Den helt vidunderlige, legende, spændende, og meget nyttige praksis med “hvordan”.

Så længe jeg kan huske, har jeg været nysgerrig på alt muligt. Jeg tænker at de fleste børn fødes sådan, med en indbygget trang til at undersøge- og udforske- alt omkring sig?

Hvad det end skyldes, så forsvinder denne impuls imidlertid hos mange. Det har muligvis noget at gøre med, hvordan de mødes af deres nære omgivelser i den forbindelse.

Jeg var så heldig – eller mødte omstændigheder, som gjorde, at den blev hængende hos mig. Den dag i dag, bliver jeg stadig optaget af alt muligt. Når nogen en gang imellem har spurgt mig om, hvad jeg interesserer mig for, så lyder mit svar gerne: “Jeg interesserer mig for alt”.

Det er nok en overdrivelse, og med det peger jeg på, at jeg har meget let ved at finde interesse for det, jeg møder. Det er ganske enkelt blevet til en måde at møde verden på: At undersøge naturen af det, som er.

Hvad betyder det?
Bl.a. at se det meste som noget, “Jeg ikke kender”.

Det kender jeg ikke! Hvordan mon..?

Nu vil nogen sige, at det ikke er muligt. Det er det måske heller ikke? Vi “genkender” ved at skabe mønstre kropsligt og intellektuelt, som vi har øvet det før. Det er sådan, vi også lærer. Derfor er det måske mere passende at skrive: “At jeg gør som OM, at jeg ikke kender..”.

Det fører til, at jeg øver mig i at møde alt på en undersøgende måde. Jeg undres og forundres gerne. Lader mig bevæge på ny og frem for alt har jeg udviklet en vane med at spørge “hvordan”?

Som dreng var jeg noget splejset i det. Jeg var desværre meget ofte syg, og det kunne ses og mærkes kropsligt.

Min far synes, at det var vigtigt, at jeg “hjalp til”, når der skulle ordnes noget.

“Du skal lære at tage fat!” Som han sagde.
Et andet udtryk, han også godt kunne lide var: “At det er godt at kunne bestille noget!”
Det supplerede han med sit yndlings-udbrud: “Hænderne op ad lommen!”

Ofte var det fysisk arbejde, det handlede om sammen med min far eller for min far.
Med min mor var det så udpræget det boglige. “Du kan ligeså godt lære Latin nu som at vente!” mente hun, og det gjorde jeg så i begyndelsen af 7. klasse under hendes vejledning.

Med min Morfar var det naturen, det handlede om (Og at spille skak) : “Hvad er det for en plante Jesper” – sagde han og pegede med den ene ende af sin uundværlige pibe. “Og den der sommerfugl?”..

“Nå den kender du ikke? Så må vi hellere finde ud af det!”
Han viste mig hvordan..

Det er stor forskel på “hvad” og “hvordan”

Tidligt opdagede jeg, at der var stor forskel på den ene side “at vide hvad noget ER” og på den anden side: “At opdage hvordan noget undersøges, virker, fungerer, og laves/bliver til”.

Hvordan lærer jeg Latin? Hvordan finder jeg ud af, at bestemme blomster og urter? Hvordan fungerer det at samle to stykker træ uden søm og lim? Hvordan trimmer jeg min jolle til at sejle hurtigt? … Hvordan, hvordan, hvordan?

Den tilsyneladende lille forskel, som i virkeligheden er enorm, har om noget fyldt mit liv, og gør det stadigvæk: “Den kontinuerlige undersøgelse af “hvordan”?

“Hvordan mon det fungerer?”
Kunne det fungere på andre måder?”-
“Hvordan?”

At segne bare ved synet af en stor bunke sne

Lad mig metaforisk give et eksempel:

Når nogle mennesker ser en stor bunke sne eller sand, og får at vide, at det skal flyttes til et andet sted, så ser de med det samme en stor træls opgave foran sig. Måske står der en spand og en skovl eller en trillebør ved siden af? Så kan enhver ved tænke sig, hvad opgaven går ud på?

Puh tænker de, og videre: “Sikke en masse sne og tungt arbejde!”
De ser opgaven! Den ser stor og træls ud!
De segner allerede under den i sindet, inden de får begyndt

Jeg har ganske enkelt øvet- og praktiseret- at møde sådan et scenarie på en anden måde, end de fleste måske gør det?

