Impulsen i alt levende er at holde sig selv i live. Intet menneske kan f.eks holde vejret, indtil det dør af mangel på ilt.

Impulsen til at holde sig i live

Nogle fri-dykkere træner over vandet at øge den tid, de kan holde sig under vandet uden adgang til luft. De kan med viljens kraft kæmpe imod impulsen til ånde ind, indtil de besvimer. Derefter vil det første kroppen gør være af sig selv at trække vejret igen.

Hvis en forælder løber ind i et brændende hus, for at redde sine børn, er det samme impuls, som er på spil. Biologer vil sige, at det her handler om at redde “sine gener”? Det er næppe det, der fylder bevidst i den spontane reaktion? Vi deler med dyrene at opfatte vores børn som værende “os selv”. I særlig grad, indtil de synes “at kunne klare sig selv.”

I ovenstående perspektiv vil jeg beskrive denne livs-impuls som overordentligt “egoistisk” i biologisk forstand. Selv når en lille han-edderkop parrer sig med stor risiko for at blive ædt af en voldsomt meget større hun, handler det om samme impuls.

Jeg beskriver det som “lyst”. “Det, der sker af sig selv, for sig selv.”

Impulsen undertrykkes af intellektet

Som i eksemplet med fri-dykkerne, så er det muligt at undertrykke denne impuls igennem intellektet. Det er ikke kun mennesker, som har den evne. Dyr kan på samme måde trænes til at handle imod den naturlige impuls.

Det sker kontinuerligt igennem det, vi kalder for “opdragelse”. Børn må ikke i vores kultur handle spontant lystne. De skal lære at undertrykke impulsen eller denne umiddelbare kontakt til “lyst”.

Hvor gang, jeg reflekterer over det, virker det fuldstændigt vanvittigt på mig. Impulsen er der for at holde det levende i live af sig selv. Det er den – der helt bevidst trædes under fode og lægges under intellektets kontrol.

Ideerne om noget – gøres vigtigere end det levende selv.

Ideologi sættes over spontan impuls

Det er måske netop det, som gør at krige udkæmpes på baggrund af ideologi og religion? I såvel stor skala som på det personlige plan?

Det er også det samme, der gør sig gældende, når mennesker ikke spontant kan flytte sig væk fra situationer, der føles ubehagelige eller sågar livstruende? Ideen om at skulle være “noget” eller “en nogen”, der kan accepteres i den kultur, de ser sig som en del af – og er afhængige af, stiller sig i vejen for “lyst”. .. Altså den iboende evne til at holde sig selv i live, af sig selv.

“Lyst” – Er den iboende evne til at passe på sig selv

Hvordan genetableres kontakt til impulsen?

Hvordan genetableres denne kontakt?

Kan det ske ved at identificere sig med andre ideer?
NEJ!?

Ideen om en is er ikke en is, og bliver aldrig en is.

Lige så længe et menneske fuldt og fast tror at sine ideer om livet, er vigtigere end at leve, vil den spontane impuls være sat under pres og kontrol.

Vi bruger nærmest hele vores barndom og voksenliv på at lære at identificere os med historier om “rigtigt og forkert”. Hvad vi bør, kan, ikke kan eller må, ikke må. Vores intellekter gøres til ideologiske kopier af hinanden.

Vi lærer og træner at tro på fortællingen om os selv i relationen til “de andre”. Den direkte konsekvens af det er, at den spontane impuls nødvendigvis må undertrykkes.

Som en direktør sagde til mig for nogle år siden: “Medarbejdere skal fandeme ikke være i lyst på arbejdet. De skal gøre deres pligt!”
Han ville være enig med enhver general…. Og i øvrigt med vores nuværende statsminister og mange før hende.

Forhandling om forventninger i vejen for impuls

Ingen kan genlære at bevæge sig med barnets impuls, ved at forhandle sig til hvilke forventninger eller behov, der skal indfries i møde.

Alle disse beskrivelser vil blot lægge lag på lag over adgangen til at bevæge sig spontant. At mødes er ikke “ideen om at mødes”.

Hvordan så?

Det kan i min optik og erfaring kun ske igennem iagttagelse:

• Ved igen og igen at få øje på, hvor, hvornår og hvordan intellektet vinder over det spontane?
• Ved at bringe sig i møder og situationer, hvor det bliver tydeligt at se det.
• Ved at iagttage hvordan det, som sanses, ikke matcher det, der tænkes eller forventes – og spontant – uden at forklare det mindste – bevæge sig væk eller -anderledes.

Når det øves, går det op for de fleste, at de simpelthen mangler kompetence til at bevæge sig frit? Den kan generhverves ved at øve sig på det. Den er i vores natur. Den er bundet igennem kultur.

En kontekst for overgreb

Når der f.eks. i en ideologi om “tantra”, skabes en forventning om, “at den ene giver og den anden modtager.” At den ene gør noget ved den anden, “som slet ikke skal gøre andet end at nyde og modtage…” .. Så skabes der simpelthen den værst tænkelige kontekst for at passe på sig selv!

… For begge to!

Den måde at mødes på – om den introduceres på et kursus, i en “behandling” eller i et parforhold – over i købet i forbindelse med at parterne måske først skal afstemme forventninger med hinanden til mødet – vil jeg beskrive som “overgreb”.

Det gøres i blindhed.
Som en automatisk videreførelse af en intellektualiseret måde at skabe kontrol på. Det udspringer af et ønske om at “have styr på det levende”. At holde den farlige “lyst” tilbage.

Præcis den Lyst, der af sig selv vil passe på os…

Vil du være med til at undersøge det?