Jeg relaterer og spejles – hvordan?
Som jeg relaterer, lever jeg. Er det ikke også lige netop i måden, jeg relaterer på, at den meste lidelse opstår?
Kloge-Åge kender svaret
Kender du det at tale med et menneske, som gør sig klog på dig? En som mener at vide, hvordan du tænker, har det, føler det – og i øvrigt er klar med løsningen på alle dine lidelser, og kuren der leder dertil?
Eksperten som kan mærke…
Kender du det at elske med et menneske, der er vildt optaget af at gøre dig tilfreds, og lige ved hvilke knapper der skal trykkes på? En som gerne vil vise, hvor god han eller hun er til at give dig det, du har brug for?
“Jeg kan mærke, hvad du har brug for…” siger vedkommende måske?
Fælles for ovennævnte er, at det kan være meget svært for mig at fornemme, om der overhovedet ER et møde. Mennesket foran mig relaterer til sin ide om mig, og “er slet ikke tilstede”.
Igennem årene har jeg jævnligt skrevet om “mødet”. Altså ikke bare om det møde som finder sted imellem to mennesker – også om hvordan alt, hvad jeg erfarer og erkender, mødes.
Jeg relaterer til min mor
Den første jeg relaterer til i livet, er min mor. Ja – idet jeg voksede fra to celler til milliarder af celler fuldstændigt omsluttet og integreret i hendes krop, kan jeg måske end ikke beskrive det som en “relation”? Jeg var min mor.
Adskillelse
Da jeg blev født begyndte adskillelsen.
Det skete ved at jeg sansede forskelle imellem at være hos min mor og ikke at være der.
Som nyfødt opdagede jeg en verden, der er meget “mere” end min mor. Jeg erkendte og skelnede “mig selv” fra mine omgivelser.
Det forstærkedes ved, at jeg lærte, at der var særlig anerkendelse forbundet ved, at reagere på den lyd, der præsenteredes som mit “navn”. Et navn (en lyd) der tydeligvis er forskellig fra “mor”.
Jeg fik at vide, at der er noget som er “mors”, og noget der er “mit”:
“Det er mors mave – det er Jespers mave”. “Det er mors finger, det er Jespers finger”.
Jeg lærte at “forholde mig til mine omgivelser”. Ja – omgivelserne blev til “omgivelser for mig” igennem måden, jeg relaterer med dem på.
Som jeg relaterer – er jeg.
SOM, jeg lærer AT RELATERE , skaber jeg min “eksistens” som et “selv”.
Jeg erkender mig i mødet med alt omkring mig.
Jo mere nuancerede omgivelserne er, jo mere trænes min evne til at skelne.
Et barn, som opvokser i kontakt til naturen præsenteres f.eks. for et svimlende antal muligheder for at relatere ved at møde sig selv forskelligt på med alle sine sanser.
Hans/hendes immunsystem “lærer” på tilsvarende måde, at møde og bevæge sig med omgivelserne.
Intellektet skaber på samme vis sig selv, igennem mødet med mange forskellige tanker og udtryk, billeder, historier, betydninger, ord og forestillinger.
Relationen fungerer med andre ord som et spejl, hvori jeg erkender mig selv.
Uden denne evne til at relatere, er jeg der overhovedet ikke.
Relationen fungerer med andre ord som et spejl, hvori jeg erkender mig selv.
“At være” betyder i denne beskrivelse: At relatere – At interagere, skelne, bevæge og bevæges.
“Jeg er, fordi jeg relaterer.”
Jeg er ikke, “fordi jeg tænker, at jeg er”, som Descartes blev kendt for at skrive.
Jeg er, fordi jeg relaterer med ting, mennesker, dyr, planter, jord, luft, vand og alt, hvad jeg møder.
Oplever jeg konflikt, vil den bero på en manglende indsigt i måden, jeg relaterer og skaber relationer på…. Af måden jeg af-mig-selv skaber mig på… i disse utallige møder.
Når, jeg skriver om “at erkende sig selv”, så er det IKKE i den betydning som Freud, Jung eller andre psykologer tænker det.
