Ikke så sjældent knyttes “Tantra” sammen med “Healing” eller det “at heale”. At det sker hænger måske sammen med, at det – at fordybe sig en Tantra – kan føles meget bevægende og forandrende?

For den, der inviterer ind i en tantra kan fristelsen til at gøre denne forandring til et resultat af sin indsats, og dermed se sig som en “healer” være meget stor. At give “sig selv” en sådan identitet vil isolere, skabe afstand og afgrænse.

Vaner og kompetence

At have tillagt sig en vane, kan beskrives som at have udviklet en kompetence: At have gentaget en måde at bevæge sig på så mange gange, at den er blevet automatisk.

Denne færdighed til at udvikle sådanne bevægelsesmønstre er fuldstændigt afgørende for livets overlevelse. Jeg kunne beskrive den som “evnen til at lære”, med risiko for at blive forstået i den retning, at der er noget bestemt at skulle lære.

En levende organisme der ubesværet og impulsivt kan ændre måden, den bevæger sig på, vil være meget livskraftig.

Opdragelse

Opdragelse tager paradoksalt sigte på at undertrykke denne tilpasningsevne. I vores første leveår udnyttes det, at vi er hurtige til at lære nyt, til at give os en opfattelse af at denne evne udelukkende tjener formålet “at komme et bestemt sted hen” : At blive til noget, som er “rigtigt” eller “noget værd”. “Du skal blive til noget i livet” – “Have noget ud af det”. Du skal stræbe efter at nå dine “mål”. Finde en “form” dvs. den du virkeligt “er” eller “skal være”.

“Hvad vil du være, når du bliver stor?” spørger morfar; eller “Hvornår er du færdig med din uddannelse?” kommer spørgsmålet fra vores forældre.

Det er altså ikke ønsket, at du vedblivende er i stand til at forandre dig, og opfinde og afprøve nye bevægelsesmønstre. Den form for impulsivitet er både upassende og besværlig i et samfund, der ønsker det veltilpassede.

Hold dig indenfor rammerne!

Der skal være grænser for denne evne. Nok skal jeg kunne tilpasse mig, men i så fald indenfor de snævre rammer, der defineres af en fælles tro eller ideologi. Derfor bliver det f.eks. meget vigtigt at lære børn, at der er noget, som er “sandt” og noget, som må være “falsk”. At der skal være noget at “tro” på, der ikke længere sættes spørgsmålstegn ved.

Evnen til at bevæge sig i nye mønstre stækkes igennem angst for ikke at “høre til” – frygten for at “være forkert” eller “være en, der er noget i vejen med”.

Standarder, normer, moral og idealer tjener til at forhindre eller besværliggøre denne impulsive forandring: At skabe monopoler på bevægelsesmønstre og fastlåse dem i noget, der kan “bruges” af nogen. I sidste instans til kontrol.

Der kan tjenes penge på at gøre noget forkert

At nogen gøres “forkerte” og inviteres til “at ville være rigtige”, kan der tjenes penge på.

Når jeg ser tilbud om at “heale” eller blive “healet” for det ene eller det andet, så må det tage udgangspunkt i “at der er noget, der ikke er i orden” – noget, der nu er “delt”, som skal gøres “helt”?

Traumer

Et “traume” beskriver f.eks. et “sår” eller noget, der er gået i “stykker” og ikke fungerer rigtigt mere.
Ethvert “Traume” skabes ud fra en forestilling om noget “rigtigt”, “sundt”, eller idealt og bærer derfor i sig selv en ide, der hæmmer evnen til den impulsive forandring.

På den måde bliver den “traumatiserede” VED at blive betragtet SOM dette “traume” igennem sin “behandling” fastholdt i sit mønster.

Når nærhed og interesse betinges af traumet

Indebærer behandlingen at der opleves nærhed og omsorg, bliver opretholdelsen af traumet betingelsen for at denne menneskelige kontakt fortsætter: “Du må blive ved med at mødes med mig, så længe du er syg”. Når du og jeg erklærer dig for “rask” stopper vores kontakt.

Der er ikke noget at heale i en Tantra

I en Tantra er der ikke noget at heale. Jeg ER hel. Uanset at jeg måske kan have en opfattelse af, at mit helbred skranter, eller at jeg lider på den ene eller anden måde, så er anerkendelsen af, at dette udtrykker den bevægelse, der er “nyttig” lige nu, udgangspunktet for at genopdage den medfødte evne til impulsiv forandring. Der ER ikke noget at heale, men noget at få øje på.

Måske er den allerbedste måde at få øje på dette på at være sammen med mennesker, der ikke vil have hverken sig selv eller andre “nogen steder hen”, men blot undre sig sammen i livslyst?