Kan kærlighed være en følelse? “Jeg kan jo ikke bare elske med nogen, som jeg ikke har særlige følelser for”.

Dette udsagn eller et som ligner, tror jeg, mange vil kunne være enige i? Nogle ville måske tilføje, at “de måske kan “dyrke sex” – også med en de ikke lige “er forelskede i” , men decideret elskov, det kræver særlige følelser.

Jeg er helt med på at det,  jeg skriver i det efterfølgende, kan virke provokerende og udfordrende. For at det står helt klart, så udtrykker jeg på ingen måde en moral her, men inviterer blot til at reflektere og måske undersøge noget, som mange måske tager for givet?

Fortællinger om kærlighed

I nogle fortællinger gøres “kærlighed” til noget, vi kan dele, give, sende, modtage, og formidle. I andre historier handler “kærlighed” om at føle noget helt bestemt for en anden. “Forelskelse” ses som den ultimative kærlighed, der helst skal holde så længe som muligt. Tænk bare på udsagnet: “De er stadig, som da de var nyforelskede!”

Måske beror alle disse ideer om “kærlighed” på en misforståelse?

Hvis ordet peger på “det, som ikke kan betinges – eller bedre “- er hinsides betingelse”. Kan kærlighed så være en følelse?  Er det ikke sådan at følelser kommer og går med stemninger, tanker og indtryk? Afhænger kærlighed af, “om jeg lige er i stemning”? Kan kærlighed betinges af en helt bestemt følelse?

Kan den betinges af en giver og en modtager? At nogen er gjort til noget helt specielt af et andet menneske, der også må se sig selv som nogen, der er så særlig, at han/hun er i stand til at “give” kærlighed, som var det en “ting”?

Hvis jeg giver dig noget, så sker der en “transport” fra mig til dig: Jeg har en mønt, du får den af mig, og nu har du den , og jeg den ikke mere. Sådan “gives” og “modtages”. Selv det at “give et kys” er ikke muligt. Den JEG kysser er MIG-selv i mødet med dig. Jeg hverken mister eller får. Vi mødes i et kys.

Nej alle disse måder at beskrive “kærlighed” på giver overhovedet ingen mening.

Hvad er så kærlighed?

Nu ville det være så enkelt, hvis jeg kunne komme med en beskrivelse af hvad kærlighed så ER?

Netop det vil så heller ikke være muligt. Det ville betyde at kærligheden blev betinget af sådan en forklaring. Selv det at beskrive kærlighed som u-betinget, ville betinge den. Kærlighed må være udenfor eller hinsides enhver beskrivelse?

Jeg er naturligvis ikke den første, der reflekterer over kærlighed. Utallige er de, der er kommet frem til, at “kærlighed” peger på kontakten til eksistensen selv: “Det, der bevæger alt” – livskraften – livet selv. Henvisninger til dette findes i myter og sagn. Fra indianske forestillinger om at “være et med den store Ånd” til “Grals-fortællinger” i mange afskygninger.

Kærlighed og elskov

Hvor kommer så elskoven ind i dette?

Hvis jeg med “elskov” peger på et møde i hengivelse, kontakt og kærlighed – hud mod hud, uden masker, i lyst, frihed og ansvarlighed – kan det så betinges af “særlige følelser”?

Vil kravet om disse “særlige følelser” adskille sig fra alle mulige andre forventninger, ambitioner, forudsætninger og betingelser?

Vel næppe?

At bygge en mur omkring sig

Betyder det, at et menneske igennem sin tillærte forståelse af kærlighed – i virkeligheden bygger en mur eller “grænse” af utilnærmelighed omkring sig? En kontrolmekanisme igennem hvilken der skal føres “forhandlinger” om, hvorvidt en potentiel elsker vurderes til at være “god nok”?

(De fleste kender til udsagnet: “Kærligheden kræver intet, forlanger intet, og søger intet”)

Er det muligt af få øje på at dette fæstningsværk udelukkende består af historier og erfaringer, der intet kan have at gøre med det, der sker lige i dette øjeblik?

Skal jeg elske med hvem som helst?

“Jamen betyder det, at jeg skal elske med hvem som helst”?
Ville en måske spørge?

Naturligvis vil dette “skal” være helt absurd. I kærlighed er der ingen, der “skal” noget som helst.

Hvad, der derimod kan være fuldstændigt transcenderende at fordybe sig i, er, at få øje på at det er muligt at elske med ethvert menneske, der også åbner sig for denne kontakt og slipper ambition.

Det sker kun i praksis. En indsigt der ikke kommer igennem intellektets fortællinger men i kraft af fordybelse.

At få øje på, at kontakt til kærlighed, lyst, frihed, hengivelse, og bevidsthed sker hvor al adskillelse hører op, og at det, der deler, er den skelnen, der gives (en særlig og for iagttageren “sand”) betydning.

Elskov betyder ikke “at dyrke sex”

Elskov har intet at gøre med “at dyrke sex med nogen” – heller ikke med “hvem-som-helst”, men om at erfare “kontakt” der paradoksalt nok ikke kan gøres til genstand for nogens “erfaring” eller blive til en “oplevelse”. Erfaringer og oplevelser udtrykker historier. Elskov er historieløs.

Hvor der er kontakt – “er der intet imellem”. Kontakten selv er “ingenting”. I kontakt ophører adskillelse, der er ikke længere “dele” tilbage.

Det er radikalt – meget. Der findes nok ikke noget, der er mere radikalt end kærlighed, frihed og lyst? – Hvilket vel at mærke intet har at gøre med “frihed fra/til, lyst til, eller kærlighed til”

Det er det, der gør den så farlig for enhver, der søger kontrol.