På mange måder kan jeg finde det trist, når Mindfulness , en Tantra, eller meditation “sælges” med tilbud om at kunne “opnå noget” eller skulle “undgå” noget. Ærgerligt med baggrund i at det – ved at gøre dem til “midler” – fuldstændig fjerner magien og reducerer en invitation til en ambition.

Når noget gøres til et “middel

Jeg er optaget af, hvad der sker, når vi gør noget eller nogen til et “middel” til at opnå noget eller komme et eller andet sted hen.

Jeg tror at mange kan genkende, at det kan være ubehageligt at opdage, hvis de er blevet “brugt” af nogen, til at opnå noget, der ikke umiddelbart var gennemskueligt eller åbent i relationen?

I dag på en af mine traveture med hundene langs Rhinen, fik jeg øje på et område, der om noget er påvirket af princippet med at gøre noget til et middel for at opnå noget andet.

Det var overraskende, og jeg fik en følelse af, at noget “faldt på plads”.

Tænkning som middel

Hvad, jeg så, var, at vores tænkning meget ofte gøres til sådan et middel. Det sker fuldstændigt ubevidst.

De, som ind imellem læser mine tekster, ved at jeg holder af at reflektere og undersøge, hvordan jeg tænker og beskriver.

Brugen af ord er for mig ikke ligegyldig. Hvert eneste ord giver en invitation til både den, der udtaler det, og den der hører det. Meget ofte opfattes disse invitationer forskelligt.

Med ” invitation ” mener jeg, at det næsten er umuligt ikke at lade sig invitere ind i emotion – dvs. i bevægelse og sansning – når vi præsenteres for en fortælling eller betydning.

Omvendt, at vi også er opdraget og uddannet til at give sådanne emotioner bestemte betydninger.

At sanse trykken og smerte i maven, kan f.eks. betyde “sult” eller “angst”. Omvendt kan en historie eller bekymring om “at være ved at komme for sent til et vigtigt møde” også invitere til mavepine.

Bevidsthed om hvordan jeg tænker?

Jeg har igennem bl.a. mange års undervisning af unge studerende i Videnskabsteori og utallige seminarer og workshops i både “systemisk tænkning og -handlen” og “tantra” erfaret, at meget få mennesker tilsyneladende er sig bevidste om, hvordan de tænker.

Det er nok ikke så almindeligt at reflektere over eller ser, at måden vi tænker på, er tillært?

Jeg tror, at det bl.a. hænger sammen med, at tænkning gøres til et middel? F.eks. til “at træffe det rigtige valg” – eller “komme med det bedste argument”?

Det sker ganske ofte, at nogen siger mig: “Arrh det er da bare et spørgsmål om ord – det du skiver og siger der” – og dermed peger på, at det vigtigste vel er “resultatet”? Altså meningen der søges udtrykt, og ikke hvordan den udtrykkes?

Ordene og tænkningen gøres altså blot et “middel til at komme frem til enighed eller mening”?

Opmærksomheden tabes

Hvad er det, der sker, når jeg gør noget til et middel?

Jeg mister opmærksomheden på det.

Hvis det er resultatet af brugen, der er det interessante, bliver midlet underordnet, hvis altså bare det “virker”?

For mange år siden gik det op for mig, at ord fungerer som måder at skelne intellektuelt på. At sanse beskriver jeg som at “skelne”.

Jo “finere min sansning er”, jo mere nuanceret kan jeg skelne.

På samme måde kan jeg betragte mit intellekt.

Intellektet skelner igennem ord. Ord knyttes på erfaringer – dvs på det der sanses – og KUN hvis der udvikles nye ord eller læres nye betegnelser og beskrivelser.

Jo mere nuanceret jeg kan beskrive, jo finere kan jeg altså skelne intellektuelt.

At læse højt for små børn

Når det er så vigtigt at læse højt for små børn, hænger det bl.a sammen med dette. Ser jeg godt efter, vil ord også være basis for at udvikle nye ord. Dvs. “jo flere ord jeg lærer, jo flere ord kan jeg lære”. Det fungerer som en slags “positiv spiral”, der bliver større og større i sin omkreds, så længe jeg udsætter mig for nye sanseindtryk og tilhørende betydninger.

Nu må det fungere sådan, at ingen “betydning” kan være det, der sanses. Betydningen inviterer blot eller “peger”. Ordet “angst” er f.eks. ikke angst.

Det gør den imidlertid stadig voldsomt interessant som invitation. Den er ikke noget “middel” til at opnå noget, den fungerer simpelthen som “skelnen” eller bevægelse.

