Hvad gør at vi ændrer adfærd? Kan vi pege på noget helt afgørende i den forbindelse?

Refleksioner over ignorans, inferens og jalousi

….

Det spørgsmål stillede jeg søndag morgen, som en invitation til at kontemplere, i vores praksisfællesskab på Mahamudrainstitut.

Ved dens afslutning bad jeg om, at vi hver især kom med et bud på det udtrykt med et ord.

For mit vedkommende blev det: “Nødvendighed”

En levende organisme ændrer adfærd, hvis den presses så meget på sin evne til at overleve, at det bliver til en nødvendighed.

Systemisk har ingen levende organisme egen eksistens. Den genskabes kontinuerligt i kontinuerlig interaktion med sine omgivelser igennem måden, den formår at bevæge sig i- og af dem. At leve handler om bevægelse og måder der relateres på. Hvad der kan være nødvendigt i den ene situation, kan veksle hurtigt og blive overflødigt i en anden.

Nødvendigheden og overlevelse afhænger således af såvel systemets som omgivelsernes evne til at iagttage. At iagttage – sætter jeg lig med “at bevæge”.

Alt levende lever af noget levende

Systemet overlever ved at forholde sig “levende” til det, der gøres til sine omgivelser. De lever også igennem kontinuerlig forandring. Jeg formulerer det gerne sådan: At alt levende lever af- og igennem noget andet- der er levende.

Det levende opstår både af- og i det som, senere bliver til “sine omgivelser”. De betinger hinanden. Forandring i det ene fører til forandring i det andet.

Nødvendigheden bliver om noget afgørende for, “hvordan” der relateres, bevæges, iagttages?
Vi kan principielt ikke reelt adskille systemets adfærd fra omgivelsernes-. “Grænsen” imellem det ydre og det indre opretholdes alene igennem “måder, der skelnes på” – og “måder denne skelnen kan ændres på”..

Da “ydersiden” af et system – der ikke kan ses som en egentlig “side” – men ultimativt udgøres af hele universet. Altså potentielt et uendeligt potentiale af muligheder, vil det være spontane og ustyrlige forandringer i det, der lige så spontant vil nødvendiggøre forandringer “internt i systemet”.

Forandringer “derude” omsættes til forandringer “derinde” og omvendt. Adskillelsen imellem derinde og derude, eksisterer alene igennem måden der skelnes og adskilles på.

“Hvad gør at vi ændrer adfærd?” spørger den ene edderkop den anden

Hvis en edderkop f.eks. lever af at fange helt bestemte insekter, der trives ved en bestemt temperatur. Så vil ændrede klimatiske forhold, kunne føre til at denne art af edderkopper nødvendigvis må ændre på den føde, de lever af. Herunder også, at de spind, som tidligere var bedst egnede til at fange byttet med, lige så nødvendigvis må ændre sig.

Adfærd må ses som noget, der sker relationelt. Al iagttagelse bevæger og forandrer såvel systemet selv, og det der iagttages.

Inferens

Nu kan vi tænke at sådan en tilpasning sker hurtigt? Der er imidlertid en vis træghed indbygget i alle levende organismer og systemer. Hvis der ikke var det, ville selv de meget små og ofte midlertidige udsving og ændringer – føre til en meget høj intensitet i nødvendigheden af at tilpasse sig.

Denne træghed beskrives som systemets “Inerti” og understøttes bl.a. af det, vi kalder for “Inferens”. Inferens peger på systemets evne til at forebygge for store overraskelser. Det gør det ved at få ændringer til “at se ud som det, der forventes”.

Hos mennesker optræder det gerne som “Det kender jeg godt!”…

Du fortæller en bekendt om en erfaring du har gjort dig, som du fandt både ny og overraskende!
Vedkommende lytter tilsyneladende til din fortælling. Og svarer så: “Nåe det kender jeg godt! Det har jeg også erfaret!”… “Nu skal du bare høre..”.

Og nej. vedkommende har med 100% sikkerhed IKKE erfaret det, du erfarede som overraskende!
 Han/hun “får det bare til at ligne noget, der ikke forstyrrer for meget”.

Inferens kan på den måde også betragtes som en måde at ignorere dele af omgivelserne, der kan opleves som forstyrrende eller sågar farlige og livstruende.

