Hvad er mere nærliggende for mig i denne “Jule-tid” end at reflektere over stress og inferens.

Jeg har, så længe jeg kan huske, forbundet “julen” med stort ubehag: På den ene side indeholder det koncept voldsomt mange forventninger, og på den anden side fører bestræbelserne på at indfri bare nogle af dem, sjældent til den store succes.

Her til morgen gik det op for mig at Jule-stressen er et fantastisk eksempel på, hvordan jeg overhovedet kan skabe stress – og nok ganske ofte har gjort det igennem livet?

Ikke mindst i kraft af, at jeg igennem 35 år har haft en dagligdag, hvor jeg har stået foran fremmede forsamlinger af mennesker, med den opgave at invitere dem til at arbejde sammen om at udvikle nye måder at lede og bevæge sig på. Om det så har været i virksomheder, organisationer, familier eller i de enkeltes liv.

HVOR ofte har jeg ikke følt at min integritet var i spil!? .. Så meget at jeg har fået det til at handle om min overlevelse.

Jeg vågnede og så, hvordan en ambition i mig om “at passe på andre mennesker”, i den grad kan være stress-producerende.



Jeg vil indlede med lidt baggrund fra den systemiske teori og -videnskab.

Det, vi kalder for “Aktiv inferens,” er et selvorganiserende princip, som har stor relevans både for, hvordan vi lærer, og hvordan vi bevæger os i integritet. Begrebet stammer fra Karl Fristons arbejde inden for neurovidenskab.

Aktiv inferens refererer til ideen om, at levende organismer stræber efter at minimere forskellen mellem deres forventninger og deres oplevede virkelighed. Inferens bliver dermed både en måde at iagttage verden på og samtidig en måde at bevæge sig i den.


Kort sagt: Det handler om at reducere mængden af “store overraskelser” ved at øge sandsynligheden for at få en ønsket respons på sine handlinger i forskellige kontekster. Dette sker gennem kontinuerlig justering af både forventninger og bevægelser, samtidig med at organismen aflæser og opfatter, hvordan dens handlinger påvirker omgivelserne. På den måde optimeres evnen til at forudsige effekten af handlinger og genkende mønstre i kontekster.

Det sker både ved, at organismen aktivt former sin omverden for at få den til at passe bedre til sine interne modeller af, hvordan verden burde være, og samtidig justerer sine modeller for at kunne handle spontant og kompetent i den. Omverdenen “tilpasses” ved, at organismen bevæger sig anderledes i den, end den ellers ville have gjort, hvis den ikke havde forventninger til den.

Hvis det, som konkret erfares, fremtræder anderledes end det forventede, korrigerer organismen sine modeller med henblik på “næste gang.” Inferens fungerer således både som en mekanisme til læring og som en metode til at opretholde en afspændt indre bevægelighed, der sikrer, at systemet ikke belastes unødigt.



Lad mig komme med en metafor på inferens:

Forestil dig en smartphone-app, der konstant gætter på, hvad du vil gøre næste gang! Den baserer det på, hvad du plejer at gøre. Og hjælper dig til at gøre det.

Hvis appens forslag passer, er alt godt; Tager den fejl, justerer den sin model og strategi for bedre at matche dine handlinger næste gang. Det betyder også at hjælpe dig til at justere det, der sker i din krop.

Hvad den app naturligvis ikke kan tage højde for, er, at der aldrig er noget, der sker næste gang, som det skete sidste gang. Den får det bare til at ligne det.

Sådan fungerer “Aktiv inferens” metaforisk beskrevet. Den tænkende krop spiller et konstant gætte-spil med verden omkring sig og forsøger at forudsige, hvad der vil ske ved allerede at indstille sig på det, før det sker. Og så organiserer den sig ud fra hvilke forudsigelser, der tilsyneladende har været nyttige? Uden at vide, om andre forudsigelser kunne have været mere nyttige.

