Jeg og du ved alt, der er at vide, og ved ikke, at vi ved det. Alt i mig udtrykker universet på en sådan måde, at alt, der sker i “mig”, følger de samme principper – eller bevæger sig som det, der ellers sker i universet.

Det må forekomme ret indlysende, at det forholder sig sådan hos os alle sammen. Vi er – selv om vi ville kalde os for “en del” af universet – som denne “del”, stadig underlagt universets bevægelse, og altså også måden det bevæger sig på. – Om den så kan beskrives eller ej.

Ja det må fungere sådan i alt levende – i alt, hvad der er!

Viden er handlen

De som læser mine tekster – ved at jeg ser viden som det, der udtrykkes i handlen.

Det betyder at “jeg” – som udtrykker universet – på alle måder handler “som” det – eller i overensstemmelse med dets principper – uanset hvad, jeg gør.

Jeg kan ikke følge en befaling, der lyder: “Handl ikke længere i overenstemmelse med det, som er”!

Det er umuligt, og det gælder for os alle sammen.

Konsekvensen af dette vil være, at “jeg” (og alle andre) ved alt, hvad der er at vide. Det er simpelthen udtryk for naturen i vores eksistens.

Vi ved blot ikke, at vi ved det.

Det meste der sker i os, eller vi gør, sker fuldstændigt ubevidst.

Bevidsthed

At gøre noget “bevidst” betyder ikke at kunne beskrive det. Med “bevidst” peger jeg på, at det iagttages – ses og sanses i opmærksomhed.

Beskrivelsen af det opstår alene som en mulig konsekvens af, at noget sanses. Den vil ikke på nogen måde kunne være DET, der sanses.

Jeg er det

Vi jeg forstå verden – eller universet, om jeg vil, så er det lige ved hånden i bogstavligste forstand. Jeg er det.

Alene det, at gøre mig til et “jeg”, opstår ved at skelne: Trække en “grænse” imellem “verden og mig”. F.eks. ved at gøre “min hud” til det, der udtrykker grænsen. Det der er “indenfor” tilhører “mig”. Det der er udenfor hører til “den ydre verden”.

At grænsen er illusorisk må kunne indses af enhver? “Jeg” som “Jeg” kan umuligt eksistere udenfor det, som ellers er. Jeg er lige så afhængig af luft, vand, mad, tyngdekraft, etc. som af mit hjerte og min lever.

Afgrænsning

Denne måde at skabe “form” på. I “mig” og “dig”, “de andre” osv. fungerer på samme måde igennem “afgrænsning”. Der er noget udenfor og nogen indenfor og de gives forskellig værdi.

Bag netop den skelnen, som foretages, ligger der et motiv. Igen: Ikke et motiv der rummes i en beskrivelse, men et motiv der udtrykkes i “nytte” – “livs-opretholdelse”, om jeg vil.

At erkende sig selv

Alt dette, som kan synes voldsomt kompliceret, peger mod det, der menes med: “At erkende sig selv” f.eks. i en Tantra.

At det, der sker “der inde”, sker “der ude” og omvendt.

I sig selv få øje på, hvordan jeg skabes, som et “jeg”.
Hvordan dette jeg bevæges og bevæger sig.
Hvordan dette “jeg” formår at skabe “form” og gøre den “sand”, uden at få øje på at den kun opretholdes, så længe der skelnes.
At se hvordan denne skelnen “fodres”og gentages.

At se, at dette “jeg” opstår som et “udtryk”. En “fremtræden” af det samme univers, som viser sig i træer og planter, dyr og sten, vandløb og have, planeter, sole og galakser. I fred og glæde, held og ulykke, krig, kamp og kærtegn, sorg og sygdom, fødsel og død…. og jeg kan blive ved.

En fremtræden der ses, på den måde den ses, i kraft af den skelnen der finder sted – i iagttagelse.

Jeg er ikke en historie

Det kan ikke forstås som en historie. Det er udenfor “mening”, “synspunkt” eller “holdning”. Og kan slet ikke rummes i “tro” eller anden “mungu bjungu”.

Vi kan genfortælle historien, mene vi kender den, og har forstået den. Ville forklare den. Og den kan ikke forklares, da den er hinsides beskrivelse.

Det fungerer som med komponisten, der skriver sine noder. De udtrykker “befalinger”: Gør sådan og sådan! Hold pause der! …”og der!…

Og den, der kan spille et instrument, vil blot illustrere den beskrevne musik.
Umuligt og absurd vil det være for komponisten, at beskrive den ekstase og emotion, som stykket udtrykker.

Læs evt. om vores uddannelses-forløb:
Systemisk cupisofi og elskovskunst

Systemisk terapi og samtale