Angst for at miste, angst for ikke at slå til, angst for at blive afvist, angst for at skulle dø, angsten for at være alene. Angsten for at miste sit arbejde. Angst for fremtiden, for alderdommen, for ikke at kunne være smuk eller attraktiv hele livet. Angsten knytter sig tilsyneladende til mange forskellige temaer? Angsten står i relation til noget – vores fremtid. Og hentes denne relation ikke i vores erfaring, som vi nødvendigvis altid kun kan forstå vores fremtid med udgangspunkt i det, vi allerede har erfaret?

Og hvad om vi iagttager angsten i sig selv? Altså ikke det, som er angstens genstand men dens funktion og virkemåde.

Lad være med at tage det, som jeg skriver, for en sandhed. Prøv om du for dig selv, i dig selv, kan undersøge om angst også virker sådan i dig? I det øjeblik du bare læser ordene, vil du intet forstå, men højest kunne udtrykke din “mening” om, hvorvidt du synes, det lyder rigtigt eller forkert. Det ligger der ingen forståelse i!

Kan angst eksistere uden tanke?

Hvis jeg hurtigt må træde et skridt tilbage for at undgå en bil, som kører tæt på fortovet, handler jeg så af angst, eller fungerer det ikke blot som en refleks? Angsten kan komme bagefter som et: “Uhh hvad kunne der ikke være sket?”

Ligger der en “frygtsomhed” gemt i os, som har rod i vores slægtskab med dyrene? En årvågenhed som hjælper os til ikke at blive ædt eller komme for sent væk? Og er det den form for angst, som skaber lidelse? Måske knytter der sig i virkeligheden en intelligens til denne årvågenhed, som sætter os i stand til at tage vare på vores fysiske behov, for varme, næring, beskyttelse, sex, nærhed etc?

Er det så en “psykisk” angst som gør os ufrie?

Hvis jeg vågner om natten og hører en ukendt lyd i mørket, skabes angsten så ikke af den historie, som jeg spinder omkring det, som jeg mener at sanse. Min fantasi tager over, angsten kommer “snigende”, og binder mig så hele min krop må reagere.

Knytter angsten sig ikke til en eller anden ambition, vi har om at ville opnå noget, være nogen eller -noget?

“Jeg vil ikke være alene”. “Jeg vil gerne nå at opleve xy, før jeg dør”. “Jeg er bange for, hvad der sker, når jeg ikke er der til at….”. “Jeg er bange for ikke at være god nok …at blive afvist”.

Hænger angst sammen med, at vi hele tiden helst vil fornøje os? Vi søger underholdning, flygter fra kedsomheden, som vi ofte forbinder med at være alene med sig selv uden at have noget “meningsfuldt” at tage sig til? Er den forbundet med det forhold, at vi søger mening i noget andet, end det vi gør, når vi gør det: At alt, hvad vi foretager os, helst skal have et mål eller en ide – føre til noget andet end bare at gøre? At det er blevet så svært for os bare “at være” – hvilket i sagens natur intet har med “at gøre” os slet intet at gøre med “at være nogen eller noget”.

Fornøjelser og angst?

Styres vi ikke ganske ofte af vores lyst til fornøjelser? Vi har oplevet noget, som var dejligt, og søger nu i kraft af erindringen at gentage denne oplevelse. Vi tænker f.eks. over en skøn seksuel erfaring eller en dyb og god samtale. Tankerne om den øger fornøjelsen på samme måde som tankerne om en smerte også udløser angst.

Er det muligt slet ikke at tænke over fornøjelser eller smerte? Ville det være en nøgle til at forstå angst eller befri sig fra den lidelse? Naturligvis tænker vi, og det at tænke anser jeg som særdeles vigtigt. Vi løser alle mulige opgaver og formår at begå os socialt i kraft af vores tænkning. Vores tænkning opstår som en reaktion på vores hukommelse. Tænkningen ser jeg som et produkt af tid. Dvs. Vi tænker i tid. Og som tænkningen er nyttig, er det også den, som skaber angsten og vores trang til evig underholdning. Kan tænkningen over fortiden og denne stræben efter at få gen-tilfredsstillelse ophøre?

I opmærksomhed ophører min tænkning

Jeg iagttager, at når jeg er fuldstændig opmærksom, så hører min tænkning op. Tydeligt bliver det ved at opleve, hvordan en tanke med det samme kan “rive mig ud” af det, som jeg her og nu sanser. Så længe der findes en “iagttager”, lige så længe er der tanker. I det øjeblik der kun findes opmærksomhed, forsvinder iagttageren og dermed enhver beskrivelse, fortælling og historie. Angsten ophører.

Afhængighed af ting, mennesker, guruer, moral og normer, ideologier, trosretninger og andre forestillinger og fortællinger skaber angst. Det har alle dage været et magtmiddel at skabe angst igennem historier og trosberetninger. …og skabes ikke den allerstørste afhængighed af at identificere sig med sin egen forestilling om sig selv? Dermed bliver Egoet eller mit Selv roden til at forstå min egen angst. I forståelsen – ikke igennem analysen – som blot bliver til endnu en fortælling – men i kraft af iagttagelse og fuld opmærksomhed kan frihed ske. Fuld opmærksomhed hinsides bedømmelse og dom, kalder jeg også “kærlighed”. Kærlighed ikke bare bryder, men står over alle relationer, og den “kærlighed” jeg peger på, vil du af selvsamme grund ikke kunne beskrive i en historie.