Illusion og sandhed? Taler du sandt? Er det sandt, hvad du skriver? Hvad ER sandheden?

Disse spørgsmål er vel helt centrale for mange mennesker? Ofte opstår konflikter lige præcis om det!

Fortællingen om det, som er

I en Tantra tales der også om, “at se det, som er sandt”. Med det henvises der til at se: “Det som er”. I stedet for at lade sig forføre af “fortællingen om det, som er”.

Det hviler på et meget enkelt og indlysende ræsonnement:

Hvis jeg fortæller dig en historie om “at kysse”, så vil den historie ikke selv være “at kysse”. Om du så har hørt den 1000 gange, vil du endnu ikke have erfaret det “at kysse”. Fortællingen kan med andre ord ikke være det, den fortæller om.

En beskrivelse peger på noget andet end sig selv.

Kan sandheden kommunikeres igennem ord?

Således vil min beskrivelse af sandheden – altså det som er – ikke kunne kommunikeres igennem en fortælling. Det som ER, skal erfares “direkte” af den enkelte af os.
I et samfund, der er optaget af at kommunikere med billeder og ord, er dette ret interessant. Flere og flere mennesker uddanner sig ved at læse. Vi “informerer os igennem” andres fortællinger, og mener måske så: “At nu ved vi, hvordan noget er?”

Ved noget menneske, hvordan det er at miste et barn? Uanset hvor mange bøger det har læst om det?

Ved nogen, hvordan det er at bygge en reol i træ, uden selv at have erfaret det?

Nej!…

Fortællinger binder i illusion.

Det som historierne kan, vil være at invitere og til at afprøve og selv erfare. Og hver eneste af os, vil erfare noget helt unikt. Noget der er lige så unikt, som vi selv er det.
Fortællinger er som fingre, der “peger”. De inviterer til at følge fingerens retning, og se efter det, den peger på..

Det er på en gang fantastisk og uheldigt. Ved at følge fingerens retning, bindes vi også af den.

Det er sådan fortællinger, der peger, fungerer. De binder vores sind i illusion ved at sige: DET! og ikke DET..

En Tantra fremstår som en illusion

En Tantra fremstår, når den formidles igennem ord, som en fortælling der ikke KAN være sand som andet end en fortælling. Det er en fortælling, der inviterer til at få øje på illusionen om “sig selv”.

Det er det, som gør den svær!
Den “peger nemlig ikke i en retning”.
Den fungerer mere som en forstyrrelse. Lidt som at komme til at samle en sten fra jorden op med sin sko, eller at få en lille splint i sin ene tå, og så pludselig kunne mærke “noget der irriterer”, hver gang vægten lægges på den fod.
De fleste vil stoppe op og bukke sig ned for at se, hvad det er, der nager?

“Jeg gik lige her i mine egne tanker og -verden – og så blev jeg forstyrret!”

Hvordan er det, at den Tantra irriterer?

Jeg er selv det, jeg peger på?

Den siger:

Hvis:
Alt hvad der er, er sandt som: “Det, der er”. Altså hinsides de fortællinger vi end vil bruge til at beskrive det med.
Så:
Vil det være “tomt” at pege på det, som “noget”, der er adskilt fra den pegefinger, der peger.

Den, der peger, ser i så fald ikke, at han/hun selv er det, der peges på.

Betyder det: At hvis jeg beskriver noget (peger), så er det, jeg beskriver, “mig”?
Betyder det: At hvor jeg iagttager noget, så er det, jeg iagttager, “mig”?

At der ingen forskel er imellem det, der iagttager og det, som iagttages?

JA!

At iagttage betyder at der skelnes

At iagttage betyder “at skelne”. Ser jeg på et hvid flade uden ramme, ser jeg intet. Får jeg øje på en lille sort plet på den, vil pletten få mig til at skelne.

“Der er “noget” der!”

Min opmærksomhed er med det samme vågnet op.

“Det er pletten der gør det!”.. vil en sige..

“Nej det er iagttageren, der gør det!
Pletten forstyrrede!” .. vil en anden sige

Hvem forstyrrede?