Kan et øje se sig selv?

Jeg er med på, at dette kan være vanskeligt. Hvordan kan jeg få øje på, hvordan jeg tænker, når måden jeg beskriver på, jo netop er præget af min tænkning?

Er det ikke som at forsøge at få en hånd til at sanse sig selv? Et øje til at se sig selv se? En mund til at spise sig selv?

Dette spørgsmål er gammelt – meget gammelt.

At sidde stille

Når jeg inviterer mennesker til at sætte sig stille hen sammen med mig – uden at skulle “gøre noget”. Bare sidde. Så sker det jævnligt, at der opstår uro, eller at jeg bagefter får at vide, at det er kedeligt eller nærmest uudholdeligt.

I denne stilhed med “sig selv” bliver det meget tydeligt, hvor vant vi er til at “skulle et sted hen”. At der helst skal være et mål med det, vi gør.

Dette, som nogen kunne kalde for “meditation”, HAR intet formål eller mål. Den er ikke noget “middel” til at opnå noget. Invitationen udtrykker simpelthen at få kontakt til “eksistens” og en enestående lejlighed til at få øje på: Både hvordan der tænkes, og hvordan der sanses.

Hvad, der måske kan blive voldsomt fremtrædende i denne stilhed, er en erkendelse af, at der ikke er “nogen” – som IKKE er blevet til igennem tænkning – der “sidder der”.

“Jeg” udtrykkes også i tænkning. Tænkes der ikke – er “jeg” der ikke mere. Hvordan, der tænkes, er “jeg”.

Heller ikke det er et mål. Et “jeg” kan være vældigt praktisk at “have”, når der skal skelnes sprogligt og intellektuelt. Og det er muligt at erkende, at historien om dette “jeg”, hvor nuanceret den end kan laves, ikke kan være “den -” eller “det, som er”.

Ses det, så “vendes alt simpelthen på hovedet”.

Invitation eller ambition?

På mange måder kan jeg finde det trist, når Mindfulness , en Tantra, eller meditation “sælges” med tilbud om at kunne “opnå noget” eller skulle “undgå” noget. Ærgerligt med baggrund i at det – ved at gøre dem til “midler” – fuldstændig fjerner magien og reducerer invitationer til at blive ambitioner.

Selv en invitation som: “Bliv bedre som par… Opnå større intimitet imellem jer igennem “Mindfull tantra™”” … får den karakter i min optik.

Jeg vil ikke på nogen måde gøre det “forkert”. Det er, som det er, fungerer som det gør – og for mig bliver det super spændende at iagttage og beskrive.

Hvordan inviteres?

Der findes måske 100.000 vis af “tantra´s” dvs. invitationer til “at få øje på frihed eller kærlighed”. Det interessante i dem er ikke et eller andet “resultat” af dem, men derimod hvordan de inviterer.

Bruger jeg en høvl opmærksomt og kompetent, bliver træet silkeglat. Det sker af sig selv. Det hele ligger i den invitation, der gives. Kompetencen opstår ved at undersøge og afprøve stadig mere nuancerede måder at bevæge sig på med den og træet.

Kontakt

At være bevidst og opmærksomt iagttagende i det, der gøres, imens det gøres – ikke som en konsekvens af et “valg”, men hinsides identifikation med en ide om “hvad der skal komme ud af det”, eller endda “hvem der gør det” – åbner til det jeg kalder for “kontakt”.

Denne “kontakt” kan jeg også beskrive som: “At der ingenting er imellem”. Kontakten selv – altså dette “ingenting” – er der, hvor alt bliver til.

Dette kan synes meget svært at forstå i et samfund og kultur, der er så fuld af “ting”.

Hvem er du?

“Hvem er du” spørger den ene, og forventer at få et svar om “hvad for en, han/hun er” og ikke et: “For dig, den du beskriver, at jeg er”.

Jeg kan ikke se “dig”. Jeg ser “mig” igennem dig. Det kan enhver reflektere over, og undersøge i praksis:

Hånden sanser “sig” i mødet med en sten eller et stykke stof. Forskelligt ja – og stadigt kun “sig”. Det “derude” er “derinde” og omvendt.

Det er det med, at “det vendes på hovedet”.

Forstås kan det ikke, det skal ses.

Se, det kan ingen gøre for os, det kan vi kun selv.

En invitation til det, kan jeg så give her …

 

Systemisk cupisofi og elskovskunst