Jeg spørger spontant:

“Hvordan ser denne opgave ud, som den gør?”
“Hvordan mon den kan gribes an?”
“Hvad er naturen af at flytte ikke bare sand, men “noget” som sand”?
“Hvordan kan opgaven måske løses UDEN at flytte sandet?
“Kan jeg måske gøre noget andet?” .
“Er det mon sneen, der skal flyttes, eller er det mig-med-sneen”.. osv.

Han du se forskellen?

Jeg gør det til at lege!
En undersøgende nysgerrig og undrende leg.

Er det ikke meget hurtigere bare at gøre det?

Nu kan du så tænke, at det sikkert ville være meget hurtigere bare at flytte det, som andre gør det? Det ville det måske også være.

Hvad jeg igen og igen har erfaret er, at når først jeg har fundet forskellige måder for, hvordan sand eller sne kan flyttes, så kan jeg anvende disse metoder, på alt muligt der minder om sne, der skal flyttes.

Og hver eneste gang på ny lege med at tilpasse og forandre dem.
….

På samme måder har det været med eksamensopgaver.
Jeg opdagede, at de typisk fag for fag laves efter nogenlunde samme skabelon. De var et udtryk af, “hvordan” der laves opgaver.

Jeg fik fat på alle de gamle eksamensopgaver, jeg kunne, og undersøgte dette “hvordan”.
Derfra kunne jeg forberede mig ved at øve mig i, “hvordan sådanne opgaver lettest løses”.

Jeg koncentrerede mig ikke om selve opgaven, men udvidede min opmærksomhed omkring “hvordan”?

Det gjorde mange eksamener også på højt niveau ret enkle for mig. Opgaverne var set på et plan forskellige, og set fra et “Meta-perspektiv” meget ens…
Intet er mere tilfredsstillende og sjovt end at afprøve en ny metode til “at flytte sne med” i praksis, og se den virke godt.

Hvordan sanses det at tage et problem ind i sig?

Hvad, jeg peger på her, handler om: Måder at tænke, handle og bevæge på. “At bevæge” er det samme som “at iagttage”.

Jeg kan ikke iagttage noget som helst, uden at tage det ind i mig. Det er derinde iagttagelsen sker.
Hvordan tager jeg det ind? Hvordan lader jeg mig bevæge af det? Bevæges jeg f.eks. anderledes af det, når jeg bare lader det være, som det er, uden at tillægge det en ANDEN betydning, end det det er?

Hvordan er det at “tage et stort problem” ind i sig?
Hvordan er det at undersøge: “Hvordan store problemer som dette mon opstår og opløses”?
Kan du sanse forskellen – bare ved at læse ovenstående to linjer?

En krop bevæger sig. Hvordan virker bevægelse overhovedet?

“Hvordan” inviterer til at skabe nye perspektiver for iagttagelse. Hver gang forandres BÅDE det, der iagttages, og den, som iagttager.

Hvordan forandres vi af at undersøge “hvordan”? 😉 fremfor at sige: “Åh nej sikke en masse svært”.

Der er ingen ende på undersøgelsen af dette ganske vidunderlige “hvordan”. Det mest fantastiske er også, at jeg genfinder overalt i historien, at mennesker som virkelig ikke slog sig til tåls med udsat som: “Jamen sådan er det bare”, ser ud til at have levet noget mere spændende og lystfyldt end flertallet.

…. Og givet vis også farligere!

Det kan føles voldsomt irriterende for den, som finder tryghed i: “At tingene, er og skal forblive som de er”, at møde et menneske, der spørger: “På hvilken måde er de blevet til det?” eller/og: “Hvordan fungerer det lige? Kunne det måske ikke fungere helt anderledes også?”

Hvordan elsker jeg – og Tantra?

Sådan undersøger jeg også elskov… og alt det andet. Det er på mange måder det, de klassiske tantras inviterer til at se. De inviterer ikke til at tro, men til at se! … At undersøge..

Se at “selv” f.eks. igen og igen stiller sig i vejen som en stor bunke ubevægeligt sand. Jobbet, det at relatere, “de andre”, “min barndom”, “mine grænser” eller hvad vi nu kan bøvle med…

Kom og vær med til at undersøge og lege sammen. Det er ikke bare sjovt, det er virkelig nyttigt!