At indstille sig – inden noget sanses

Inferens indebærer også at indstille sig på at sanse noget bestemt INDEN det sanses – altså i forventningen om, at det sker. Det kan være at øge pulsen, at stoppe med at bevæge sig, eller modsat pludseligt at flytte sig. At munden “løber i vand”. At blive seksuelt ophidset.. etc.

Alt dette kalder vi gerne for “vores erfaringer”. De kan komme til at spille en meget “tung rolle” i måden, vi selvorganiserer os på. Meget af det, vi gør, “drejer sig om” det, vi mener, at vi tidligere har erfaret.

Når vi bevæger os i stabile og genkendelige omgivelser, hvor vores handlinger fører til forventede reaktioner, skaber det en følelse af tryghed. En sådan overensstemmelse mellem forventning og respons gør, at det føles nemt at navigere i situationen. Resultatet er, at vi afspænder og føler os sikre.

Hvis omgivelserne derimod fremstår som kaotiske eller vanskelige at forudsige, opstår der usikkerhed. Vi erfarer at det synes meget vanskeligt at skabe en klar sammenhæng imellem, det vi forudser, det vi ønsker, det vi gør, og de reaktioner vi erfarer. Det leder til usikkerhed og stress: Vi mister tilliden til, at vi kan handle kompetent i forhold til at passe på os selv og andre.

Hvis, vi samtidig har gjort vores følelse af tryghed afhængig af denne forudsigelighed, reagerer kroppen med stress. I sådanne tilfælde vil den indstille sig på at flygte, fryse eller slås.

Interessant nok er ikke alle afvigelser ubehagelige: En “passende” afvigelse imellem vores forventninger og det, som sker, vil forunderligt nok kunne opleve som “morsomt” eller “lystent”. Det er sådan “humor” fungerer og sågar også seksuel ophidselse.

Hvis, vi gentagne gange fejler i at skabe forudsigelige resultater og samtidig er afhængige af dem for at føle os trygge? Så bevæger vi os kontinuerligt i stress. Krop og sind føler sig fanget i et mønster af at forsøge at tilpasse sig en verden, der tilsyneladende ikke lader sig bevæge som vi ønsker det og -føler os afhængige af.

“Kan du ikke passe på, at din storebror ikke kommer i vanskeligheder!”

Jeg er noget yngre end min nærmeste storebror. Vi blev opdraget anderledes end de fleste andre børn, hvilket på mange måder gjorde det svært at gå i skole, uden at skille os ud.

Ultrakort fortalt, så førte det til mobning på den helt store klinge. Måske især for min storebror. Han havde været i skolen i mere end 3 år, da jeg havde min første skoledag. Som jeg husker det i dag, gik der ikke længe, før min mor sagde til mig om morgenen: “Jesper – kan du ikke passe på at din storebror ikke kommer i vanskeligheder”.

Opgaven var umulig. Den blev stillet ud af min mors bekymring for, hvordan hun skulle passe på os, når hun ikke var der. Hun må have regnet med at jeg, trods min meget unge alder, og i øvrigt som den absolut yngste i min egen klasse, kunne stille noget som helst op overfor de 3,5 år ældre drenge, der fandt det morsomt at drille min storebror i 4. klasse.

Den dag i dag vil jeg hævde at skolen er et af de mest brutale steder, jeg kender. Den er ganske enkelt ikke et sted at opholde sig for hverken børn eller voksne!.

Det blev til mange slåskampe og tæv. Den eneste måde, jeg kunne overleve på, var at blive til en så ubehagelig mundfuld, at de, som ville banke mig, kun kunne komme fra det, ved selv af få ubehagelige skrammer.

Et indgroet mønster – inferens

Dette umulige dilemma – at skulle passe på min bror uden samtidig at kunne passe på mig selv – blev rodfæstet i mig som et dybt indgroet mønster. Og dette mønster har siden påvirket, hvordan jeg møder andre mennesker.

Igennem mange år siden, har jeg undret mig over, hvordan jeg kunne blive overvældet af en følelse af stress, bare ved at se ham.

Min mors indtrængende ønske og mit naturlige behov for at finde anerkendelse hos hende gjorde, at det blev til en dybt indgroet model af verden, at min opgave i den er: At passe på andre mennesker.

