Når jeg lærer, vil jeg beskrive det som: “At bevæge sig med- og som”. Kan det fungere ved at nogen vil styre og overvåge det, som sker på afstand, uden at involvere sig kropsligt?

At leve er at lære

Alt levende lærer. Det er simpelthen det levendes natur. Det er forudsætningen for at tilpasse sig til- og med forandringer i det, som sker.

Hvad, der ikke vil lære, vil forsvinde..

I den kultur, vi lever i, er det at lære, mere og mere blevet forbundet med noget intellektuelt: At lære at tænke på den rigtige måde?

Er verden – for mig – som jeg sanser mig ?

For mig vil det at tænke, fungere på sammen måde som at bevæge sig. Når jeg tænker, udtrykker det blot bevægelse i intellektet. Jeg lærer også der, ved at “tænke med- og som”.

Det mest fascinerende er, at jeg overhovedet ikke kan producere en tanke uden at den har rod i noget, jeg har sanset. Det kan jeg skrive sådan, idet alle ord, jeg kender, er blevet til ved, at jeg har forbundet noget, jeg sanser(emotion og bevægelse) med symboler (bogstaver, ord, sætninger) og lyde (tale). …

Jeg “ved” at et glas”hedder et glas”, fordi det, jeg sansede i MIG, da jeg første gang greb ud after den genstand, blev knyttet til en bevægelse i mit øre (lyd) ved at min mor sagde. “Det er et glas!”

Verden er for mig, som jeg kan sanse MIG i den. Betydningen af den har jeg lært – også som noget sanset – dvs. helt bestemte bevægelse i mit intellekt, min mund igennem tale, bevægelse i mine fingre, når jeg skriver, samt naturligvis de billeder og figurer, jeg ser og adskiller fra hinanden.

Det store spørgsmål bliver så, om jeg vil bevæges mig med og som det, der lever?
Hvad skal der til, for at jeg gerne lærer af- og -med nogen?

Er måden, jeg lærer på, forbundet til, hvordan jeg relaterer?

Beror det ikke på min evne til at relatere?

Jeg lærer bedst sammen med mennesker, jeg kan lide, og føler mig tryg med.
Jeg lærer godt i situationer hvor jeg naturligt og afspændt kan bevæge mig uden at føle mig “bundet” af krav eller i ambition. Uden at føle angst for at blive målt eller tvunget ind i situationer, jeg ikke bryder mig om.

At lære godt, betyder også at bevæge mig sammen med et menneske – og i bevægelsen føle mig fri. At se og sanse, at jeg ses UDEN at blive bedømt.

Et lærings-fællesskab

Min forståelse og beskrivelse af, hvordan jeg lærer godt, er dannet igennem- og har præget mit liv. Det har også stor betydning for måden, vi inviterer mennesker ind i vores læringsfællesskab på Mahamudrainstitut.

Jeg har mødt mange “lærere”, som ønskede afstand til “sine elever”. Man kunne kalde det for: “En professionel distance”.

Fra en position “over” talte de om en praksis, som i virkeligheden ikke var deres egen!
Hvad, de viste mig, var: “At de underviste i en praksis”.
Invitationer til at jeg kunne gå i den praksis med dem, fornemmede jeg ikke.

Nogle kaldte det for at “facilitere en proces”. Med det mente de måske: “at tilrettelægge og skabe en særlig kontekst med et helt bestemt sigte og mål for øje?
Heller ikke de viste mig anden praksis, end det de praktiserer, når de “faciliterer”?

Hvor eller hvordan jeg lærer godt

De største læremestre har været dem, som ikke kunne drømme om at se sig som sådan. Jeg var ganske ung da jeg 1. gang satte jeg mig op på – først den milde “Fury” og siden den vilde “Oklahoma”. De var to meget forskelle heste. Jeg lærte at ride. Senere er det gået op for mig, at jeg lærte det af disse heste – og af andre siden.