Jeg peger med ordene på erkendelsen af, at “jeg” er eksisterende – levende.
Selvforståelse – som jeg relaterer.
Denne selvforståelse følger mig hele livet. Jeg ser, erkender og forstår mig selv i spejlet af mine tanker, at jeg sanser, at jeg bevæges og bevæger. Det sker kontinuerligt i alle dagligdagens gøremål.
For de fleste mennesker sker det fuldstændigt ubevidst.
En Tantra vil invitere til at undersøge naturen af såvel dette selv, som naturen af alle relationer og fænomener. Simpelthen ved bevidst, opmærksomt at iagttage måden jeg kontinuerligt relaterer på: Når jeg spiser, går, lytter til musik, samtaler, elsker, kører i bil, laver keramik, skændes, griner, skriver, falder i søvn, vågner, er træt, sur, vred, ked af det, glad etc.
Hvad betyder det i praksis?
Samtalen
Når jeg samtaler med et menneske, så giver det mig lejlighed til at se i dette spejl. Dette menneske giver mig mulighed for at se og erkende mig i mødet med sig. Det samme er naturligvis tilfældet for vedkommende.
Hvis samtalen sker uden ord. F.eks igennem berøring eller ved at vi blot bevæger os med hinanden, sker det samme. Som vi bevæger os med hinanden, erkender vi begge os selv – hvis vi vel at mærke IKKE er mere optaget af at “forstå og tolke den anden”.
Dansen
Et godt eksempel på dette finder jeg i det at danse sammen med kropskontakt. Hvis, jeg er optaget af at regne ud, hvad min dansepartner gør, så bliver dansen meget anstrengt og let konfliktfyldt. For at danse, må jeg derimod sanse i mig igennem mødet og måden, jeg bevæger mig og bevæges på. “Den anden” ER ikke “derude”. – Jeg sanser ham/hende “derinde”. Jeg sanser mig i mødet med hende.
Jeg kan føle det vældigt irriterende, hvis nogen i en samtale vil gøre sig klog på mig. Den irritation er et ret træls og udfordrende spejl at se i.
Hvor meget mere afspændt kan det ikke føles, hvis vi hver især i vores dialog, kan finde mulighed for at reflektere over os selv? Dvs. tydeligt åbenbare, hvad der sker i os hver især, for hinanden.
Elskoven
På samme måde forholder det sig med elskov. At elske med et menneske der er fuldstændigt optaget af at “opfylde mine behov” og f.eks. “give mig nydelse og en orgasme” – føles ikke rart. Jeg gøres til et projekt. Ja ikke nok med det. Den anden er der slet ikke, men er ude af sig selv – ubevidst om at sanse SIG og i gang med at “kloge sig på mig”.
At sanse sig i mødet med “den anden”.
Når jeg ind imellem skriver om mødet i en Mahamudra tantramassage, eller inviterer til workshops og kursus i den, så synes nogen i udgangspunktet at det lyder mærkeligt, at den handler om opmærksomt at sanse sig i mødet med den anden?
Hvis det er sådan, at jeg ser mig som i et spejl i mødet med dig. At du erkendes ikke bare “i” mig, men som mig i mødet? – Så vil det, at jeg kan sanse og berøre mig bevidst, opmærksomt, hengivende, respekt- og omsorgsfuldt, frit og ansvarligt føre til:
At det er dig, jeg berører og møder på den måde.
Jeg elsker med dig, som jeg er og bliver til i mødet med dig, og omvendt.
I samme åndedrag har jeg heller ikke givet dig ansvaret for, “at jeg har lyst”. Lysten, der erkendes i mig, næres af måden, jeg sanser mig på. Jeg kan dermed undersøge, hvordan jeg kan bevæge mig med forskellige mennesker, på en måde så jeg sanser denne kontakt til lyst.
Du får ikke ansvaret for “at give mig lyst”.
Det er ikke spejlet, der “giver lyst”. Det er måden der ses i spejlet på – måden jeg ser mig på, der inviterer i kontakt til lyst.