Meget ofte understregede hun: “Jesper alting går så let for dig! Hvor er jeg glad for, at du kan og vil hjælpe!”

Hendes ønske om, at jeg skulle passe på min bror, var drevet af hendes egen usikkerhed og bekymring. For mig blev det til en overbevisning om, at meget af min “værdi” lå i min evne til at passe på andre – også når det skete på bekostning af egen integritet.

Her til morgen opdagede jeg, hvordan det kan være, at jeg på den ene side holder så meget af at være alene?!

…Og på den anden side:

Nyder at være sammen med mennesker, der tydeligt viser, at de kan passe på sig selv.

Hvordan skal jeg kunne passe på dig?

Hvis jeg skal passe på dig, må jeg til en vis grad kunne forudsige dine handlinger, behov og reaktioner?

Mennesker er komplekse, spontane og grundliggende uforudsigelige, selvorganiserende systemer. Derfor kan jeg ikke forudsige dine handlinger.

Hvis jeg har tilegnet mig en overbevisning om, at min anerkendelse beror på, at jeg er stand til: Ikke bare at bevæge mig i integritet, men også bærer ansvaret for, at DU kan det! Så opstår der en kontinuerlig konflikt:

Jeg vil uvilkårligt se efter en sammenhæng imellem det, jeg gør, og det du gør, når du skader dig selv.

Kan du se det?!

Jeg bliver nødt til at være meget opmærksomt iagttagende på, hvad du gør, og hvordan det bevæger dig i møder – ikke bare med mig, men også med andre.

Samtidig har jeg absolut ingen reel indflydelse på, hvad du gør eller hvordan du gør, idet du uvidende om min ambition, jo handler igennem inferens i forhold til dine egne erfaringer, oplevelser og forventninger.



Meget ofte vil mine bestræbelser på at passe på dig kollidere med mit behov for at passe på mig.
Hvis mine bestræbelser på f.eks at lede dig i den retning, hvor jeg tænker, at det vil være bedst for dig , ikke anerkendes af dig, så vil det uvilkårligt føre til stress i mig.

Hvad stiller jeg så op med det?

Jeg tænker at mange kan genkende dele af det, jeg beskriver ovenfor.

Jeg ynder at sige:

“Hvis du passer på dig, når vi er sammen – f.eks. elsker med hinanden – så passer du også på mig!” – Så længe vi IKKE mødes i udtrykte forventninger til, hvad der skal ske i mødet, eller “hvad der skal komme ud af det”.

Når jeg holder på det, så handler det om, at vi reelt ingen egen-eksistens kan have.



Når jeg siger, at vi ingen egen-eksistens kan have, mener jeg, at vi eksisterer som ‘selvorganiserende bevægelse’ i kontinuerlig interaktion med al anden bevægelse. 

Vi organiseres forskelligt, afhængigt af konteksten og de mennesker, vi interagerer med. Når jeg mødes med Per, organiseres ‘jeg’ anderledes, end hvis jeg mødes med Lis. Omgivelserne, vi befinder os i, spiller også en rolle.

Denne selvorganisering sker ikke ud fra en fast idé om, hvem vi er som individer, men som noget, der opstår af sig selv – spontant og kontekstuelt – i bevægelse med alt omkring os.

Når, vi skaber fortællinger om forventninger til hinanden og det vi gør, så bliver de styrende og kontrollerende. De begrænser spontaniteten og den frie bevægelighed, der er så nødvendig for at justere og bevæge os væk fra hinanden, hvis vores integritet kommer under pres.

Sådanne fortællinger låser os fast i mønstre, der kan være svære at bryde ud af. Særligt når de gøres til betingelser for mødet.

Min mors klare udtrykte forventninger – blev til en gentagen adfærd i mig. De har gennem mit liv været en væsentlig kilde til stress.

I det lys ser jeg, at det er i mødet med andre uden– eller hinsides fortællinger om forventninger og kontrol, at det bliver let og uden anstrengelse.