Det kan være spændende at iagttage, hvorledes identitet skabes igennem sammenligning?

Modsætninger?

For at opleve mig “som god”, må jeg nødvendigvis have en ide om “det onde”? Vil jeg være en, som tænker “positivt”, må jeg holde øje med alt det negative? At være mand, betyder at stille sig overfor det kvindelige? At være ovenpå indebærer at der er nogen nedenunder.

Disse eksempler udtrykker måske modsætninger?

Sammenligning

Selv hvor det ikke umiddelbart gøres bevidst, opstår de fleste stemninger eller følelser ud af det samme princip. Hvis “min” partner kysser med en anden, tænkes der måske: “sådan kysser han ikke med mig”? (Alene det, at omtale ham som “min” stiller sig overfor “ikke at være min”). At bedømme sig selv som værende “udenfor” eller “vred” inviteres også af ideen om, hvordan det må være at “være inde i varmen” eller “i fravær af tilfredshed”?

At skrive i sin pande: “Jeg er anderledes”

Enhver kriger må derfor finde en “modstander”, for at forblive som kriger. Den, som skælder ud på at noget “bør gives med hjertet” og ikke for penge, placerer sig selv som een, der naturligvis selv vil give med hjertet. At pege ned på den, som gør noget for vindings skyld, er som at skrive et skilt med teksten: “Jeg er uegennyttig”? (Uden at opdage, at det mest egennyttige, der må findes, hedder “jeg”? 😉  )

At ærgre sig over “at nogen vil give noget, og en anden skal modtage”, betyder at se sig som en, “der ikke giver og modtager.” – som noget særligt eller anderledes?

Vi må opfinde djævelen?

Jeg tror, at det var Voltaire, som skrev: at hvis ikke djævelen fandtes, så måtte vi opfinde ham? Uden ham kunne ingen kalde sig for “gudsfrygtige”? Uden Fanden ingen præster? Uden en modstander, ingen til at betale for våben. Generalens værste mareridt vil være at have udslettet sin fjende.

En målestok, som måler sig selv?

Hvis det fungerer sådan, så vil dette “jeg”, eller denne “nogen”, som det er så vigtigt “at være”, have sin eksistens ikke bare i en fortælling, men i en kontinuerlig strøm af sammenligninger? Ikke som en “ting” men som bevægelse. En skelnen der gives form af sammenligning. En målestok som alt måles med.

Den græske filosof Protagoras bliver citeret for sætningen: “Mennesket er altings målestok” uden måske at have fået øje på, at denne målestok ikke måler det “derude” men “sig selv”?

Svimlende paradoksalt er det at tænke på en målestok, der intet andet måler end “sig selv”?

Inderst inde er der intet?

Og lige netop DER bliver det muligt at erfare, at der bag lag på lag af sammenligninger – som i en russisk dukke, der findes i stadig mindre udgaver af sig selv indeni, som kommer til syne hver gang den yderste fjernes – eller skællene på et løg der skrælles – inderst inde intet er.

At dette intet ikke adskiller sig fra det, der er udenfor. At ydersiden og indersiden er “det samme”.

Kontinuerligt at opretholde et særpræg?

Disse sammenligninger tjener til kontinuerligt at opretholde et særpræg. Til at adskille, og differentiere. Være “speciel”, noget særligt, den udkårne, en af få, eller den bedste. Eller – og det gør overhovedet ingen forskel for “løgets opretholdelse”: Den ulykkeligste, mest lidende, uheldige, grimmeste, forladte, umulige og utilpassede.

Fælden klapper igen

Nu kunne det blive til en ambition IKKE at gøre disse sammenligninger? “Jeg er sådan een som ikke sammenligner mig”, og med det samme klapper “ego-fælden” igen.

Bevægelse

Der er ingen måde hvorpå dette “jeg” eller denne “nogen” ved at ville det, kan slippe “sig selv”. Der ER ikke “nogen”, som bevæges, eller skaber denne bevægelse.

Det eneste der sker, ER bevægelse.

Som at være vinden selv, der ikke af nogen eller noget kan “fanges” som vind, men alene gøres synlig igennem den påvirkning, som bevægelsen tilsyneladende har på “noget”, der bevæges af den. Et “noget”, der for en stund er gjort til noget andet end bevægelse selv?

Ja – det er umuligt at gribe med forstanden. Det sker med et af sig selv, hvor der gives op.

Der ses det, at ideen om f.eks. “en tantrisk bevidsthed” er lige så forloren OG lige gyldig som tanken om, at den er det – og naturligvis kan have stor nytte, når der skal inviteres?

Ligegyldig er den derfor ikke. Hvor vidunderligt at der fortælles og lyttes til skønne historier og fantastiske fortællinger, at vinde blæser, og havene går fra oprør til ro så blanke som spejle.

Ikke sat i verden, men af verden

At “jeg” ikke er sat i verden, men er af verden – ER Verden?

At hver eneste lille celle, dyr, menneske, plante, hver en blomsterknop, et blad eller en tør kvist, et stykke perlegrus, et bjerg eller en klynge af galakser – alt sammen står som et fuldstændigt unikt og sanseligt udtryk for det samme univers – den samme bevægelse?

Illusionen om adskillelse

At den, der ærgrer sig, derigennem gør “sig” speciel, og at der i denne specialitet intet andet skabes end illusionen om adskillelse.

Hvad kan jeg bruge dette til?

Og hvad kan jeg så bruge dette til i min dagligdag?

Intet!

Der ER intet at bruge. At du vil “bruge” noget til “noget”, inviterer lige så meget ind i adskillelse, som ærgrelsen gør det. Den der bruger noget (eller nogen) til “noget andet”, må have adskilt sig fra det, som bruges og det, som det skal bruges til?

Elsk bare! … Det skal ikke bruges til noget som helst af nogen! Det er det, som gør det til: “At elske”

Havets natur

Hvor der er kærlighed, lyst og frihed er der intet, som bruges af “nogen”. Der blæser vinden frit, som vinden nu blæser. Havet bølger sig “bare” eller lader være. Det er havets og vindens natur.

Mads Jesper