” Jeg rører da ved dig ?” Hvad mener du med mere nærhed? En samtale om seksualitet som par

Jesper – du og Karin…

Jesper…Du og Karin har nu i mange år beskæftiget jer intensivt med, måden vi møder hinanden – og lever sammen på – og ikke mindst vores seksualitet.

I mødes med mennesker i Mahamudra massager, har uddannelsesforløb i noget I kalder for “cupisofi og elskovskunst”, og jeg så engang på jeres hjemmeside, at i også havde et “elskovs-lærer” forløb?

Jeg tænker at meget få mennesker oplever en så direkte og konkret kontakt til, hvordan mennesker elsker med hinanden, som I gør det?

Et rum for at undersøge

Ja det er nok rigtigt? Vi synes, at det er vigtigt, at der findes et rum for at undersøge og måske opdage andre måder at elske med hinanden på, end det der måske er det gængse.

Er det så en form for sexologisk praksis I har?

Konkret at spejle en anden praksis

På en måde ja, og så alligevel ikke. De fleste sexologer benytter udelukkende samtalen som middel, når mennesker kommer med problemer. Måske suppleret med “hjemmeopgaver”. Hvis det da ikke drejer sig om kliniske eller fysiologiske problemstillinger, hvor der er brug for en lægefaglig kompetence.

I den forbindelse opretholdes gerne en såkaldt professionel distance.

Vi inviterer til konkrete fysiske møder enten i seminarer eller en til en, og giver mennesker mulighed for at spejle og afprøve en anden praksis end den, de kender.’’

Det lyder nok fremmed for de fleste, hvad du beskriver der – og det vækker virkeligt min nysgerrighed og rigtigt mange spørgsmål, kan jeg mærke.

Vil du fortælle lidt om, hvad det så er, I erfarer om menneskers sexliv?

Hvordan møder vi hinanden?

Først og fremmest giver det ikke megen mening at adskille vores “sex-liv” fra det liv, vi ellers lever. Vi ser, hvordan det møde, hvor vi mødes i berøring og gerne vil elske med hinanden – “have sex” – eller “dyrke sex”, som det også så ofte kaldes, bliver et spejl på måden, vi relaterer med hinanden på i det hele taget. Ja ikke kun til hinanden – også hvordan vi ser og oplever os selv.

Når mennesker har levet sammen i nogle år, bliver sex – ofte mere for den ene end den anden – til et middel eller nødvendighed, der skal bekræfte at “vi er sammen”. Går der for lang tid imellem, kommer skyldfølelsen snigende – eller alternativt frustrationen over ikke at føle sig tilfredsstillet.

Er et velfungerende sexliv med hinanden så nøglen til at blive sammen?

Skyldfølelsen

Nej det kan jeg ikke bekræfte. Mange par lever sammen i årevis med ingen eller meget lidt sex, og ganske ofte giver de udtryk for, at det, når de så er sammen på den måde, ikke er noget særlig god oplevelse.

Jeg tror nærmere, at det som holder de par sammen netop er skyldfølelsen. Man bindes sammen en en dårlig samvittighed over – noget som jo “burde” være bedre, NÅR vi nu lever sammen.

Ja og er det ikke også en vigtig grund til at finde sammen som par?

En betingelse at det fungerer godt i sengen

Det er måske nærmere, AT vi gør god, regelmæssig og tilfredsstillende sex til en betingelse for at være sammen, der gør, at det forbindes med både skyld og angst, når det så alligevel ikke fungerer.

… og det gør det altså i rigtig mange tilfælde ikke.

Hvordan kan det være?

Jamen jeg rører da ved dig hele tiden?

Lad mig komme med et eksempel:

Hun siger til ham, at hun gerne vil have, at han rører noget mere ved hende, også uden at det partout skal føre til sex.
Han svarer: “Jamen jeg rører da ved dig hele tiden? .. Det forstår jeg ikke.”

Problemet er at måden, han rører ved hende på, måske ikke føles hverken nærværende eller i øvrigt særlig behagelig. Oven i købet har hun 100 gange før erfaret, at berøringen, næsten altid skal bruges til at få hende gjort villig til “noget mere”.

