“Jeg er i tvivl om..”.. Den sætning hører jeg ind imellem. Hver gang det sker, forstyrres jeg af den. Der noget som skurrer.

Når jeg på den måde forstyrres, så sætter jeg mig gerne og iagttager, hvordan det fungerer?
Hvad forstyrrer mig? Hvordan bevæges jeg af det?

Dyr er ikke i tvivl

Jeg har alle dage været glad for dyr. Det kan jeg skrive meget om. Først og fremmest heste og hunde og i en årrække på min første gård også katte, kaniner, fugle, svin, vildsvin, får, og kreaturer. .. Og jeg må ikke glemme min meget søde skildpadde, jeg som dreng havde boende under mit skrivebord.

Noget af det for mig helt fascinerende ved at bevæge mig med dyr er, at de er så umådeligt fint sansende. De reagerer spontant og impulsivt på det, jeg gør i mødet med dem.

Hvis jeg bevæger mig uklart med dem, så reagerer de gerne med enten at trække sig væk, eller ved at forsøge at finde ud af, hvad det mon er, jeg gør?

De dyr, jeg nævnte ovenfor, er generelt sociale og søger gerne fysisk kontakt. Samtidig er deres kompetence til spontant at bevæge sig i integritet meget stor. De sanser ganske enkelt, hvordan det føles at have mig i nærheden eller helt tæt på? Om det handler om at lege, få mad, træne (også leg) , eller bare “være sammen” i det, som nu er?

Det er som om, at måden jeg bevæger mig på også emotionelt – øjeblikkeligt opfattes af dem?
Det fremmes nok af, at de ikke har det der “filter” af betydninger, forventninger, og forståelse – som vi let kan bedøve vores sanser med?
Måske er det det, som gør at vi kommer i tvivl?

Oven i det – sanser de meget “mere” og noget andet – end det vi gør i dag? Måske kunne vi det også for 130.000 år siden inden vi druknede os selv i støj, og holdt op med at lytte og iagttage opmærksomt?

I tvivl om at åbne lågen til Gandalf

Når der kommer gæster til Abildgaard, og de mødes af den store hvide Schweiziske Hyrdehund som reagerer på lyden “Gandalf”, så kan det hænde, at nogen giver udtryk for at føle angst for ham. De kan blive i tvivl om, de tør åbne lågen.

Der hjælper det ikke meget, hvis jeg siger: “Han gør ikke noget!”

Det er jo tydeligt, at han gør en hel masse. Han er levende!
I stedet viser jeg, hvordan det at bevæge sig i tvivl og uklarhed, vil få ham til at søge klarheden i mødet med os.

Det er som om, han siger: “Hvad vil hun? det? eller det? .. eller måske det?” Han afprøver hele tiden muligheder. Det gør han for at passe på sig selv…OG for at se om det menneske på sikker vis kan lukkes ind i gruppen?

Han passer ikke kun på sig. Muligvis tænker han meget mere i et “vi”.. Altså passer han på “os”.
….

Hvordan bevæger jeg mig klart?

Det gør jeg bl.a. ved at bevæge mig direkte uden at være tøvende. Ved at have set, at det ikke handler om at vælge, hvad jeg gør, og hvordan jeg gør det, men “bare at gøre det” uden at ville have noget fra ham eller “gøre noget ved ham”. Vi kan mødes i den samtidige fælles bevægelse, som opstår.

At sanse er at bevæge og bevæges.

Lader en hest mig ride på sig, så betyder det, at hun lader mig blive inkluderet i sit vi. Hun er så meget mere fint motorisk sansende end jeg, at hun bevæges spontant uden forsinkelse af selv de mindste bevægelser i mig.

Spænder jeg – vil hun spænde. Afspænder jeg – spænder hun af. Bliver jeg slap får hun måske en fornemmelse af, at jeg er faldet i søvn?

En bevidst opmærksom kompetence til at bevæge sig afspændt fra “midten” – og dermed klart med hende, er afgørende for, at vi kan passe på hinanden.

Hvis, det hun sanser, i stedet føles uklart, forvirrende, uldent, tøvende, tvivlende, kontrollerende, krævende, forventende og usikkert… så vil hun væk fra mig.

Det bliver simpelthen for svært at passe på sig selv. Jeg føles som noget “fremmed” og utrygt på hendes ryg. Der er ikke et “vi”, men to: “Det fremmede på mig” og mig …. for hende.
Den spontane reaktion vil være at søge mere afstand…

Det er nu mange år siden, jeg har redet. Hvad jeg beskriver i det foregående gælder imidlertid for mig i mødet med alle dyr. … Og ja også med alle mennesker!

Hvis jeg fornemmer, at du er i tvivl

Hvis jeg fornemmer, at du er i tvivl, så bliver det uklart. Tvivlen peger på at vi overvejer. At veje for og imod er synonymt med at vælge. Når vi på den måde stiller noget “overfor” hinanden. På den ene side og på den anden side; når vi vakler og er usikre… Så vil hesten allerhelst ryste os af, og Gandalf gå sin vej eller måske gøre sådan, at du gør det..

På samme måde har jeg det med møder. Hvis nogen udtrykker tvivl om, hvorvidt det er “det rigtige” at mødes med mig i en Mahamudra tantramassage eller være med i et af vores praksis-fællesskaber, så ryster jeg pelsen og siger nej (nu).

Her hjælper heller ikke frasen: “Jeg har lige brug for at mærke efter”.

Et menneske, som ikke kan mærke varmen fra en kogeplade, men lige skal mærke efter – vil jeg helst ikke være tæt på. Det lyder som at invitere til bøvl!