Hvor der elskes, erkendes der

Den bedste måde at erkende noget på, sker i samværet med andre mennesker. Fra vi er helt små knytter vi os til forældre eller andre voksne og spejler os i dem. Et lille barn iagttager og gør efter, og netop evnen til at kunne det, muliggør meget hurtig indlæring. Kærlighed og læring er meget nært forbundet med hinanden.

Igennem mit eget liv har jeg iagttaget, hvordan min lyst til at lære og forstå har været tæt forbundet med måden, jeg relaterede med min “lærer” på.

De fag i skolen som fik min største interesse, var helt klart der, hvor jeg kunne lide underviseren. Når jeg ved siden af skolen blev grebet af et af de mange emner, som har optaget mig igennem årene, var det præget af en form for “kærlighedsrelation” til det menneske, som jeg søgte læring sammen med.

Kærlighed og læring

Jeg var ikke gammel før denne sammenhæng gik op for mig:

At opleve et andet menneskes begejstring for noget, og samtidig at hengive sig i samværet med vedkommende er grundlaget for al læring.

Det behøver end ikke at være et andet menneske, men kunne for den sags skyld også gælde de heste jeg red på, de hunde jeg levede sammen med – eller den natur som jeg elskede at færdes i.

En “lærende relation” fungerer altså som en kærlighedsrelation. Med andre ord:

“Hvor der elskes, erkendes der!”

Afstand imellem lærer og elev?

Måske er det også derfor, at jeg alle dage har fundet karaktergivning så absurd? I skolesystemet kunne de nærmest ikke undgås, og jeg hadede dem. Sikkert intuitivt fordi de på den ene side inviterede ind i ambition og angst, og på den anden side igennem lærerens rolle som den, der skulle BEDØMME mig, og “det, som jeg forventes at have lært”, nærmest umuliggjorde at jeg som elev kunne relatere nært OG kærligt til min lærer?

Vedkommende skulle være “upartisk” og kunne bedømme “uden hensyn til følelsesmæssige præferencer”. Afstanden imellem lærer og elev var simpelthen ønsket.

Denne afstand fungerer på en sådan måde, at der er “noget”, som skal læres af “nogen” (mig). Dette “noget” har “læreren” i sin besiddelse, og det er hans/hendes opgave at “give det videre” til mig.

Der er tre i spil

Der er altså TRE i spil: Læreren, mig og “det som skal læres”. Bedømmelsen tager sigte på at vurdere, OM det der “noget” er lært “rigtigt” og “godt nok”.

Konstruktionen giver læreren magt. Magten opstår igennem en invitation ind i ambition og dermed i angst. Kort sagt den værst tænkelige måde at åbne for læring på, og så langt fra det, jeg kunne beskrive som “at relatere kærligt”, som det næsten er muligt.

En underviser, der ser sig selv i en “magtposition” og i samme åndedræt stiller sig “over” deltagere eller studerende, vi afskære sig selv fra at relatere kærligt til dem. De møder, der opstår, bliver forbeholdne. Magthaveren bliver til en dommer.

Et alternativ?

Alternativet er at invitere ind i kærlighed OG læring. Mødes i øjenhøjde og bevæge sig sammen.

Det kunne godt være at min morfar tilsyneladende vidste en hel masse mere om planter og insekter end jeg, eller at den mand, som viste mig, hvordan man hugger i flint, havde gjort det mange tusinde gange mere end jeg, og vores møder var præget af en gensidig respekt og tydelig kærlig omsorg og hengivenhed for hinanden. Jeg blev inviteret ind i en fælles undren over naturens uudgrundelighed, og erfarede at der aldrig var noget entydigt svar, men højest et “måske”?

Hesten “Fury”

På mange måder ikke spor anderledes, end at det gik op for mig, at det ikke var mig, der kunne lære hesten noget som helst, men hende der var mesteren i vores bevægelse med hinanden. At ALT i dette møde handlede om gensidig respekt – IKKE i angst – men i hengivenhed.
… Og naturligvis kunne jeg ikke lære NOGET AF hesten”. “Fury” (som min første store kærlighed til en hest – hed) kunne på sin helt uimodståeligt tålmodige facon, invitere mig til at OPDAGE MIG i mødet med hende. Det der blev opdaget, var der alt sammen i forvejen, og på magisk vis forvandlede det sig selv, i samme øjeblik jeg fik øje på det. Måske var det derfor, jeg i ung alder kunne føle mig SÅ intenst levende, når hun førte mig igennem skoven i fuld fart?

Lige nu er det “Mille” og “Max” blandt de fire-fodede (som Schopenhauer ville have beskrevet dem) der igennem hengivenhed igen og igen gør mig opmærksom på utålmodighed, ambition, det ubetingede JA/NEJ og utallige andre bevægelser i mig. Den hengivenhed er så absolut gensidig.

Vi mødes og er alle deltagere

Om et menneske kommer på Mahamudrainstitut i det møde, vi kalder for en Mahamudra-tantramassage, eller er her som “studerende” på et af vores mange seminarer og workshops er ligegyldigt. Vi mødes og er alle “deltagere” i en fælles undersøgelse.

Naturligvis sætter vi en “ramme”: Et fælles sprog, som letter og fremmer, at vi kan kommunikere forståeligt med hinanden. Vi er ikke “udenfor den”. Vi er med. Inviterer og lader os invitere. Sanser os sammen i hengivenhed og med al den sanselige undren OG sårbarhed, der naturligt følger med.

Hvor der elskes, erkendes der!

Forførelse?

På Mahamudrainstitut skal ingen tro på et ord af det, der siges. Det sagte eller skrevne fungerer alene som en invitation til at få øje på – eller sanse sig. HVIS det gøres sandt – altså ses som et rigtigt svar på noget som helst – så forfører lytteren/læseren sig selv.

At samtale

Det fungerer som i enhver anden samtale: Vi taler typisk om noget “fælles tredje”, og emnet er ikke det vigtigste – ud over at det naturligvis skal opleves som relevant for begge. Det er muligheden for igennem mødet med den anden, at iagttage sig selv bevidst, som en samtale kan invitere til.

Ikke det der ses, men det der ses igennem

Når emnet ikke er så vigtigt, så kan det metaforisk beskrives således:

Når vi betragter verden igennem et vindue, vil vi kunne få øje på mange forskellige ting “derude”. Det interessante er imidlertid ikke DET, der ses IGENNEM glasset, men VINDUET, som der ses IGENNEM. Dette “vindue” er måske “mig”?

I denne bevidste iagttagelse eller opdagelse af “sig” – vil selv en samtale kunne blive til meditation.
Præcis på samme måde fungerer en Mahamudra-tantramassage: En invitation til at iagttage – hinsides enhver lærers (ydre som indre)  “bedømmelse” – SIG.

Lige der opstår meditation i kontakten.

En kontakt der kun finder sted, hvor forbeholdet slippes og hengivelse opstår.

 

Mads Jesper