Jeg er glad for at elske – altså også som i ordet “elskov”.

Hvor ofte har jeg ikke reflekteret over, hvad det er, som har næret denne forkærlighed for intim kontakt?

….

Der er rigtigt mange mennesker, som holder op med at elske med hinanden. Det er nok mere reglen end undtagelsen i længerevarende forhold.

Jeg tænker, at det på den ene side hænger sammen med, at det at elske kan føles vidunderligt, når det sker i frihed, UDEN krav, forventninger, betingelser og pligt. Og direkte modsat, når det dikteres som noget, vi bør, fordi det er gjort til et monopol: En bekræftelse af “at det er os to”, og kun os der kan gøre noget så intimt.

….

Det bliver måske ekstra ubehageligt, hvis elskoven ikke erfares som elskov, men mere som “sex” – uden særlig intimitet?

Er evnen til at elske vigtig for vores liv?

Jeg vil postulere at vores evne til at elske, er afgørende for, hvordan vores liv er!

Det meningsskabende i livet beror på, hvordan vi relaterer med andre levende væsener. Det er i de møder, at vi føler os levende.

Et stort spørgsmål er så, om:

Vi lærer og øver at forbinde det at være levende med frygt og usikkerhed?

Eller

Vi igen og igen erfarer, hvor livs- og levebekræftende trygt og dejligt det er, i krop og sind at favne det levende i medfølelse, omsorg og åbenhed for det mulige?

Måske afhænger det af, hvad vi har erfaret til nu?

Opslugt af at lege

Kan du huske, de gange hvor du som barn blev helt opslugt af at lege?
Når børn leger på den måde, så glemmer de sig selv.
Det føles ubeskriveligt befriende!

Ingen kan lege, når de skal.
Sådan er det også med kreativitet og at elske.

Forventninger virker her som noget, der øjeblikkeligt slukker enhver ild.

Forventninger?

Tænk så lige på HVOR mange forventninger, vi både skaber- og mødes af, fra vi fødes!

Er der noget at sige til, at det for nogle mennesker bliver sværere og sværere at mærke “lyst”?

Bare for lige at sætte det i perspektiv, så siger det sig selv, at også forventninger til, at vi nu skal fikse noget i “vores parforhold” ved at lære “tantra” – er dømt til at være en dødssejler!

Og hvad så?

Ja lyst og leg forbliver fraværende, så længe vi iagttager “os selv” og andre igennem forventningernes linse. I det perspektiv bliver det, som ellers kunne havde udviklet sig til elskov og leg – til “brug”.

…..

Hvis lyst synes fraværende i dig? … Eller du savner “mere lyst” i livet. Så har det med al sandsynlighed forbindelse til “forventninger” i en eller anden forstand?