At iagttage er centralt i såvel de fleste Tantras, som i den systemiske forståelse. De spørgsmål, som optager mennesker mest må handle om forandring?

Hvordan forandrer jeg mig – så jeg kommer herfra og derhen?
Hvordan bevarer jeg den tilstand, som jeg så godt kan lide?
Hvordan mon jeg kan “få nogen eller noget til at gøre som jeg gerne vil have det?”
Hvordan kommer jeg af med denne lidelse?
Jeg vil ønske mig at tingene er anderledes end de er…
Hvordan bliver jeg bedre til…?

Spørgsmål af denne karakter møder jeg ad legio.

Noget skal være anderledes!

Fælles for dem er gennemgående at “noget” skal forandres i betydningen “være anderledes” end det er?

Allerede Heraklit (og sikkert mange før ham) beskrev at alt tilsyneladende kontinuerligt forandres af-sig-selv? Selv den hårdeste sten forvitres af vinden eller vandet over år.
Måske synes den at være relativt stabil, og da vil de omgivelser, den befinder sig i forandre sig “omkring” den?

Alt levende bevæger sig af sig selv og i og med at intet KAN leve uden kontinuerligt at interagere med omgivelserne omkring sig – vil disse omgivelser bevæge sig med..

Dybest set vil alt bevæge sig af sig selv. Elektroner svirrer eller vibrerer om atomkerner. Det er alene i vores perspektiv, at vi kan iagttage noget som “stabilt”.

Det peger på en modsætning

Forandring må være det som er…. DEN er stabil. Regn med den!

Handler disse spørgsmål om et behov for kontrol?

Handler alle disse spørgsmål så om forandring eller om kontrol?
“Bare” forandring er ikke nok.. Det skal være en bestemt forandring. Mennesker vil skabe sig selv efter en ide?, Eller forhindre at det, som sker, sker, som det sker.

De vil f.eks. “Bremse at de ser ældre ud…”. Forhindre at “noget eller nogen glider fra hinanden” ..etc..

Når der tales og skrives om forandring, vil det gerne være i en forståelse, at “noget” flyttes herfra og hertil. “Noget” forandres, og efter forandringen kan vi stadigvæk erkende dette “noget”. Forandringen har bare gjort det “anderledes”. Formen er forandret.

Der skelnes imellem forandring og at noget simpelthen “forsvinder”, og ikke er mere?
Der sker altså “noget” – herfra og dertil – med noget… og dette der sker – kalder vi for “forandring”?

Hvordan kan jeg iagttage forandring?

At iagttage bevægelse?

HVAD er det? Hvad peger “forandring” på?

På bevægelse!?

Bevægelse der udelukkende er mulig at iagttage ved at sammenligne over tid og/eller rum, dvs i forskelligt perspektiv?

Hvis, jeg f.eks. flytter mig i forhold til to sten som ligger på jorden foran mig, så vil min opfattelse af dem i forhold til hinanden være forandret.
Verden jeg ser – som jeg ser den – ændrer sig i mit perspektiv, igennem min relative bevægelse i “forhold” til den?

Forandringen selv må med andre ord handle om “at skelne”?
Vil det at iagttage være det samme som “at skelne”?

At iagttage en riffelkugle

Hvis, jeg bevæger mig igennem luften med 3000 km/timen, vil en kugle, der lige er affyret fra en riffel i samme retning, som jeg bevæger mig i, for mig se ud til at stå stille.

Står jeg imidlertid bag riflen der affyres, vil jeg ikke være i stand til at se kuglen forlade mundingen. Jeg kan ikke skelne så hurtigt, at det er muligt.

At skabe og iagttage form?

Hvis, denne skelnen skaber afgrænsning af noget fra “noget andet”, vil det der skabes være “form”.

Form afhænger således ikke af det, som ER, men af måden noget iagttages/skelnes på. Form forandres altså ved at iagttageren ændrer måden at skelne og iagttage på? Form får sin eksistens igennem iagttagelse/skelnen… Iagttageren skaber endda sig selv som form ved at iagttage

Den, som iagttager, eller “det, som iagttager” – vil relativt set opfatte sig selv som den reference, hvorfra forandringen iagttages .

