Når jeg hører spørgsmålet: “Hvorfor er mennesker utro?” – Dvs. drives mod at at elske med andre end den, de lever sammen med. Så tænker jeg, at det spørgsmål næsten svarer til at spørge om: “Hvorfor vi trækker vejret”.  Er det simpelthen udtryk for vores natur? Hvordan fungerer utroskab?

Miste tilliden til egen intuition

Nu handler det ubehagelige ved “utroskab” i min optik ikke alene om at “have sex med en anden”.
Utroskab bliver ofte meget smerteligt, fordi den partner, som måske har på fornemmelsen “at noget ikke stemmer” igennem den andens vedholdende benægtelse, bringes i tvivl om at kunne have tillid til egen intuition.

Han/hun spaltes imellem loyalitet overfor den, der skjuler noget, og tiltro til det der sanses og mærkes i sig.

Når man tilstrækkeligt mange gange har skullet overbevise sig selv med et: “Ej du tager nok fejl.. det er dig selv, der er noget i vejen med” – så er vreden stor i det øjeblik, man endelig får vished for, at det rent faktisk forholdt sig, som man anede.

Den, som føler sig forsmået i den henseende, har været “utro” mod “sig selv”. I princippet forført ind i en illusion og “godtroenhed”. Det føles ofte meget krænkende at få øje på.

Natur eller kultur?

At skjule sit behov og lyst til at elske med andre, ser jeg ikke som vores natur men som kultur. Vi lover simpelthen noget, som vi ikke kan/vil holde, og som måske reelt er naturstridigt?

En engelsk undersøgelse viste for ca. 15 år siden, at 47% af alle gifte kvinder svarede “ja” til, at de havde haft et sidespring på et tidspunkt.

Jeg ser mange aspekter i denne (måske) naturgivne impuls til at ville elske med andre end een.

Ud fra et evolutionsperspektiv er det mest optimale for en kvinde at få børn med forskellige mænd.

Sex med mange en fordel?

Mandlige individer skabes igennem udviklingen af simple populationer frem mod en højere kompleksitet for at øge variationen. Enkønnet formering er ellers langt den mest enkle måde at dele sig på. Problemet med denne metode er imidlertid, at der derved skabes kopier. I en verden, hvor det levende kontinuerligt forandrer sig, vil disse identiske individer miste evnen til at “følge med”.

Forskning viser således at sex og det, at der forekommer en mandligt køn, sker som det bedst mulige “forsvar” overfor angreb fra infektioner, parasitter og svampe. Jo større variation igennem to-kønnet formering, jo større chance har den enkelte mor for at have succes med at videreføre sine gener med succes.

Mandens eksistensberettigelse

For mandens vedkommende er hele sin eksistensberettigelse i samme evolutionsperspektiv altså funderet i at få sin sæd optaget i flest mulige kvinder.

Hans eksistens som mand beror på det kvindeliges accept, og at hun har lyst til at favne ham – parre sig med ham. Kan han anerkende dette i sig skabes kontakt til frihed og dermed ansvarlighed.

Derfor opstår der også en voldsom frustration hos mænd, som er påtvunget seksuel afholdenhed – enten ud af egen moral og religiøs overbevisning, eller som følge af ydre omstændigheder.

At omfavne en kamufleret trykkoger

I nogle tantra-sammenhænge antager det i min optik nærmest masochistiske dimensioner, hvor mænd tilbyder at tantra-massere kvinder, og samtidig fornægter den naturlige seksuelle puls i sig. At møde dem kan føles som at omfavne en trykkoger, der har lært at holde masken og se ud som en helt almindelig gryde.

Når mændene dominerer

For begge køn er der således i min beskrivelse en indbygget naturlighed i at have sex med flere.

Hvor en kultur bliver styret af mænd, vil det komme til at handle om  – igennem udøvelse af magt – at få adgang til flest mulige kvinder, for de få mænd der vel at mærke formår at holde magten.

Kinesiske kejsere som f.eks. Fei-ti (342-386) havde 10.000 kvinder i sit harem. Der blev ført nøje tabeller over disse kvinders menstruation og frugtbarhed, med henblik på at herskerne kunne avle flest mulige børn.

