Ikke behandle men møde
Mennesker fremmedgøres mere og mere for både sig selv og hinanden. Måske de færreste ser, at vi møder os selv, når vi aktivt relaterer – og frem for alt med et andet menneske. At leve er at gribe ud og ånde ind. Døden kommer med det sidste åndedrag, hvor alt gøres passivt og inaktivt. Jeg vil ikke behandle men møde.
Forestil dig et møde med et menneske, hvor vedkommende sætter sig ubevægelig overfor dig og ind imellem kommer med nogle små udbrud, uden iøvrigt at tage aktivt kontakt til dig, eller måske endda overhovedet ikke lade sig mærke med, at der sker noget omkring sig.
Eller et træf på en cafe, hvor den, du har aftalt at mødes med, starter mødet med at fortælle hvordan han har det, for at slutte med et: “Tal til mig”, og iøvrigt lukke sine øjne uden på nogen måde at lade sig mærke med om han hører eller reflekterer over dine ord, endsige give dig et svar.
Hvor længe ville du blive i disse møder?
En unaturlig behandlingskultur?
Jeg er blevet mere og mere opmærksom på, hvordan en behandlingskultur, hvor der sælges “serviceydelser” af snart enhver art, i den grad påvirker måden vi mødes på, og hvor unaturlig den er.
Spørgsmål som: “Hvad kan du gøre for mig?” – “Hvad tilbyder du” – “Hvad får jeg ud af det” – “Hvad kan jeg forvente af..” – “Kan jeg opnå det og det?” … modsvares af utallige tilbud om terapi hvor alle de gavnlige effekter af en eller anden behandling lovprises og sættes på tilbud.
Når jeg mødes med et menneske – uanset i hvilken sammenhæng det er – så handler det ikke om at levere noget. Det er uanset, om det er i elskov, samtale, køb af en bil, -forsikringer, -reservedele til min traktor, eller i en dans.
Jeg er interesseret i kontakt. I at bevæge mig med dig, og ikke at vi bruger hinanden i en eller anden rollefordeling som sælger og kunde til en “vare”.
Hvis vi danser – og det er formen på dansen, der gøres vigtig – mister vi kontakten.
Samtaler vi – fungerer det på samme måde. Når en samtidig fælles interaktion opstår i mødet og samtalen – vokser bevidstheden om kontakt.
Det sker kun, hvor der er opmærksomhed og hvor bevægelse mødes i bevægelse. Undren i undren. Sansen med sansen.
Ikke behandle men møde
At mødes i en Mahamudra tantra massage fungerer ligesådan: Jeg er der ikke for at underholde eller servicere dig. Ikke for at give dig en gave eller levere en ydelse – men for at invitere dig til bevæge sig sammen. Jeg vil ikke behandle men møde.
Når jeg for en stund lader mig lede i fælles bevægelse med et andet menneske – om det er intellektuelt eller kropsligt – opdager jeg en ny verden. Jeg bevæger mig SOM…. og bevægelse er forandring.
JA… jeg vil….
Det kræver et VIL! Jeg må indlade mig på at erfare SAMMEN.
Stivner jeg, eller fryser jeg i passivitet – ja endda angst, må mødet ophøre. Hvor der aktivt relateres, kan der derimod opstå kontakt. Hvor noget skal “leveres” forsvinder både nærvær og opmærksomhed.
Åh! … SÅ mange kender til den sex, hvor først den ene leverer, og så er det den andens tur.
Det har intet med elskov at gøre, men med brug eller forbrug. Et forsøg på at levere “varen”: Den gensidige tilfredsstillelse. – måske blot til gengæld for accept og ros?
Når jeg går til en behandler og lægger mig passivt under hans/hendes “hænder” (og måske krop), så er det akkurat samme fænomen, der er i spil.
En tantra i elskov er SÅ fundamentalt anderledes. Jeg inviterer til, at danse sammen. En dans du sikkert ikke kender. Jeg kender den heller ikke med dig . Jeg åbner en klar ramme og et rum, hvor vi begge kan bevæge os frit.
Finde en rytme, et tempo og en puls i en mio små bitte invitationer ,vi kan tage imod eller lade være. Åbne sanse rum og lukke dem igen uden forklaring, begrundelse og betingelse.
At opdage en helt ny måde at danse og bevæge sig med hinanden på i opmærksomhed, hengivelse, anerkendelse og respekt. Og der – i lysten – er der frihed og lethed.
Nej… Jeg vil ikke behandle men møde ! Du, jeg, vi skal ingen steder hen.
Jeg inviterer til et møde uden noget imellem. Kontakt i det der er og ikke til historien om det, “vi vil have”.