Det vil være umuligt at fastslå om det, der forandres eller bevæges, er iagttageren, iagttagelsen eller det, som iagttages?

Udtrykker forandring illusion?

Nu ville nogen så hævde at forandring på den måde blot vil fremstå som illusion?

Den opfattelse delte Paramenides – en anden af de gamle grækere .

I et perspektiv er der intet af det, som udgør min krop, der ikke har eksisteret siden Big Bang. Du og jeg består af stjernestøv, der blot er organiseret forskelligt. Det er endda ikke det samme stjernestøv over år.

Alt i mig “udskiftes” igennem det jeg spiser over en periode på 7 år. Der intet i mig, der er, som det var for 7 år siden. Alt hvad jeg er, har jeg selv spist…

Det er vildt at tænke på ikke?

Hvad er “jeg”?

At “organisere” betyder også blot at “skelne” – dvs at noget “forholder” sig til hinanden…

Min opfattelse af, at der overhovedet findes et “jeg”, bliver først mulig i mødet med noget, der kan kaldes for “dig”. Jeg skaber mig i mødet med dig…og dig og dig.

Vi genkender det, f.eks. når vi møder mennesker, vi ikke har set i mange år. Gamle skolekammerater vil se “mig”, som jeg “var”, og på den måde opleve “sig selv” i den samme “rolle”, som de havde den sidste gang vi var sammen?

Forandring beskriver med andre ord bevægelse, bevægelighed og måden iagttagelse sker på?
At ændre sin måde at iagttage på, vil synliggøre forandring.
Forandring sker igennem iagttagelse.

Forandring ER iagttagelse.
Iagttagelse er bevægelse
Såvel den, der iagttager, og det, som iagttages, forandres…

Det eneste, som forandres er form – (eller illusionen om form?)

Alt dette peger på, at det eneste, der forandres vil være “form”?
Det, som forandrer, vil være hinsides form. Dvs også uden begyndelse og slutning, og hinsides afgrænsning.

Hvis jeg ville beskrive “bevægelse” som “denne type bevægelse” og “en anden type bevægelse” , eller “denne energi” eller “en anden energi”, så er det, jeg beskriver hverken bevægelse eller energi, men netop form!

Udbryder et menneske. “Alt er relativt” (der også vil pege på at “alt er form”), så må vedkommende øjeblikkeligt kunne se (måske?), at den sætning udtrykker et paradoks?

Hvis alt er relativt, så vil dette udsagn være “absolut” – og dermed ikke “relativt” i sig selv?

Bevægelse – det at der skelnes – kan således ikke erkendes som form?

Hvad der ses, vil være det, jeg kan kalde for: Et “udtryk” for, at der skelnes. Og denne skelnen er det, som skaber “mig” som form.

Ikke derude, men derinde?

“Du” – som form betragtet, er med andre ord ikke “derude”, men “derinde”!
Jeg erkender MIG, ved at skabe dig som “form”.

I princippet vil det betyde at jeg i en en samtale med DIG, samtaler med MIG.
Jeg åbenbarer mig, VED at lytte til, tænke på- og tale med- og -om dig..

Jeg kan kun tænke om dig, som jeg tænker om mig…?
Jeg kan kun berøre dig, som jeg berører mig…?

Ja dette er så også “bare” form?

Naturligvis vil denne beskrivelse også blot fremstå som form 😉

Altså lander jeg igen hos Paramenides? At forandring som sådan ikke er mulig. Det, jeg ser som forandring, vil blot fremstå som illusion. Også den, altså “jeg”, som ser det..

Illusion for hvem eller hvad .. kunne jeg så spørge? … Og så er vi tilbage ved udgangspunktet og dermed også ideen om en start og slutning?

Hvad bliver tilbage? ..
At tie…
At være det, som er, hvis det er?

At erkende og iagttage hinsides forståelse? <3
Der hvor sprog og tanke ophører…

Systemisk forståelse – et et praksisfællesskab

Cupisofi og elskovskunst – Tantra, krop, bevægelse og berøring i dialog.