Jeg kan huske, at jeg som ung mand funderede over, om der mon fandtes en “nøgle” til at forstå, “Hvordan jeg får kvinder til at elske med mig?” – af-sig selv.?

Det kan måske lyde mærkeligt, og jeg er sikker på, at mange mænd har haft den samme tanke?

Når, jeg føler mig sikker i den sag, så skyldes det ikke alene de mange samtaler, jeg har haft med mennesker igennem mit liv, men også at vi som mænd evolutionært er genetisk bestemt til at eftertragte kvinder.

Hunner vælger

Forskning i køn og seksual-adfærd på tværs af mange dyrearter peger på, at hunnerne vælger de hanner, hun vil parre sig med. “Hanner” i flertal, fordi det evolutionært er bedst for hende at få afkom med forskellige mænd og dermed øge variationen. Igennem forskellige fædre fremmer hun den største chance for, at sine gener føres videre.

Som mand må man altså bringe sig i valgklasse?

Umage og mage…?

Tor Nørretranders skrev: “Det generøse menneske – en naturhistorie om at umage giver mage” (2002). I den henviser han til forskning i seksualadfærd hos mange forskellige dyrearter og altså også mennesket.

Han beskriver det tilsyneladende meningsløse i at en påfugle-han, med en fjerdragt der er så stor og prangende, at den på det nærmeste handicapper ham, såfremt et sultent rovdyr ville jage ham, måske NETOP bliver valgt af hunnerne, fordi han dermed viser, at han er kompetent til at overleve på TRODS af den store risiko, han løber, sammenlignet med mindre prangende hanner?

Han skiller sig ud, og han er en “overlever”. Frem for alt er han tydelig og klar.

Nu skal jeg nok være forsigtig med at overføre påfugles seksualadfærd til mennesker. Tendensen synes imidlertid at være sammenlignelig for alle mulige arter af dyr og organismer. Princippet viser sig igen og igen.

Den kønne pige og sin grobrian.

I mine teenageår kunne jeg simpelthen ikke fatte, at pigerne synes at falde for de drenge, jeg synes kunne være temmelig brutale og u-empatiske: De, som partout skulle vise, at de var stærkere og bedre til at slås, end de mindre typer, som de udvalgte til at eksemplificere det med.

Igen og igen så jeg den “kønne pige” flirte med en (i mine øjne) “grobrian.” Princippet var det samme. De skilte sig ud, de kunne overleve, og de gjorde det temmeligt tydelig.

Kvinden som en gordisk knude

Nuvel. Hele dette “spil” imellem drenge og piger, unge mænd og kvinder fascinerede mig fuldstændigt. Ikke mindst fordi jeg på den ene følte mig konstant liderlig fra jeg var omkring 13, og på den anden side oplevede pigerne/kvinderne som absolut vidunderlige, fantastiske, magiske, mystiske og fuldstændigt uforståelige skabninger.

De var som gordiske knuder for mig, og jeg indså, at det virkeligt ville kræve en indsats med megen undersøgelse, smerte, afvisning, og fordybelse at løse den eller simpelthen slå den over.

Jo mere jeg ville have, jo mindre chance?

Det største problem var tilsyneladende: At jo mere tydeligt det var, at jeg begærede dem og ville HAVE noget af dem, jo mikroskopisk mindre synes chancen for at det skulle lykkes.

Elskov kunne man hverken tigge sig til eller forlange. Der skulle en invitation til, der var så åben, at HUN af-sig-selv lod sig invitere?

Med Philip Roth´s”professor i lyst” (1977) på natbordet og alle de bøger om sexologi jeg kunne opdrive – hvilket ikke var helt let dengang – gik jeg på opdagelse. Jeg supplerede med de store klassiske romaner, der i øvrigt er fyldt med eksempler på denne kunst i at skabe “seksuel interesse”.

“Jeg en kvinde” af Siv Holm (=Agnethe Thomsen) der udkom i 1961 slugte jeg flere gange. Jeg fik der et glimt af, hvordan det hele så ud fra en ung kvindes perspektiv.

Kama Sutra, og bøger om den såkaldte “nye Tantra” kom også i reolen.

Jeg fandt det spændende, og de løste ikke den store udfordring: “Hvordan jeg får kvinder til at elske med mig?”

“Hvordan jeg får kvinder til at elske med mig?”

Jeg husker tydeligt, da jeg en eftermiddag hvor jeg som 15 årig drak te med min svigerinde. Hun var psykolog og 15 år ældre end jeg. Jeg var meget betaget og tiltrukket af hende.

Vi snakkede om sex og om “Hvordan jeg får kvinder til at elske med mig?”

Spontant spurgte jeg hende, om hun ville elske med mig?

“Åh Jesper” svarede hun “Det ville jeg rigtigt gerne, hvis du havde været bare 10 år ældre. Hvor er det sødt af dig, at spørge mig om det”.

I det sekund smeltede jeg ned i madrassen på den store flydebriks med alle de kulørte puder som et klat smør på en glohed stegepande.