De “faciliterende” ikke noget. De mødte mig, som de var. De bevægede sig intimt med mig i kontakt. Når bevidstheden om kontakten forsvandt lå det ikke hos dem. Typisk skete det, når jeg forsøgte at få noget “ud af dem” – få dem til noget… At jeg ville noget med dem.
Ja jeg kan næsten fristes til at skrive: “At jeg ville facilitere dem”.

Jeg lærer igennem intim kontakt

Jeg har lært håndværk igennem intim kropskontakt, hvor vi i øjenhøjde er mødtes i en fælles praksis. Jeg har fået muligheden for at spejle og netop bevæge mig som..

Jeg har haft fornøjelsen af at reflektere sammen med mennesker, der bare var nysgerrige på mig og på det, vi talte sammen om. De viste sig autentiske for mig. Klare og tydelige i egen reflektoriske praksis.

Samtidig har det også været stjerneeksempler på det at “holde rummet”. Også når vi var flere sammen. Det har virket på samme måde, som at et menneske i en gruppe kan forandre måden hele gruppen bevæger sig og relaterer med hinanden på, alene ved sin måde at bevæge sig på.

Fury kunne om nogen holde rum

Fury – for at nævne hende igen. Kunne om nogen “holde rum” for mig. Roligt ventede hun på mig, hver gang jeg faldt af hendes ryg, når jeg f.eks mente, at jeg var den mest kompetente af os to til at bevæge sig med en hest, og ikke kunne sanse, at det hele kun er muligt igennem opmærksom, samtidig, fælles, og intim interaktion.

Jeg husker, hvordan min elskede Gudfar, som var oberst i Hæren, lærte mig at slås ved simpelthen at slås med mig. Også sådan at jeg slog mig ved det.
Hvis, ikke man slår sig og kan bevæge sig i den smerte, så lærer ingen at slås! Senere gentog det sig i mange andre møder med mennesker og sammenhænge. Vil sloges – hvilket om NOGET er intimt og i kontakt. Vi legede “for alvor”.. og lærte helt-af-os-selv ..

Det er så det vi inviterer til på Mahamudrainstitut.

At lære ved at bevæge os med hinanden, uden at der er nogen, som vil facilitere, hvor nogen skal “hen”.

Hvilken horror det er, når nogen har en plan eller bestemt ide med “at elske”? Når vedkommende vil noget bestemt med mig eller have noget særligt UD af det?

Jeg flytter mig spontant væk fra det..
Ok så er det det, jeg øver og lærer – af-mig-selv – i den situation.

Lige netop dette er igennem årene faldet mange mennesker for brystet: At både Karin og jeg ud over at være værter og dermed også ansvarlige for rammerne, ofte og gerne bevæger os kropsligt, nært og intimt med de, som vil, som vi vil.. og som vi er.

Når angst og forbehold stiller sig i vejen..

Jeg ser, hvordan det, jeg vil beskrive som angst, stiller sig i vejen for intimitet, når mennesker inviterer andre til “at lære”. Angst for fordømmelsen, angst for at der opstår projektioner og binding, angst for at komme til at gøre noget uden klart samtykke?

Hvad, de måske overser er, at vi lærer i alle møder! Uanset hvornår vi relaterer med hinanden, er alt dette og mere i spil. Vi bevæges af- og med hinanden.

Et er for mig ganske vist… Jeg lærer ikke meget af et menneske, der vil “supervisere” mig i en professionel afstand. Det er styret af- og betinget- af, jeg ved ikke hvor mange forbehold!

“Jamen hallo.. Har du så elsket dine lærere?“

JA… Og har vi ikke, HVIS vi altså har elsket – lært allermest i mødet med de mennesker? Også de, som vi har elsket med?
Hvis ellers – og det kan det nok ikke – læring overhovedet kan måles. Kan det ikke det, så ligner det jo påfaldende det, som gælder også for “kærlighed”?

Mon ikke “det at lære” også må være hinsides betingelse.. ?

Er det ikke det, skulle det måske nærmere kaldes “at styre” og “at blive “styret…”?

Et lærings-fællesskab om Tantra, berøring, bevægelse og det at relatere i frihed