Den største kilde til psykologisk lidelse og deraf også emotionel smerte, vil jeg beskrive som identifikation: “At identificere sig med sin fortælling”.

Identifikation

At “identificere” betyder at “gøre noget til det samme som..” Helt konkret opdrages vi alle til som det allerførste at identificere os med vores navn. Jeg lærer, at jeg er Jesper, i stedet for at se, at “Jesper” blot udtrykker en beskrivelse, som mine forældre mente måtte “passe” til mig. Hvordan skulle jeg også kunne forstå det som spæd?

Identifikation er simpelthen kontrol- og styringsmiddel nummer et i alle de kulturer, jeg kan komme i tanke om, hvor kommunikation foregår igennem brugen af ord og beskrivelser.

Født til at være…

Den, som er født til at VÆRE “konge”, er født til at have magt. Den, der fødes til at være “fattig” eller “kasteløs”, må bære på den byrde resten af sit liv. Positioner og roller i samfundet tildeles med brug af titler og identifikation – og med dem følger “ret” og forudbestemthed.

Fra vi er helt små, opdrages vi til at tro på vigtigheden af at være “ordentlige og søde” og ikke mindst “dygtige”. Råber nogen med streng vred stemme vores navn, farer de fleste af os uvilkårligt sammen. Angsten for at have gjort noget “forkert” er solidt knyttet til vores navn.

At ødelægge ry og rygte

Derfor er det også meget enkelt at ødelægge et “menneskes ry og rygte”: Skab fortællinger som gør vedkommende til en usympatisk “nogen” og få støtte til at gøre dem “sande” hos så mange mennesker, som muligt.

Det er sådan at jorden gødes for at udrydde eller afgrænse mindretal: Igennem kollektive fortællinger der tillægges sandhedsværdi.

At “være en fortælling” der finder accept

For det enkelte menneske betyder dette, at det hele livet stræber efter at “være en fortælling om nogen”, der giver accept og “berettigelse” af de gruppers medlemmer, som han/hun gerne vil tilhøre.

Den, der kigger lidt nærmere på, hvordan “identifikation” fungerer, vil få øje på hvor absurd det er:
At jeg kalder en hund for en “ko” – GØR den ikke til en sådan ko. Koen er en “ko” som dyr betragtet – uanset om jeg kalder den for en kamel eller en hest. Koen ved ikke at den hedder “en ko”.. Den gumler ubekymret videre på sit græs.

På samme måde kan jeg heller ikke få en cykel til at blive til en motorcykel. Jo et barn kan i sin fantasi lave det illusions-nummer, ved for en stund at forestille sig at det forholder sig sådan. Dvs. gøre som om, at cyklen har en motor, og siger de samme lyde som motorcykler gør, og leve sig fuldstændigt ind i den historie.

Beskrivelsen, vi anvender, vil aldrig være, det som den nævner. “Landkortet er ikke landskabet”, som Alfred Korzybsky citeres for, og det vil være fatalt at forveksle de to med hinanden, for den der færdes i naturen.

Identifikation med at være et offer

Af alle de fortællinger jeg møder, er det den om “at være et offer” som fylder mest.

Hvad er det, som gør den så utrolig attraktiv? Som “offer” har man ret. “Ofret” hersker og beskyttes i enhver retssal.

Hvor der er et “offer” vil der være en “forbryder”. Et andet menneske der kan tilskrives “skyld” og dermed stå som den “skyldige” i forhold til min lidelse. Et offer har ingen “skyld”.

Mennesker og dyr er igennem årtusinder blevet ofret for at sone skyld. Selv skulle de gerne være uden skyld – jomfruer og børn f.eks..

Den fortælling er meget kraftfuld. De fleste mennesker har en indbygget impuls til at hjælpe andre mennesker i nød. Den kan aktiveres ved at fremstille sig selv som et “offer” der behøver forsvar og beskyttelse. Hvem ved sine fulde fem finder en ofring berettiget i dag?

Frihed og ansvar forsvinder

Bagsiden af denne medalje er at såvel frihed og ansvar forsvinder. Og med dem den bevidste kontakt til det, som er. For at opretholde fortællingen som troværdig, må identifikationen gøres total. Det fører til et liv fuldstændigt bundet i sine fortællinger om sig, ude af stand til at bevæge sig sansende, og bevidst opmærksom. Med det følger angst og kontinuerlig stræben efter at kontrollere både sig og alt i livet.

Det virker handlingslammende. Ja dvs. lige udover de handlinger, der skal bruges til at opretholde “skylden” hos de “skyldige”.

Identifikation i tiden…

Jeg ser det lige nu i Klima-dabatten, hvor børn fremstiller sig som ofre for de voksnes handlinger. Jeg ser det i en kollektiv fortælling om “kvinder, som ofre for overgreb begået af mænd” …Jeg ser det i identifikationen med historien om, at mennesker er ofre for uduelige politikere.

Jeg finder det overalt kollektivt og individuelt.

Hvis. jeg f.eks. på facebook i artikler giver udtryk for holdninger og saglige synspunkter om dette og hint, vil der ikke gå lang tid før der er en, der melder sig som et “offer” for dem. Det gøres ved at forsøge at give mig “skyld” eller tildele mig en lidet flatterende identitet.

Mød det der sker – i bevægelse!

Som en mand fornylig gav udtryk for:

“For 11 år siden var jeg på et seminar med denne person, og han rørte ved mig, hvor jeg ikke vil røres”… “Jeg nåede at sige nej, men da var det for sent. Sin hånd havde været der! Siden har jeg båret rundt på et traume om overgreb, som jeg må fortælle alle om endnu.”

