Jeg og mine erfaringer?

En forestilling om at “jeg” er adskilt fra mine “erfaringer”, som var dette jeg “noget”, der har den egenskab “at kunne erfare”, må dele det, der erfares fra den, som erfarer det?

Der er imidlertid ikke nogen mulighed for at erkende et “jeg”, uden at det sker igennem det, som erfares lige her og nu. Det må betyde at dette “jeg” vil være “at erfare”?

“Jeg” er med andre ord ikke ked af det, vred, glad, bange, angst, jaloux, lykkelig, eller hvilke følelser der nu måtte sættes et navn på? Disse følelser kommer og går SOM dette “jeg” – som en kontinuerlig bevægelse eller skelnen, om man vil? En “sansen og given betydning” der for de fleste mennesker sker “automatisk” eller “ubevist”.

Sprogligt set vil dette imidlertid gøre kommunikation vanskelig. Vores sprog er bygget op med udgangspunkt i “at der er nogen, som gør noget, på baggrund af noget”.

Rummet imellem irritation og reaktion?

“At føle sig fri” er et tema, som beskæftiger de fleste. Hvad betyder det? Er det f.eks., at kunne gøre “lige hvad jeg har lyst til?”

Frihed ligger måske imellem det, som kunne kaldes for “rummet imellem irritation og reaktion”?

Der sanses, og det, som sanses er ikke det, der irriterer, forstyrrer, eller påvirker.

Fluen som kravler på armen

Kravler der en flue på min arm, er det ikke fluens ben, jeg sanser, men den forskel som de trykfølsomme celler i min hud producerer, der gives betydningen: “det kilder”, eller “pyh hvor ubehageligt”. Irritationen kommer altså ikke udefra SOM en irritation, men alene som en forskel, der gives en betydning?

Reaktionen på denne betydning – i eksemplet med fluen – kan være at vifte den væk, slå den ihjel med et klask, eller at nyde den sagte kilden fra fluens bevægelse hen over huden (som de færrest måske vil kunne?)

Både det, der sker, når forstyrrelsen gøres til en irritation eller en invitation, OG reaktionen fungerer som dette JEG.

At føle sig ked af det?

Et andet eksempel: Jeg føler mig ked af det, og ser at det menneske, som jeg er sammen med, tilsyneladende ikke påvirkes af mine tårer. Denne manglende (i hvert fald åbenlyse) reaktion – dvs. det den anden IKKE gør – kan nu blive til en irritation? Ikke i kraft af en handling, der jo ikke finder sted, men ved at jeg f.eks. ærgrer mig over den manglende “medfølelse” hos vedkommende?

Denne irritation, som alene skabes af en forventning om noget andet, vil så kunne lede til en reaktion som f.eks. vrede? Dvs. både irritationen OG reaktionen produceres af “mig” som et “automatisk program”: Dvs. “Jeg” handler og reagerer på baggrund af noget, som “en anden” udsætter mig for. (For det er da også for galt at han/hun ikke deler mine tårer! – Sikke følelseskold han/hun må være!?)

To forskellige følelser indenfor kort tid

Inden for ganske få sekunder kan to helt forskellige følelser: “Ked af det hed” og vrede skabes med stor styrke, og jeg som gør det, vil end ikke opdage, at det hele sker “af sig selv”? Oven i købet vil jeg måske se mig selv som et offer for ydre omstændigheder, og end ikke opdage, at jeg kunne have friheden til at tage ansvar for egen lidelse?

Den reaktion “jeg” så ville skabe, bliver så til den næste irritation, der produceres, der igen leder til, at der reageres som… osv..
Denne kontinuerlige skabelse af irritation/reaktion ER dette “jeg”?

Bestemmer jeg selv?

Nu kunne der naturligvis indvendes, at en påvirkning udefra kan være SÅ kraftig, at irritationen også vil påvirkes af en sådan forskel? Altså kan “jeg” virkeligt selv bestemme hvilken irritation og reaktion der skabes i mig, når der hældes kogende varmt vand over min hånd?

AT dette kogende vand udgør en forskel, der gør så stor en forskel, at den er livstruende (i sin udvidede konsekvens), og vil udløse et impulsivt “NEJ” fulgt af en bevægelse væk fra vandet – er nok uomtvistelig? Og en hel palette af andre irritationer/reaktioner vil, som i de ovenstående eksempler, kunne skabes. Nogen ville råbe højt, og skælde ud, andre undertrykke et “av” etc.

Selv i DET tilfælde er der frihed i det rum, som er imellem at forskellen gøres til en irritation og efterfølgende til en reaktion. Og lige netop i frihed, lever ansvarlighed. Og nej “jeg” bestemmer ikke, uafhængigt af irritation/reaktion. “Jeg” ER denne irritation/reaktion.

Du er skyld i…

Hvis den sørgende – som beskrevet i det tidligere eksempel – i sin efterfølgende vrede, udbryder: “Det gør mig så flintrende vred, at du ikke viser medfølelse med mine tårer!” – så gives der afkald på både frihed, ansvar og kærlighed. (De tre følges ad). I stedet BRUGES den anden som GRUNDEN eller årsagen til egen lidelse. “DU er skyld i…”, “..og JEG er offer for…”.

Frihed

En sådan invitation fungerer som en indbydelse til angst og skyld. Hvor der er et “offer”, må der være nogen, som har skyld? Og lykkes det at invitere den anden ind i skyld, kommer magt i spil?
Det er kun muligt med succes at få nogen til at tage imod sådan en invitation, hvor det ikke er bevidst og erkendt, at frihed ligger imellem irritation og reaktion 😉 ?