Ovennævnte sætning hører jeg ganske ofte på mine seminarer, og den giver mig anledning til at reflektere lidt.

Forestil dig, at du skal på en rejse til et sted, som du ingen anelse har om hvordan er! Hvordan ville du vide, hvad du vil få brug for? Du står i butikken med udstyr og spørger ekspedienten som netop er hjemkommet fra stedet om anvisninger til en pakkeliste, og så vælger du derfra, med baggrund i de erfaringer du har gjort dig fra andre rejser. Den sidste du var på var en dykker-tur, og nu fortæller han om landskaber og forhold, som du ikke har mødt før. Er det muligt for dig, på baggrund af din egen erfaring at vælge udstyr?….Altså at vurdere, “hvad du har brug for”? Det er vel først efter at jeg har gennemført rejsen, at jeg er i stand til at købe det, som jeg kan bruge…?

Lidt i samme boldgade, oplever jeg i forbindelse med min undervisning i videnskabsteori, at de studerende efter at have fået udleveret projektopgaven spørger til mine forventninger til slutresultatet: “Hvad er det, som du gerne vil have fra os?” De ønsker tydeligvis at kende slutningen eller resultatet af det arbejde, som ligger foran dem.

Hvis det var muligt for dem inden opgaven at forestille sig slutningen, var det så overhovedet nødvendigt at løse opgaven, endsige deltage i undervisningen? Kan nogen overhovedet udtale sig af resultatet af vores undren, uden i samme øjeblik at være holdt op med at undre sig?

Vi er blevet flasket op med at være optagede af slutresultatet. Vi skal sætte mål, have visioner og ambitioner. Jo mere præcise de formuleres jo bedre, siger mange af nutidens mentale præster.

Er du til stede?

Fører denne praksis ikke til at vi hele tiden er på vej et andet sted hen? Et sted, som vi har skabt ud fra en forestilling fra før vi overhovedet var kvalificerede eller “kompetente”? En ide, der formuleres på baggrund af vores erfaringer, der i sagens natur må være fortællinger hentet i vores fortid?

Hvis du går ind til et seminar eller blot vil lytte til det, som jeg formidler, med indstillingen “at du vil tage det, som du kan bruge”, handler det så om, at du vil forblive i “kontrol”? Om, at du vil beholde retten til at vurdere, om det der siges er “sandt” eller “falsk”, “nyttigt” eller “unyttigt”? …. Kan du så overhovedet lytte til det der siges? Eller vil du i denne kontinuerlige bedømmelse befinde dig i en indre spænding – dvs. en konflikt imellem din egen forestilling om “det rigtige” og din tolkning af, hvad det du hører eller læser mon betyder?

I det øjeblik du bedømmer det, du læser eller hører, er du holdt op med at se og lytte. Din egen bedømmelse har afskåret dig fra al kontakt til det, som der ER.

Overvej, om du næste gang, du ser dig i spejlet, virkeligt ser det, der er? Eller om det, du “ser”, er forskellen imellem din forestilling om dit ideal, og beskrivelsen af dig selv? Kan du SE…. hinsides denne bedømmelse?

At forstå?

At lytte til det som jeg siger, eller læse det jeg skriver, handler på ingen måde om at “være enig eller uenig”. Det ville være tåbeligt og fuldstændigt tomt. Jeg siger ganske ofte, “at ingen skal tro på et ord af det, som jeg siger”, og den som kun tager det for en vits, forstår ikke seriøsiteten. Hvis du tror på noget, har du allerede bedømt det. …Og efter hvilken målestok? Min mening og mine holdninger er fuldstændigt ligegyldige. Dine meninger og synspunkter er det samme, hvis du ønsker at have kontakt til frihed, lyst og kærlighed.

Forståelse kommer til dig, hvor du slipper ideen om, at du kan forstå ved at beskrive. Ethvert ord og enhver tanke betinger ved at kategorisere og sætte i bås. Derfor kan analyse kun føre til beskrivelse og dermed til betingelse.

I den rene undren forsvinder det, som står imellem dig, forståelse og kærlighed.

Vi kan mødes der, hvor vi undrer os sammen: DU ophører med at eksistere, JEG er der ikke mere….undren er der…

Som rytteren på hesten

Det er, som den rytter der vil “forstå” sin hest. Så længe der er “en rytter” og en “hest” er ingen forståelse mulig. Først i det øjeblik de begge er forsvundet, og alt hvad der er, er “at bevæge”…opstår kontakt. At have en forestilling om, at det du tænker på nogen måde svarer til det, en hest tænker forekommer vel indlysende absurd? Med mindre du altså rider på en sprogligt begavet og talende hest. At ville ride uden denne forståelse, må blive til “at betvinge”. Den som har den største magt vinder. Friheden er væk, Kærlighed udenfor rækkevidde. Du bruger hesten….til det som du har brug for… Et møde finder ikke sted.

Du kan læse og lytte, og lade dig invitere til at undres. Det foregår ikke imellem dine ører, men idet du sanser, iagttager og tager kontakt.