Pletten…

Forstyrrer den derude eller derinde?
Det er ikke muligt at adskille det… Det sker “bare”…

Der skelnes!
Denne skelnen vil jeg beskrive som bevægelse…

Illusion binder, sandheden sætter fri

“…..og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”. Sådan skriver forfatteren af Johannes evangeliet i vers 8.32 …

Den tanke var ikke ny. Allerede godt 600 år før pegede Gautama Buddha på præcis det samme.

Han havde med al sandsynlighed hørt den overleveret fra meget ældre Tantras, og ikke blot “hørt” men erkendt det.

En erkendelse, der, som jeg nævnte før, IKKE kan opnås igennem en fortælling, men alene ved selv at øve sig i AT se det, som er. 

Måske selv opdage som i eksemplet med “pletten”, at der ingen adskillelse er imellem DET, som iagttager, og DET som iagttages?

“Det”… skriver jeg her, idet – at det i erkendelsen ses , at “Iagttagelsen” ikke findes som hverken “noget eller nogen”.

Hvis det, der iagttager, skal gøres til en “den, ham eller hende”, skal der fortælles en historie, der adskiller – altså skelner imellem iagttagelse og “den, som iagttager”.

Der skal opretholdes en illusion om adskillelse…
Nagarjuna siger i “Bodhicittavivarana”

“Det, der kan erkendes, erkendes af den/det, som kan erkende. Uden det erkendbare findes ingen erkendelse. Altså må du indse, at hverken objekt eller subjekt eksisterer som sådan.”

“Sandheden” er ikke en magisk fortælling

At sandheden sætter fri …peger altså ikke på, “at der fortælles en “sandhed”, der har magiske kræfter til at frigøre nogen.

Tværtimod siger den, at enhver fortælling i sin natur vil binde den, som tror på den. (Også den historie og invitation)

Det vil være ambitionen om at søge efter sandheden og frihed, som gør, at det ikke ses, at sandheden og frihed er det, som er.

For at kunne søge noget, må det, der søges, være adskilt fra den, som søger?

Hvis, jeg er, det som er, så er der ikke noget at “søge”.

Hvis, jeg ikke erkender det, handler det om, at det ikke ses.

Illusion og lidelse

At føle sig adskilt fra det, som er, og bundet i sine og andres fortællinger og illusioner udtrykker i en Tantra, jævnf. Buddha og i Johannes evangeliet – lidelse.

Lidelsen består i at skabe en afgrænsning, der bygges op af fortællinger, som gøres sande som andet end blot at være fortællinger, der kontinuerligt fortælles.

Som at drømme om at sidde i en flok af råbende stemmer, der hele tiden stiller os overfor valg og bilder os ind, at vi er eller skal være i kontrol, uden at kunne vågne op – eller endda have en ide om at det hele sker i søvnen.

Hvis jeg vil bevæge mig i noget som er bevægelse og kontinuerlig forvandling, og forsøger at “få det til at stå stille”, så jeg kan navigere i det ved KUN at orientere mig efter mine fortællinger om det, så vil lidelse være det, som er…

Hvis jeg i stedet ser, at der ingen adskillelse er imellem “jeg” og alt, hvad der er”: At jeg bevæges, når “det bevæges”, og det bevæges, når jeg bevæges. Så vil “min” iagttagelse også bevæge alt, hvad der er…

Og sådan.. (og det er svært ..)
At der altså ikke ER et “jeg” og “det”, som er adskilt – men at det, som er, er bevægelse.

Naturen af illusion

SÅ ses der “igennem” illusionen… Det ses at illusionen skabes, og hvilken funktion den har. “Naturen” af sindet står klart frem – som, det er.

I det kommer den naturlige af-spændthed af-sig-selv og den bevidste opmærksomme kontakt til det, som er.

Der stilles ikke længere “noget imellem” iagttageren og det, som iagttages.
Illusionen om grænsen er opløst.

Tilopa skrev til Naropa .. (i engelsk oversættelse)

Let go of what has passed
Let go of what may come
Let go of what is happening now
Don’t try to figure anything out
Don’t try to make anything happen
Relax, right now, and rest

Det lyder enkelt .. ikke? 😉

Årsforløb På Mahamudrainstitut