Hvem er jeg? Hvad er meningen med mit liv? Disse store spørgsmål har optaget filosoffer til alle tider.

Det udfordrende ved spørgsmålene skal måske findes i, at det ikke er muligt at formulere et svar, som dækker? Dette betyder på den anden side, at de alligevel kan besvares… og svaret kommer ikke igennem ord… men igennem erfaring. Jeg vil prøve at give et bud på, hvorfor jeg ser det sådan.

At være nogen

Fra den dag vi lærer at tale, og indtil vi drager vores sidste suk, fortæller både vi selv og alle mennesker omkring os historier om os. Det begynder med at vores forældre giver os et navn. ”Det er da en Jesper!” sagde de om mig, og siden har dette navn fulgt mig som en stregkode, der er klæbet i nakken på mig. Jeg ER altså ikke Jesper, “Jesper” er noget, som jeg bliver kaldt. Navnet var kun en begyndelse. Efterfølgende har jeg som alle andre børn, lagt øre til utallige andre etiketter og fortællinger: ”Neeej hvor er du dygtig”, ”Se bare hvor du kan” eller ”nu er du blevet stor nok til…” for blot at nævne nogle af de korte versioner. Ros og ris givet som historier om mig i både den allerbedste mening og ind imellem også som udtryk for frustration, hvis min adfærd ikke passede med normen. Disse beskrivelser og mærkater har tjent til at bygge vores ego op. Vi lærer fra vore forældre og mennesker omkring os, at det giver prestige at ”være noget” eller ”nogen”. Vi bedømmes fra den dag vi sætter vores ben i børnehaven og livet igennem. Ja, vi har i vores samfund bygget et helt system op, som tjener til at sætte karakterer på hinanden, give diagnoser, og putte i båse.

Forestil dig at du sidder til en fest, og du spørger hende ved siden af dig om, hvem hun er, og hvad hun laver. Hun svarer: ”Jeg er sygeplejerske og i øvrigt mor til 3 børn”. I samme sekund du hører denne sætning, har du dannet dig et indledende billede af, hvad det er for et menneske, som du taler med. Det du forstår, er ikke hvem hun ER, men dine egne forestillinger om sygeplejersker og mødre.

Ego som et løg

Jeg ser vores ”Ego” som et løg, der indeholder lag på lag af fortællinger om mig selv. Hundredetusindevis af ord, som jeg selv og andre har klæbet fast omkring ”mig”. Og klæberiet fortsætter. Lige så lidt som jeg ER mit navn, lige så lidt er jeg disse fortællinger. Jeg oplever at vores problemer og lidelser ikke så meget har udspring i det som sker omkring os, men i den måde, som vi oplever det, som sker omkring og med os. Hver gang vi identificerer os med vores fortællinger, fjerner vi os et lille stykke længere væk fra ”os selv”. Vi bliver ”ude af os selv”. Hver gang vi bedømmer noget eller nogen mister vi forståelse. Vi ”ser kun vores egen bedømmelse”, sanser ikke det, som sker i, med og omkring os.

Når jeg ikke er disse ord og fortællinger, hvem er jeg så? Hvordan får jeg fat på mig selv igen?

Være opmærksom på at jeg bedømmer

I den systemisk-tantriske tankegang, som jeg benytter mig af, finder jeg en vej ved i første omgang at blive opmærksom på, at jeg bedømmer. Dvs. iagttage sig selv løbende: ”Ah! Se der bedømte jeg igen!” Den opmærksomme læser vil nu opdage, at der også i DEN øvelse ligger en bedømmelse. Jeg bedømmer, at jeg nu bedømmer….

Det næste skridt kunne så være så simpelt, at holde op med det? Det er imidlertid ikke muligt at ”ikke-bedømme”. Hver eneste gang jeg med min tanke vil forstå noget, så kaster jeg mig over ord. Vores tanker fungerer umiddelbart igennem ord. Udsagnet: ”lad være med at tænke på en elefant”, vil få os til at tænke på netop en elefant.

Skal jeg have held til at komme ud af denne Ego-cirkel, bliver midlet at bruge noget andet end tankerne til at ”forstå” med. Midlet kalder vi ”meditation”.

Meditation

Når jeg mediterer, fungerer det som en undersøgelse af at sanse. Jeg forholder mig lysvågen, og gør mig opmærksomt opfattende igennem mine sanser. Jeg kan eventuelt vælge at lukke mine øjne, for at reducere indtrykkene som møder mig. Meditation ser jeg som en simpel metode – ja der findes mange forskellige teknikker – til at blive opmærksom på, at der bag alle lagene i EGO-løget er et ”jeg”. Dette ”jeg” består ikke af tanker eller ord. Det indeholder ingen historier i sig selv, men er i stand til at producere fortællinger og beskrivelser i en uendelighed. Lige så lidt som en kunstner er den skulptur, som han skaber, lige så lidt er ”jeget” de tanker, som det producerer. Denne erkendelse af ”min kerne” kan i sagens natur IKKE finde sted igennem tanken. Den erfares i kroppen. I det øjeblik jeg forsøger at ”fange den” med min forstand, er den væk.

Det eneste jeg kan gøre igennem mine fortællinger, er at skabe en nysgerrighed, så andre måske også får lyst til at kigge efter i sig selv.

Tilbage til det indledende spørgsmål. Enhver beskrivelse du giver dig af ”dig selv” eller ”af meningen med livet” vil blot være en historie, som ingen kontakt har til det, den henfører til, ud over netop – at pege. Hvis du tør sanse, dybere og dybere, hinsides enhver bedømmelse, igennem meditation eller f.eks. en tantra-massage – sanse AT du sanser, i modsætning til ”hvad du sanser”, så vil du kunne erstatte alle disse fortællinger, som du identificerer dig selv med, med en ”naturlighed”, åbenhed eller frihed, som overgår enhver forstand.

Frigørelsen kommer til dig, når du ikke er der mere

Den egentlige frigørelse kommer til dig, i det øjeblik du hinsides enhver tanke forstår, at der overhovedet intet “jeg” er! Når forskellen mellem den tænkende og tænkningen, den sansende og sansningen, betragteren og betragtningen ophører. At du forstår at selv dette “jeg” som benævnes i denne tekst også blot fortælles som fortælling. Tilbage er der……. ?

Du vil opleve at det rum, som du sanser i, er helt stille – helt tomt. Ja så tomt – at selv når du vil benævne det med et begreb, er der intet hvorom du kan sige: “Dette er rummet!”. Og netop i dette, er alt inderholdt! (Frit fra Tilopa, “Mahamudras sang”)

Tantra kan oversættes til ”at udvide sin bevidsthed til frigørelse”.