Enhver, der f.eks deltager i Judotræning eller nærmest en hvilken som helst anden gren af kampkunst, vil mange gange blive berørt på steder, hvor han/hun måske ikke lige vil røres. Vedkommende forstår imidlertid (forhåbentligt) at det handler om at bevæge sig og møde det på en sådan måde, så at han/hun passer på sig selv. Frem for alt er der ingen, der bindes, kniples og tvinges til at træne Judo.

Det er netop det, vi inviterer til på Mahamudrainstitut: Lær at bevæge dig og møde det, som er og sker.
Læg dig ikke passivt hen som et modtagende potentielt offer!

… Vel at mærke på en sådan måde at ingen naturligvis på nogen måde bevidst berøres af nogen, med henblik på at “begå overgreb”. Det er heller ikke tilfældet i kampkunst. Det, der øves er, at bevæge sig og leve så det ikke sker.

Hvem kan se sig fri for at begå “overgreb”?

Hvis blot voksne mennesker ville se på egen “opdragende adfærd” med samme strenge øjne. Hvem kan så se sig fri for at have begået psykologiske overgreb på børn?
Det sker i min optik alene ved at lære dem, hvordan de skal identificere sig med de historier, de voksne gerne ville have dem til at tro og handle efter” – med det ene bevidste formål: “At få dem til at opføre sig ordentligt og i henhold til samme voksnes regler og værdier”.

Et offer må finde en skyldig

Til historien om at være et offer, må der findes en skyldig. Hvis ikke der kan opretholdes en sådan fortælling, vil det ikke være muligt vedvarende af fremstå som offer i sin og andres forståelse.

Det er i sig selv voldsomt lidelsesfyldt, hvis ikke det lykkes at pege på den skyldige. Derved mangler en meget væsentlig brik i at legitimere “sin” identitet og tilhørende adfærd som offer både overfor sig selv og andre.

Iagttag enkle konflikter og skænderier i hjemmet, og se dette forhold udfolde sig!

At være skyldig berettiger til straf.

At være skyldig berettiger til “straf”. Den skyldige kan nu med “rette” påføres et overgreb, der skal stå mål med skylden. På den måde gør et offer sig selv til overgrebs-mand eller -kvinde med den ene forskel at have både motivet “retten” på sin side til at lade andre begå overgrebet.

Hvis nogen er i tvivl, så fungerer “straf” som “en bevidst fratagelse af et menneskes mulighed for at bevare sin integritet” i en villet hensigt om at tilføre dette menneske smerte – emotionelt og følelsesmæssigt.

Straf fungerer som “en bevidst fratagelse af et menneskes mulighed for at bevare sin integritet” i en villet hensigt om at tilføre dette menneske smerte – emotionelt og følelsesmæssigt.

Skaber straf balance i regnskabet?

Nu kunne man så tænke, at det ville skabe balance i forholdet imellem offer og skyldig?

Nej… Ofret forbliver offer længe efter, at straffen er udstået. Den dømte, som ikke havde “ret” til overgrebet, forbliver skyldig resten af livet. Hvis de vel at mærke identificerer sig med disse fortællinger. Gør de det ikke selv, vil samfundet hjælpe til med, at det sker.

Det gør samfundet gerne. Det opretholdes af at være et “rets-samfund”, som tildeler licens til at dømme de “skyldige” – dvs. norm- og regelbryderne – ude. Ultimativt er det Guds ret, som er videregivet til Kongen og den regerende magt. Samfundet er bygget op på et hierarki af identitet og identifikation. Derfor straffes “den skyldige “ også hårdere, hvis vedkommende ikke vedkender sig skyld, end hvis han/hun angrer og gør sig selv skyldig.

Skyld handler her altid om, at vedkommende er blevet dømt skyldig.

Jeg kunne også kalde det for et “magt-samfund”, hvor magten beror på at beslutte, hvem der er offer og skyldig, og hvem der må dømme.

Ofret betinger sig af den skyldige

Den, der gør sig selv til et offer, kommer på den måde igennem sin identifikation til at betinge “sig selv” af den, der gøres skyldig. Han/hun binder sig til fortællingen om “overgrebs-manden/-kvinden”. Denne betinget-hed vil gøre det umuligt at møde både sig og andre i kontakt til kærlighed. I stedet er det, som “mødes”: Angst og kontrol.

I kærlighed er der ingen identifikation

Hvor mærkeligt det kan lyde for mange mennesker, så rummer kontakt til kærlighed hverken ofre eller skyldige. Er løven skyldig i at gøre antilopen til et offer. Begår ræven et overgreb på musen, den fanger og æder? Gør musen sig forfalden til straf for at æde regnormen eller en bille?

De handler alle, som de er. Antilopen må løbe, når løven vil jage. Musen søge ned i sit skjul, når ræven er på rov. De er alle forbundne i et fint, bevægeligt, forunderligt kredsløb. De lever… med hinanden og af hinanden. Dør og fødes i kontinuerlig skabelse og forgængelighed af-sig-selv.

Tantra og identifikation

Det er det, en Tantra inviterer til at se… Det er også det Mester Zhuang beskriver i Tao-traditionen når han peger på det at leve i overenstemmelse med det, der er, som det er. …

Frihed beror på at se hinsides bedømmelse og identifikation. I en Tantra vil identifikation henvise til “tilknytning” og i den lidelse: At være bundet af sindet og sine fortællinger, om jeg vil.

Læs f.eks om overgreb her