Jagten på mere nydelse – vil du med på den?
Vil du med i jagten på mere nydelse? Mere sanselighed? Større og længere orgasmer? Højere bevidsthed? Dybere oplevelser? Mere.. mere… mere? Bedre parforhold? Helligere og mere spirituelle?
Så meld dig i køen af andre forbrugere, som virksomheder over hele verden lever godt af at fodre med både længsler og løfter.
Hvis du finder det spændende at holde mennesker konstant i jagten på mere nydelse, så er det måske noget med et job i udviklingsafdelingen hos Nestlé?
Der forsker de i, hvordan kunder kan ledes til at blive ved med at putte alverdens søde sager i munden, uden at kunne holde op. At tilfredsstille- og fortløbende skabe nye krav på mere nydelse.
Tantra og jagten på mere nydelse?
Jeg forundres igen og igen over, at nydelse forbindes med Tantra. At det overhovedet forbindes med noget, som skal være mere?
Kontakt til det, som er, har intet med nydelse at gøre, men med at anerkende det, som er, som det er.
Hvis et menneske aldrig før har smagt en appelsin?
Hvilken mening vil det så give, at spørge om vedkommende “kunne tænke sig at få mere appelsin”?
.. Nej vel?
Hvis livet nærmest fra begyndelsen af, har været farvet af krav og forventninger til at blive noget andet end det, jeg er? At komme et andet sted hen? ..
Hvordan skulle jeg så overhovedet kunne forstå, hvordan det sanses at være lige der, hvor jeg skal være? Uden noget ønske eller forventning til at det skulle være anderledes?
Vær sådan, at jeg føler mig godt tilpas
Hvis jeg mødes med dig, med et ønske om at du skal være valgt “rigtigt” og “passe til mig” – så JEG kan føle mig godt tilpas og fuld af nydelse? Hvad ser jeg så andet end min egen navle og målestok?“
Jeg gav mig selv den nydelse at få en tantramassage” – skrives der. Ja det handlede ikke om at mødes med et menneske i kontakt til kærlighed, med al den usikkerhed, og sårbarhed der kan være i sådan et møde? Det var varen – ydelsen – der blev solgt og købt, i jagten på nydelse?
At den er “hul” og tom opdages måske ikke engang: Den, der ikke har smagt frisk æblesaft, kan ikke skelne den fra den syntetiske der lader som om, den er det. “Æblesaft” står der jo på etiketten!.. Og den var oven i købet billig!
Stop jagten på mere nydelse! – Den er lidelse
Invitationen fra de klassiske tantras er at anerkende. Se at der ses. Sanse AT der sanses. Opdage at den, som sanser og det, som sanses, simpelthen er “det samme”. Det er umuligt at “forstå”. Det kan ikke forstås. Det ligger hinsides ord og betydning.
“Om Kærlighed kan intet sandt siges” ..
Den sætning findes i utallige variationer.
Den viser hen til at alt – hvad vi mener at kunne sige “sandt” om “det, som er” – vil betinge den, som ser, og det som ses af måden, der beskrives på.
Når nogen skriver til mig med: “Jesper! det er altså ikke let at forstå” – Så beror det på tantra´ens natur. Den inviterer til en “iagttagende praksis” – at anerkende.
Hvor der iagttages – bevæges der – af sig selv. Livet udtrykkes i dette spontane “af sig selv”.
Det er forbundet med megen anstrengelse, smerte, sorg, og mange vanskeligheder at leve. Alt levende lever at at spise noget andet levende. Det betyder at konflikter er uomgængelige. De er sjældent nydelsesfulde.
At lære noget nyt for at kunne bevare sin integritet, bevæget af omgivelsernes skiften, vil ofte heller ikke være nydelsesfuldt. Det kræver indsats, at anerkende der fejles, at noget mislykkes, og evt. stor møje og mange gentagelser..
Jagten på mere nydelse ødelægger vores natur
Den tankegang, der har draget mennesker mod mere og mere – er den, som med raske skridt er ved at ødelægge livsgrundlaget for alle vores med-levende organismer – og dermed for os selv. Den inviterer i lidelse – pakket ind i skumfiduser, søde farvestrålende M&M sukkerbidder, og fantastiske energi-orgasmer.
Åh hvor er det enkelt at være med mennesker, dyr og planter, der ikke VIL noget med mig, ingen steder vil “hen” eller “opnå noget” .. Men bare er, som de nu engang er – i al deres forunderlige foranderlighed <3
Hvad de var før, er ikke mere – og de er ingen steder kommet “hen” – de er lige her <3