Kræver det et godt intellekt at forstå tantra? Handler tantra om indsigt?

Viden som magt

Helt fra oldtiden, har viden, indsigt og erfaring betydet magt og indflydelse. I tusinder af år var adgangen til at lære at læse og formidle igennem tegn, forbeholdt de få.

At have indsigt og viden er fundamental nødvendigt for overlevelse. Både i forhold til natur og kultur – individuelt og samfundsmæssigt.

Deraf kommer begrebet: At noget er  “Esoterisk” – dvs. holdes indenfor en eksklusiv sluttet kreds.

Forskellige Tantra´s var her ingen undtagelse.

Den dag i dag ved magthavere, at den bedste måde at opretholde magt på er igennem adgang til data, information og viden.

En befolkning, der holdes fanget i overtro er let at manipulere og kontrollere igennem moral, angst, stemninger og følelser

Diktatorer styrker deres position ved som det første at udrydde “intelligensia” dvs. lærere og undervisere på universiteter, der formår at tænke abstrakt, kritisk og rationelt.

Jeg ser det i dagens USA, Tyrkiet, Rusland – ja overalt.

Mennesker med indsigt og viden

Formidlere af “tantra” vil være mennesker med indsigt og viden. De har været forfulgte, og er blevet brændt på bålet.

Det har haft baggrund i, at det, de formidlede, har været vanskeligt at forstå – og derfor uvilkårligt fremstod som “noget for de få”? I forlængelse af dette, at de satte spørgsmålstegn ved gældende tro og ikke mindst ved magtens legitimation.

Mange af disse har været kvinder. De blev udgrænset og dømt som hekse, troldkvinder og prostituerede.

Kan man have viden og indsigt om “tantra”?

Når jeg ind imellem møder et udsagn som: “Alt er tantra” eller: “Der er ingen regler for, hvad der er tantra”, så giver det mig anledning til at reflektere.

Tantra – at tro eller vide?

De gamle græske filosoffer (Sokrates, Platon, Aristoteles m.fl.) og også de samtidige kinesiske af slagsen (Konfutze, Mozi, Yang Zhu, Hui Shi, Gongsun Long, Mengzi ) var optaget af, hvad det ville sige at “erkende” noget, og hvordan “viden” og indsigt tilegnes?

De opstod ikke ud af det blå, men var selv fortsættelsen af en lang tradition.

For Kinas vedkommende kan der tegnes en linje imellem dialoger fra langt tilbage i oldtiden over Konfutze, Yang Zhu til Daodejing som tilskrives “de gamle mestre” (Tao): Lao Tzu

Græsk filosofi har rødder til indisk filosofi og viden

Denne videnskab”,  der omfatter:

Theoria: At erkende og teoretisere (Episteme: Teoretisk viden).
Poiesis: At skabe og producere (Techne: praktisk viden.)
Praxis: At handle og interagere,

Phronesis: Praktisk klogskab, viden om det gode og rette.
Sophia: Visdom.
Nous: Fornuft og indsigt.

….har været været vigtig i alle kulturer og genfindes også i tantra´s.

At erkende det som er?

Faktisk er det måske kernen i en tantra?

Hvordan erkendes “det som er”? … Livets essens. Universets eksistens.

Hvordan slippes det åg af magt og kontrol, der opstår igennem (over-) tro, og fantastiske fortællinger, der gives sandhedsværdi?

Derfor pegede både Buddha og Jesus insisterende på at det IKKE handler om tro, (og sket ikke om religion) men om at SE… om indsigt.

Dette er også baggrunden for at “Tantra” ofte betegnes som “videnskab”.

 Regler for hvad tantra er?

Når jeg læser: “At der ikke er nogen regler for, hvad tantra er”, så ser jeg en invitation ind i tro og moderne overtro. En: “Jeg tager, hvad jeg kan bruge for mig”-kultur.

En tantra er f.eks ikke nødvendigvis “en yoga” … Hvis jeg spørger efter et “glas” og nogen rækker mig en gulerod, og siger “hey der er ingen regler for, hvad et glas er”… Så bliver kommunikation uden manipulation meget vanskelig.

En tantra peger ind i en ramme OG en lang tradition, og en holdning om “at det vel bare et et spørgsmål om ord” kan få ikke alene alverdens seksuelle praktikker, men også stort set alt andet gjort “tantrisk”. Det er magisk – og forførende

ER det ikke bare dit ego?

Gør det nu ikke så besværligt Jesper!

Har du måske slugt alverdens indsigt? Er det ikke bare dit “Ego” som du promoverer her?

ALT, hvad jeg skriver og siger, har sin rod i et “ego” – et jeg. At bevæge sig i en kultur og relatere igennem sproget, skaber uvilkårligt både et “du” og et “jeg”. Det er praktisk og nyttigt.

Spørgsmålet er om dette “Ego” så eksisterer som “noget”, der kan gribes eller “be-gribes”?

Vil ikke det “jeg”, der skal begribe “sig selv”, være afskåret fra det – alene i kraft af at der ikke vil være nogen forskel imellem det, der skal erkendes, og den der erkender det?

Det udtrykker et spørgsmål, som kunne indlede en “tantra” .

…. og nej jeg ved ikke, om jeg ved noget som helst? Lad være med at tro på en skid af det, jeg skriver. Jeg inviterer kun til at vi kan danse for en stund.