Det er lidt som at sige ja tak til at gå ind i en vogn på rutschebanen, og når du først sidder der og har sagt A, så kan du ikke stige ud undervejs, uden at det giver ballade og stor forstyrrelse.

Skal han så lære at berøre hende bedre?

Han rører ved hende, som han berører sig selv

Nej… det er en ret umulig tilgang, vil jeg sige. Han rører ved hende, som han rører ved sig selv.
Selv hvis hun fortæller ham, at hun gerne vil berøres mere “blidt”, så vil han kun kunne berøre hende så blidt, som han selv kan berøre sig selv.

Det ved jeg ikke helt, om jeg forstår?

Hvad betyder det, at noget er “blidt”?

Ja jeg kan kun fornemme, om noget er “blidt”, i mig selv. En fortælling om “blidt” er jo ikke “blid”. Altså må jeg have erfaret i mig, hvad blidt betyder… Jeg må have en kompetence til at berøre mig selv “blidt” – og der kan jeg møde hende i “min blidhed”.

De fleste mænd jeg taler med, har “revet den af under bruseren” hele deres liv. Hurtigt kontant, fast, direkte og til en meget målorienteret fræk fantasi. Det sker med fokus på “at komme” og på den måde afspænde. Det virker også som et middel mod stress – mere eller mindre kortvarigt.

Den seksualitet og kompetence tager de med ind i mødet med deres partner. De “river også hende af i fokus” … dvs. gør hende klar til, at de selv efterfølgende kan gøre det i hende. Også her spiller fantasien med…. I virkeligheden er de tre i sengen. Ham, hende, og den historie der spilles af.

Det lyder som om problemet ligger hos ham?

Hun vækkes som en helhed

Nej nej… det er blot den ene side. Hun rører også ham, som hun berører sig.

Med nærhed og gerne uden fokus på kønnet. Hans Lingam er i hendes øjne en integreret del af ham. Præcis som hendes Yoni ikke kan isoleres fra den øvrige krop. Hun vækkes som en helhed…

For ham bliver det hurtigt en kilde til stor frustration. Han vi parre sig. Ind i hende… nogle gange som en ubevidst altoverskyggende længsel efter den anerkendelse uden ord, som han trænger sådan til. At blive set som mand!…jeg vil sige: At blive mand igen i hendes øjne.

Kan det problem så løses?

En kompetence der kan læres

I første omgang handler det om at få øje på det. At se, at den måde jeg rører og møder mig selv på, spejles i den måde, jeg rører og møder den anden på. Andet er simpelthen ikke muligt.

De må, hver for sig, udvide deres kompetence til at berøre sig, på en sådan måde at de kan mødes i en fælles takt, tempo og rytme.

Det gøres bedst i mødet med forskellige mennesker.

Det lyder næsten som at lære at danse? … Og hvorfor med forskellige mennesker?

Ambitionen om at gøre noget rigtigt

Ja den metafor benytter vi også gerne. Hvis jeg ikke har rytmesans, og den kvinde, jeg vil danse med, har det, så bliver det meget svært at mødes i bevægelse.

Vi danser ikke for at blive færdige med dansen. Vi danser FOR at danse. Nyder bevægelsen, kontakten og det sanselige møde. Vi bevæger os sammen og erfarer os i fælles, samtidig, bevægelse.

Måske har du iagttaget, hvor vanskeligt det kan være for par, at lære at danse sammen? Ofte fører det til irritation. Det hænger sammen med, at vi hurtigt ender i en ambition om at ville gøre noget “rigtigt”. Den er dræbende for lyst og evnen til at undersøge og opdage nye muligheder.

Mødes vi derimod med et menneske, vi ikke allerede har en historie med, føler vi os meget mere frie. Vi vil i det møde umiddelbart være mere åbne, når først vi naturligvis lige har set hinanden lidt an.

En Tanta peger på “at forblive afspændt og naturlig”. Derved ser og sanser vi det, som er, uden at forveksle det med vores fortælling eller ønske om, hvordan det burde være.
….

Jeg vil meget gerne høre mere…. og måske vi skal gå en tur og kigge på jeres helt vidunderlige have?

…..

Lad os gøre det..

………………………………………….

Har du i øvrigt læst om vores systemiske uddannelse ?