Tantra kan jeg beskrive som en undersøgelse af “ingenting”. Det kan naturligvis lyde mærkeligt? Hvordan kan “det som ikke er”, det “tomme”, pausen og mellemrummene være vigtige?

Kom put dig ind til mig!

De fleste mennesker kender til følelsen af at “putte” sig ind til et andet menneske? Kravle ind til den anden under sin dyne og bare ligge tæt og nært. Berøre, favne, omslutte og lade sig omslutte. sanse hele sin krop i mødet med en anden krop.

Efter et stykke tid bliver det “for meget”. For varmt, for nært, for indelukket. Typisk vil denne ene sanse det før den anden.

Ingenting

Eksemplet er for mig et fantastisk billede på både, hvordan vi erkender og måske i særdeleshed, hvordan vi relaterer med hinanden.

De, som kommer her hos os på Mahamudrainstitut, hører mig jævnligt tale om “pausen”. Dette “rum” der “ingenting er”. Den er simpelthen grundlaget for al erkendelse!

Hvisjegskriverdennesætningudenmellemrumbliverdensværatlæse! Den ER dog mulig at læse, idet intellektet af sig selv placerer pauser, hvor det forventes, at de skulle være. I det skrevne sprog definerer vi sådanne pauser, dels igennem mellemrum, og ved hjælp af tegnsætning. Blot ved at ændre en smule på denne tegnsætning, kan jeg vende forståelsen af en sætning fuldstændig:

Peter siger moren er dum.

Læs den en gang til, og bedøm da, hvem af de til nævnte, der betegnes som “dum”?

Hvis jeg nu sætter kommaer ind, så der står:
Peter, siger moren, er dum… Så er Peter dum.
Peter siger, moren er dum… Så er moderen dum.

Jeg ser på en baggrund af ingenting

Et andet eksempel på, hvor vigtigt det er med “ingenting”, kan jeg vise ved at henvise din opmærksomhed på, at du for at læse denne tekst, nødvendigvis på se den på en baggrund af “ingenting”. En hvid skærm, eller en baggrund der IKKE er tekst på.

Selv det enkelte bogstav laves ved at “fjerne noget” fra et sort rektangel. Hullet i et “O” består af ingenting. Og “O” kan vi adskille fra “K”, ved at der er fjernet noget forskelligt, der gør det muligt at skelne dem fra hinanden.

Tænk på musik! Var der ingen pauser imellem tonerne, ville det intet have med musik at gøre, men blot blive opfattet som “lyd” eller støj. Og selv den lyd, kunne jeg kun høre, hvis jeg hører den i noget, som er relativt stille.

Hvis, jeg rigtigt vil lytte til noget, som er svagt, vil jeg bede andre omkring mig om at være helt stille. Høre den i et rum af “ingenting”.

Jeg sanser i ingenting

Det er sådan, mine sanser fungerer. De kan skelne, og de gør det i “ingenting”. Den “ingenting” kalder jeg for “afspænding”.
“Hverken-eller”-tilstand kunne være et andet udtryk for den. . Eller “at være “bevidst opmærksom”.

Hvis, jeg nu skal vendte tilbage til de to nøgne, varme kroppe under dynen en tidlig morgen, så mødes de der i “nærhed”. De lægger sig “tæt” op ad hinanden. Så tæt, at der ingenting er imellem dem. Sådan føles det i hvert fald.

Når impulsen gør, at den ene vender sig væk igen, skabes der “rum” imellem dem. Rummet selv er også “ingenting”.

Der åbnes og lukkes i rytme og takt

Forskellen imellem det ene og det andet erkendes alene ved, at der skelnes. Jeg kan beskrive det som: at “der åbnes og lukkes”. Det gøres i bevægelse. Rummet med ingenting er grundlaget for, at der kan bevæges.

Nu kan det være, at den ene af de to synes, at “det var alt for kort”, at de lå tæt!?

Den anden undertrykte måske impulsen til at flytte sig, fordi han/hun kunne huske fra sidste gang, at det “var for kort”, og gjorde det så først, efter at det havde været ubehageligt i nogle minutter?

Deres “puls” – dvs den rytme, tempo og takt, hvormed de åbner, lukker, er tætte og søger afstand er forskellig.
Måske generelt forskellig, ligesom vores hjerteslag for hver eneste af os er fuldstændigt unikt? – Og måske situationsbestemt forskellig?

At erkende og genkende rytmen

Erkendelsen af denne “rytme” eller egenart vi har med hensyn til, hvordan vi åbner og lukker. Hvordan vi bevæger os. Hvordan vi skelner og derved erkender “os selv” i verden, og “verden” i os, vil være det, som gør det muligt for os at relatere på en rar måde.

Det betyder ikke bare at erkende sin “egen rytme” og spontane puls her og nu, men også at være i stand til at genkende “den andens” i sig.

At lytte til den sker også som skelnen i “ingenting”.

At danse i mødet med hinanden. Altså ikke bare som metafor betragtet, men også konkret, er en hel fantastisk måde at undersøge og få øje på dette.

Måske kan ingen af os danse, men samtaler hellere? Også her vil rytme, takt, tempo og evnen til at lytte i “ingenting” og pausen, have stor indflydelse på hvordan vi mødes der.

At elske i ingenting.

Hvor det måske mest af alt erfares vil være i elskov?!

At elske med hinanden aktiverer måske mere end nogen anden mellem-menneskelig interaktion alle vores sanser?

Der synliggøres også den manglende evne til at skelne, bevæge, lade sig bevæge, og sanse i “ingenting”.

Føler vi os fuldstændigt trygge, er det også her vi måske smider maskerne? lader os se, som vi er. Lader os blive set, uden at skjule noget. Der er ingenting vi gemmer os bag.

At vi ses, som vi er, er så kun muligt, hvis den der ser os, ikke har stillet noget “imellem”. sit “filter”, sin bedømmelse eller “forventning til hvordan vi skal være”.

Tantra inviterer til dette “ingenting”

En Tantra inviterer til at undersøge dette “ingenting” i alt, hvad jeg gør. At handle og bevæge mig hinsides mål, formål, tanker om udbytte, bagtanker, planer. At åbne og lukke spontant og få øje på, hvordan denne “skelnen” i mig ikke er uafhængig af noget af det, som ellers bevæges i livet og universet?

“Jeg” bevæges af– og med– ……
Når rytme, takt og tempo ikke “passer” beror det nok allermest på, at ville “bremse”?
Det gør jeg, når jeg vil forme verden efter min “ide”. Ideer lukker og skaber form.

At klynge sig til en ide, virker som at hælde beton i sit intellekt. “Sådan er det!”… “Sådan er du!”…. “Sådan er jeg!”.

At åbne i sit intellekt betyder f.eks. at stille spørgsmålet: “Hvad mon der også er muligt?” .. Med det inviteres ind i “værdighed” – ligeværdighed. Ikke ligegyldighed, men at kunne se det lige gyldige.

Kom og vær med