Bagefter kunne jeg se, hvor kærligt og anerkendende hun mødte mig lige der i noget meget sårbart.

Jeg glemmer det aldrig.

Fandt jeg nøglen til “Hvordan jeg får kvinder til at elske med mig?”

Fandt jeg så “nøglen” til “hvordan jeg får kvinder til at elske med mig” – af-sig selv.?

Jeg fandt ud af, at der ikke findes en nøgle, og under ingen omstændigheder en teknik.
Når, det er skrevet, ser jeg nogle helt centrale principper, grundantagelser og hypoteser, der er meget anvendelige, og som vi kan undersøge sammen.

Jeg har sammen med Karin nu igennem de sidste mange år, mere eller mindre levet af at undersøge elskovens kunst sammen med nysgerrige mennesker.

Sammen har vi set på, hvad der skal til, for at det er enkelt at mødes og erfare, at der opstår kontakt: Åbenlys adfærd, fremtoning og fine nuancer der gør en forskel, som virkelig gør en forskel.

Jeg har set mænd – som før havde rigtigt svært ved at invitere på en måde, så kvinder følte sig trygge nok eller tiltrukket til at mødes – opdage hvad det er, de gør og hvordan?

Sammen har vi undersøgt andre muligheder, og efterfølgende erfaret igennem vedholdende praksis, hvor “enkelt” det pludseligt føltes.

Jeg har set, hvordan det intet har med alder at gøre, men med bevægelighed og viljen til at gøre noget ved det, hvis det halter med den. Frem for alt har jeg iagttaget, hvordan vedholdenhed, fordybelse og opmærksom iagttagelse af egen natur vender op og ned på mennesker liv – OG deres elskovs-liv.

Vi kan iagttage vores natur

Jeg er overbevist om, at vi som mænd ikke kommer uden om også at iagttage kvindens natur. Det gør vi ikke ved at skrive historier om den, men ved at iagttage hende i os, når vi mødes med hende.
Jeg udtrykker det gerne sådan, “at jeg som mand skabes i kontakten med hende.”

“Det”, der i mig sanser hende, som kvinde… er den mand.

Det sanses ikke, hvis jeg – bevidst eller ubevidst – er optaget af at “gøre noget godt for hende”, eller at “vise hende hvor god og dygtig jeg er” – for at få noget til gengæld.

At, der er kontakt, betyder, “at der ikke er noget imellem”. Intet krav, ingen stræben, intet begær efter “noget”, ingen form, ingen betingelse.

På samme måde, vil kvinden erfare manden i sig… hvis hun åbner sig for det.

Måske ikke for alle mænd?

Jeg har også erfaret, at det, vi inviterer til, ikke er for alle mænd. Nogen har simpelthen ikke lyst til-, eller impulsen der gør, at de vil iagttage denne “natur” i sig.

Det er udfordrende at SE.
Det kan være så skræmmende at kigge ind i et blankt spejl, der viser det, som er, uden filter – og ikke den fortælling, vi helst vil være.

Hos os er der ikke nogen andre end en selv, der holder spejlet op. Det kræver mod!

Hold nu op hvor kan det være skræmmende og voldsomt, at vise sig sårbar og måske erkende at det,” jeg mente at vide “ ikke kan bruges til ret meget, eller noget som helst i den her sammenhæng?

At det hele måske blot handler om at SE…og sanse sig…

Være ude af øvelse eller helt nyt land?

I den praksis kan man virkelig være ude af øvelse. Eller det er ganske enkelt endnu ikke erfaret.

Der handler det overhovedet ikke om at gøre, men om at være…. og da heller ikke om at være “nogen” eller “noget”.

Hvor er kvinden i dette?

Hvor er så kvinden henne i alt dette? Når det kommer til stykket, så er der nok ikke så megen forskel. Ønsker ikke også en kvinde at være kompetent i det møde?

Måske undersøger hun så ikke spørgsmålet: “Hvordan får jeg en kvinde til at elske med mig?” (som regel ikke ) , men:

Hvordan erkender jeg, om elskoven med den mand er god for mig, og handler spontant, inden det er for sent, og jeg er midt i den?”

“Hvordan fornemmer jeg, at vi mødes i elskov, og at jeg ikke bare skal bruges til sex?”

“Hvordan passer jeg på mig uden at skulle undertrykke kontakten til lyst”

“Hvordan får jeg en mand til at elske mig – helt af-sig- selv”?

Der er nok at øve for begge køn.

Det hele handler om at iagttage vores natur.

Kroppens og sindets natur. Og det er næsten ikke muligt uden også at få øje på kultur.

Vi mødes som mænd og kvinder bla. på vores års-forløb i cupisofi. Det er et ret enestående rum for os alle at være i.

Hvis du er mand, og noget ræsonnerer i dig ved læsningen af ovenstående tekst, så er der stadig nogle få pladser til mænd ledige på vores sommercamp her i juli/august