……

At ignorere andre mennesker

Kender du følelsen af, at et menneske, du færdes sammen med, tilsyneladende gør som om, at du ikke findes?

Måske bevæger I jer i en større gruppe? Og du kan se at vedkommende meget gerne taler og interagerer venligt og opmærksomt med andre mennesker i gruppen og helt undgår at gøre det med dig?

Hvis, det endeligt sker, så præges kontakten af at være kort, uvenlig, og “lukkende” eller endda nedgørende?

Det, jeg beskriver her, er en essens i det at “mobbe”. Helt bevidst at gøre det sværere for et eller flere individer i en gruppe, at relatere afspændt med resten af gruppen. Måske gøres det sådan, at det kan være svært for de fleste andre i gruppen at opdage, at det sker?

Hvis det erkendes af nogle medlemmer i gruppen, så bliver det ved, at din adfærd igennem denne tydelige ignorans, påvirkes. 

Det gør usikker, inviterer i angst og opfattes som en reel trussel på din integritet.
Den usikkerhed og angst vil forandre måden, du interagerer med hele gruppen på – og det vil måske endda gøre at flere medlemmer i den, vil ændre deres opfattelse af dig til at være noget “afvigende”?

Måske vil det meget hurtigt invitere dig til at forlade gruppen og søge andre omgivelser? Hvis det vel at mærke er muligt. Alternativt om muligt at gå op imod det menneske, som ignorerer dig.

Det kan imidlertid være meget vanskeligt, idet vedkommende jo netop gør som om, at du ikke findes, ikke er vigtig, eller har den mindste betydning for gruppen.

Han/hun vil benægte, at det, du oplever, på nogen måde er sådan, som du beskriver det. Oven i købet vil vedkommende kunne benytte det til, at du adskilles yderligere, igennem dine mærkelige “vrangforestillinger” eller “overdrevne følsomhed”..

Det er ikke mindre end hæsligt!

Jalousi ? Hvad gør at vi ændrer adfærd der?

Jeg ser bla. denne mobbende adfærd i forbindelse med jalousi. Hvor en mulig trussel søges elimineret igennem udelukkelse på ovennævnte måde.

Det gør den, idet et menneske, der iagttages som en RIVAL til noget, der – af den som skaber jalousien – opleves som en nødvendighed: F.eks. at ville være den vigtigste for et andet menneske, at kunne bevare eller forbedre sin sikkerhed, etc.. Identificeres med denne trussel.

Alene en ide om, at vedkommende potentielt kunne udvikle sig til sådan en trussel, vil være nok til at forebygge at det kan ske – igennem en sådan ignorerende adfærd og udelukkelse fra en gruppe.

Jalousiens rod er på den måde usikkerhed overfor ændringer, i de med-eksisterende omgivelser, der kan påvirke status og nødvendiggøre væsentlige og uønskede ændringer.

Her kommer denne “inferens” ind igen: Paradoksalt et forebygge “forventede overraskelser”, ved at gøre dem “virkelige” på forhånd.

Når Jalousi virker ved: At gøre truslen identisk med et andet menneske, så kan den blive så ekstrem at, den der føler sig jaloux, ikke ser anden mulighed, end at fjerne denne trussel helt!.

Hvad gør vi ved jalousi?

Først og fremmest må vi se det. Se det ved åbent at pege på, at det sker!
Det vil blive mødt med både fornægtelse og benægtelse.

Dernæst må vi ændre adfærd!
Der må skabes forstyrrelser, der er store nok til at nødvendiggøre den ændring.

For mig er jalousi den måske mest ødelæggende kraft, jeg kan forestille mig!
Den har afsæt i et stærkt afgrænsende SELV, der bliver usikker og angst igennem sin isolation, og meget stærke overbevisninger om, “hvordan noget er- og skal være”.

Bag den ligger et stort ønske om at bevare kontrol i et liv og univers, der ikke kan kontrolleres. Med kontrollen lever angsten. I angst stivner vi og reducerer vores bevægelighed. Vi “fikserer” os på vores afgrænsede “selv”

Let er det ikke!
Jeg bevæger mig væk fra jalousi og mennesker, der søger kontrol ved at ignorere. Jeg ser lidelsen og får sjældent øje på, hvordan et menneske, der ikke kan glæde sig over andres glæde og frie lyst, kan hjælpes ud af at være mest optaget af sin egen?