urters vækst, og min egen bevægelse fra liggende til stående, sker lettest – og med mindst anstrengelse – i en spiralformet bevægelse. Også det ser jeg overalt i naturen.

Det slår mig igen og igen med forundring, at forstyrrelse udløser bevægelse. Forstyrrelse skaber liv. I livet er også døden, i døden er også livet. Også det er hinsides diskussion.

Det harmonisk afstemte liv

Hvad er så denne søgen efter “harmoni”, som mange mennesker umiddelbart er optagede af?

At farver er afstemt, så de passer til hinanden – ofte minimeret ned til at der INGEN farver skal være i tøjet eller lejligheden, men blot sort og hvidt…  Går det vildt for sig, så i lidt forskellige nuancer.

At det at leve sammen skal være præget af harmoni?

Variationer over: “Det harmoniske parforhold” er vist en mainstream titel på et kursus til det moderne par? Ikke mindst indenfor “tantra”?

Konflikter ER natur

De færreste ønsker sig konflikter – og måske er det mest naturlige af alt netop konflikter?

Denne uordentlige natur der synes alt andet end harmonisk, hvor den ene æder den anden, og hele landskaber forgår under glødende lava, ødelæggende orkaner eller langsomt slibes ned af vindens og sandets kontinuerlige susen.

At gå betyder at bringe sig UD af balance og finde den igen. Det sker blot så flydende, at vi ikke bemærker det.
Kreativitet tager afsæt i noget, der ikke er ordenligt eller harmonisk. I det øjeblik det fremstår som “færdigt” i al sin eventuelle harmoni, er det dødt? Det er blevet til “form”. Ubevægeligt, statisk, eller styret igennem kontrol af en eller anden art.

Angst og kontrol

Længslen efter harmoni er et tegn på angst for det uforudsigelige: At ville skabe kontrol og styring.

Den opstår i lidelse, der kommer af ikke at kunne bevæge sig med det, som er: Konflikterne, forstyrrelserne, det uordentlige og impulsive.

Hvordan skulle vi lære det i et samfund, der ikke vil forstyrres? Hvor “normalen” bliver til standard og regel? Det normale irriterer ingen.

En Tantra forstyrrer

En Tantra inviterer ikke til “harmoni” men irritation. Den skubber og napper. Skurrer og bider – stiller ubehagelige spørgsmål.

Konfronterer ved ikke at vise hen til sandheder eller regler, men at overlade det til den enkelte at se denne yderst foranderlige og uforudsigelige natur – derude og derinde. … bevæge sig med den. Være den!

Cuposofi og elskovskunst