Tænk, hvis det at leve og holde sig i live, var så enkelt som at sige ja eller nej?

Det måtte betyde, at alt kom flyvende til mig, og det eneste jeg skulle gøre var at åbne munden eller lukke den, alt efter hvad jeg syntes, jeg ville “være med til” eller “vil acceptere”?

Jeg kunne sidde der, som prinsessen i eventyret om “Klods-Hans” og sige “dur ikke” og afvise det, som ikke faldt i min smag.

For at blive rigtig god til det, kunne jeg lige nuppe et par moduler på et tantrakursus.
Der kunne jeg så øve det sammen med nogle med-deltagere, som jeg godt nok ikke havde sagt hverken “Ja” eller “Nej” til! 

De ville – ligesom jeg – bare være dukket op for at lære det samme? 

Nogle af dem kunne være rigtigt søde. Andre ville måske ikke falde i min smag? Sådan er det vel i livet?

Ja eller nej til ?

Men hov?!
Kunne det så betyde, at jeg sagde JA til de “søde” og “NEJ” til de, der ikke lige var “mit match”… Uanset hvad de så gjorde eller ej?

Ja det kunne det vel godt?

Og det er vel også helt ok? … Jeg vil selv bestemme, hvem jeg er intim med!?

..Og ham der! Han giver mig lidt en krybende fornemmelse i hele kroppen. Sådan helt indefra.

Men hende den anden. Ja hun er godt nok sød. Jeg tror at jeg kan holde det meste ud, for at være tæt på hende!

Stop!
Hvad tænkte jeg lige der?

Det er vel mig det handler om – eller?

Pyt…
Der er vel mig det handler om!
Passer jeg ikke bedst på mig selv ved at sige klart Ja eller nej? Hvis der sker noget, jeg ikke kan lide? Der er vel ikke noget, jeg skal “udholde”?

..Heller ikke fra hende den søde?

Og hvad med:

Tordenvejr f.eks.?
Ham bilisten på vejen, der idiotisk nok ikke ser, hvor han styrer hen?
Tandlægen, som vil ordne mine tænder, uden at kunne garantere, at det ikke gør ondt.
Min kærestes irriterende smaskelyde, når hun spiser… Og som i øvrigt bliver sur, hvis jeg bare går!

Fuck!
Livet er nærmest ikke andet end dilemmaer, eller uendeligt mange perspektiver på det ene eller det andet?
Der kan være ulemper og fordele ved alt, hvad jeg gør!

Er det overhovedet MIG som træffer beslutninger, eller endda MIG som bevæger mig?
Bevæges jeg ikke “bare” forskelligt af- og i forskellige sammenhænge?

Kontekster som jeg endda også selv “er”?

Ej!
Kan det tænke at den bedste måde at passe på mig og andre på er at lære at tænke og sige: “Måske?”..

Hvad med måske- hvordan?

Eller hvad med :

“Kan vi undersøge hvordan?”.

Jeg tror, at jeg hellere vil være med til noget, der handler om at undersøge “hvordan”?
Altså som en opmærksom måde at mødes på?

Eller måske bare at blive meget bedre til at finde mange forskellige muligheder for, hvordan vi kan ændre på hvordan?

Når alt kommer til alt, handler det måske mere om at jeg bliver bedre til at bevæge mig spontant, impulsivt i alle mulige situationer, uden at skulle låse mig i et koncept om f.eks. JA og NEJ?

… Og da SLET ikke at skulle forklare eller tale om, hvorfor jeg flytter mig, søger nærhed, eller siger ja eller nej!

Måske kan jeg øve at bevæge og lade mig bevæge spontant, naturligt og opmærksomt uden behov for at betinge og forklare, hvorfor jeg gør det ene eller det andet?