Konkurrerer naturen?

Vi kan, når vi iagttager naturen omkring os, få den opfattelse, at planter og dyr “konkurrerer med hinanden, om de ressourcer som der er”. Vi har lært det af lærere og forældre igennem vores opdragelse og skolegang. De videreformidlede forklaringer fra naturvidenskabsmænd og -kvinder som så på verden igennem disse briller. Den måde at beskrive naturen på, har forplantet sig til vores opfattelse af både os selv, men også omgangen med hinanden og hele vores vores sociale liv.

Det er kommet til at handle om at “være en vinder”, “At nå sine mål her i livet”, og “stå sig godt i konkurrencen”. Selv det at finde sig en partner er med disse såkaldte naturvidenskabelige forklaringsmodeller blevet til “en konkurrence” eller et “marked som man skal begå sig i”.

Kæmpes og retfærdiggøres ikke enhver krig og konflikt i stort og småt, på baggrund af netop dette verdensbillede?

Gad vide om en plante “konkurrerer”, eller om det, den gør, blot iagttages og gives den beskrivelse af den videnskabsmand, som iagttager den? En videnskabsmand som i sit ønske om at beskrive, hvad han/hun ser, griber til sin egen begrebsverden og bruger ordet “konkurrence” om det, der sker? Er konkurrence et udtryk for noget som naturen gør, eller udtrykker den beskrivelse blot noget om iagttagerens værdier?

Når hannerne kæmper om hunnerne, ind imellem sågar med dødeligt udfald, handler det så også om konkurrence, eller gør de bare, som de nu gør?

Er vores beskrivelse af naturen udtryk for vores kultur?

Hvad gør den historie ved os, når vi iagttager vores eget liv, og ønsket om “at finde en mage”?

Nu behøver det, som naturen gør, jo ikke at være udtryk for noget, der er bedre end det som vores kultur har udviklet? Og giver det mening at bruge en argumentation hentet fra iagttagelse af naturen, men beskrevet på baggrund af en bestemt kultur, til at argumentere for at konkurrence er en “naturlig ting”?….

Naturen kan jeg også beskrive som en kontinuerlig “relateren” dvs. at der hele tiden af sig selv sker hændelser som forandrer?

I så fald ville det blive mere relevant at undersøge, hvorledes dette “at relatere” fungerer?…Frem for at se på hvordan konkurrence finder sted?

Hvordan fungerer dette: At konkurrere?

Begrebet: “At konkurrere” – har samme udgangspunkt som det “at sammenligne” vel at mærke med en intention og et mål om “at vinde”.

Hvis livet selv skulle være i konkurrence, med hvad eller hvem skulle det så være? Et nærliggende svar ville måske være: “…med døden”? Og er ikke døden en fuldstændig del af livet selv? Uden død, intet liv?…..Og hvis konkurrenten virkeligt var døden, så vil den levende altid tabe.

Hvis jeg identificerer mig med min egen eller andres fortælling “om at være i konkurrence”, så må det indebære, at jeg skal et eller andet sted hen? Jeg må være indstillet på et liv, hvor det meste af det, som jeg foretager mig, handler om at sammenligne mig med andre?

Alt sammen springer ud af et behov og et begær for at få det bedste, være den største, den foretrukne, nummer 1, den smukkeste, lækreste, rigeste, mest intelligente, dygtige, sexede etc. Altså at ville være “nogen” eller “noget”.

Det må også indebære, at der er nogle som taber? Hvor der tales om konkurrence, er der vindere og tabere.

For den som lever et liv fyldt med konkurrence, er det at skulle slippe netop den fortælling noget af det aller sværeste. Jeg møder mennesker for hvem konkurrencelivet er blevet gjort til meningen selv.

Kærlighed og konkurrence?

Er der noget, som betinger og deler mere? Kan jeg have kontakt til blot en flig af kærlighed, hvis jeg betinger min verden igennem konkurrence? Er det overhovedet muligt at se SIG SELV med kontakt til kærlighed, når målestokken der sammenlignes med, handler om at være en vinder eller taber? Kan kærlighed overhovedet betinges?

Jeg møder ind imellem udsagn f.eks. fra seminardeltagere, at “jeg da skal kunne tænde på ham/hende?…eller får spørgsmål om alder eller størrelse på de andre deltagere. I forhold til et liv i konkurrence synes sådanne udsagn temmeligt vigtige og indlysende? Og for mig spejler de, dvs synliggør en projektion af den indre sammenligning, som spørgeren lider under.

I det første tilfælde må antagelsen naturligvis være, at vedkommende selv er “en af dem, som man tænder på”?

Jalousien

Hvis jeg rammes af jalousi ved f.eks. at se den, som jeg regner som “min” intimt og kærligt sammen med en anden, så vil det være sammenligningen som er i spil igen? Angsten for ikke at “være god nok”, for at “blive valgt fra” og “miste”…underforstået: “- det, som jeg besidder, og har vundet”. Jalousien kan føre til sorg, vrede, agression og stort mismod.

Intet jeg kender tager min frihed så meget som jalousi! Jalousien springer ud af angsten, og angsten er i min beskrivelse kærlighedens modsætning.

Jeg kan ikke slippe den ved at kæmpe med den. Jo mere jeg vil kæmpe, jo mere vil den klæbe til mig. For at den slipper, må jeg forstå den, hvilket betyder at jeg må være i den følelse imens jeg iagttager og bevidner mig selv. Se hvad det er, som jeg gør med mig selv, således at jeg på en så ødelæggende måde tager al min frihed?

Hvor konkurrencen ophører og kvinder og/eller mænd forenes i henholdvis “det kvindelige” og “det mandlige”, forsvinder også ideen om “min” og “din”. Når det første gang opleves hvor enkelt det kan være at elske sammen 3, 4 eller 5 hinsides alle disse konkurrencefortællinger, så kan det skabe en dyb forvandling.

Denne fuldstændigt ødelæggende ide: At livet er at konkurrere…. Står om noget i vejen for kontakten til liv, frihed, lyst og kærlighed selv.