Det er i øvrigt ud af det mønster at den såkaldte “tao-tantra” har sin rod hvad angår seksuelle praktikker. (!)

En tilsvarende praksis med store haremmer kan historisk set findes verden over.

I dag er det ikke meget anderledes. Selv USA´s “grab them by the pussy”-præsident viderefører dette princip. Akkumulationen af penge og magt tjener til at få adgang til sex.

I krige videreføres dette igennem de modbydelige voldtægter som følger med volden. Historisk set startes et utal af krige også direkte som en strid om adgangen til enten en bestemt kvinde, eller kvinder i det hele taget. Tænk bare på Illiaden fra oldtidens Grækenland som et eksempel.

Når kvinder leder

Styres en kultur derimod af kvinder, viser antropologiske undersøgelser, at kvinderne gerne elsker med forskellige mænd, og at der – i og med at ingen mand ved, hvem der er far til hvilke børn – kan opstå en fælles bevidsthed og ansvar for alle stammens børn.

At være “mand” bliver her – også i sproget – synonymt med at være “far”. Alle børnene ser alle mændene som deres “far”.

Dør en mand i jagten, er der intet barn der mister sin “far”. Tilsvarende ser disse mænd sig også i fællesskab ansvarlige for f.eks. at jage sammen og skaffe mad til alle stammens kvinder.

I denne matriarkalske struktur vil de mænd, der ikke forsøger at besidde een kvinde for sig, men viser ansvarlighed overfor hele gruppen af kvinder, have de største chancer for sex og anerkendelse.

Samtidig ser man også i disse samfund, at kvinderne ikke nødvendigvis elsker med alle mændene, men danner præferencer. Hendes valg af en partner til elskov og parring er ikke tilfældigt.

Det ene køn er ikke mere mono end det andet

Disse forskelle imellem mænd og kvinder, som altså ikke beror på, at det ene køn er mere mono-sex indstillet end det andet, skaber og har måske altid skabt et spændingsfelt imellem mænd og kvinder?

Hvor der er spænding er der bevægelse, og det er netop det, som variationen er til for. Udfordringen er nærværende den dag i dag også i vores kultur.

Livet er uforudsigeligt. Det bliver al bevægelse, med mindre det puttes ind i en kontrolleret form. Kontakt til lyst og kærlighed kan ikke styres, forlanges eller kontrolleres.

Hvor der er ejerskab følger utroskab og en ret

Jeg hører ofte formen “min” anvendt om de mennesker, vi lever sammen med: “Min” kone/mand, “min elsker”, “mine børn” etc. Det kan synes ganske harmløst, og dog inviteres vi måske ind i en forestilling om “ejerskab”. Det, der er “mit”, kan jeg have krav på.

Jeg skriver her ind i en flere tusinde år gammel religiøs tradition, hvor manden bibelsk set (og i alle de andre patriarkalske religioner) ejer sin kone, og hun som hans ejendom forventes at “tilhøre” ham.

Nu kunne man tro at den eneste, som “bindes” af den praksis, er kvinden. I virkeligheden holdes de begge fast. Tænk bare på hvor megen lidelse der er forbundet med at leve i frygt for at “miste” sine besiddelser?

Med ejerskab følger en “ret” – en brugsret. Det er sådan set det, som ejerskab betyder. Og ja… jeg møder mennesker, som gerne vil “bruges”, “stå til rådighed”  eller “være nogens” og finder tryghed i den konstellation. Hvor der er “ret” opstår også “pligt”, og hvor den forlanges, forsvinder ansvar.

Hvordan fungerer utroskab? Betinges det af dette ejerskab?

Hvordan så?

Jeg foretrækker termen “at leve sammen med”. Det giver ingen ret til noget som helst, og gør det muligt i frihed og således også ansvarligt at bevæge sig sammen i anerkendelse af både vores natur, kultur og forskellighed. At mødes igen og igen, uden krav på at kunne bruge.

Vi har behov for at føles os trygge og samtidig for at opleve spænding og uforudsigelighed i kontakten til lyst? Jeg synes, at det er så spændende at undersøge hvordan.