Kan du iagttage din egen forandring? – Tantra er som et bål

Erkendelse

Vi erkender vores omverden igennem handling. Selv den mindste  erkendelse opstår ved, at vi sætter det, som sanses, i forhold til vores egen position og oplevede tilstand.
Dermed bliver det ikke muligt at iagttage sin egen forandring.

Når jeg forandrer mig, flytter det sted, hvorfra iagttagelsen sker, sig også. Dette forhold gælder også for iagttagelser “udenfor” os selv – dvs. når vi forsøger at observere det, som vi betragter som vores omverden: Også her er vi afhængige af både en position, dvs. et sted hvorfra iagttagelsen sker, og den handling som skaber erkendelsen. Da handlingen i sig selv forandrer, vil enhver ny iagttagelse ændre både positionen og den oplevede tilstand, hvorfor det, som iagttages, ikke kan være den forandring, som “jeg” undergår. Dette “jeg” bliver så at sige til “det kontinuerligt forandrende”.

At beskrive sin forandring

Når vi så gerne beskriver vores forandring – i hvert fald når vi selv oplever den som gavnlig eller “positiv” – hvad er det så denne beskrivelse indeholder? … Hvilken funktion får den? Gøres den til et forsøg på at fastholde et ideal om “jeg”, der kan tjene til identifikation? En måde at søge sikkerhed og tryghed på?

Livet selv er hverken sikkert eller trygt …lige så lidt som det er usikkert og utrygt. Livet lever …og ethvert forsøg på at kontrollere det, vil bringe mig “ud af mig selv”.

Møde berøring i berøring

Går jeg f.eks. ind i et tantrisk møde (af enhver art), med en intention og ide om at blive forandret, vil ambitionen om at kunne beskrive denne forandring både før og efter, fastholde mig i ubevidsthed. Slipper jeg derimod ethvert ønske om at opnå noget som helst, for aktivt igennem handling vitterligt at møde enhver berøring i berøring, så vil jeg være i kontakt til dette, som jeg bruger ordet “kærlighed” om.

Lige der bliver mødet til meditation, uden at der er nogen, som “mediterer”.

At gøre dette kræver mod. Al ide om sikkerhed og tryghed forsvinder. Det, der sker, er hinsides kontrol… Og ingen kan vel slippe kontrol igennem kontrol?

Derfor bliver tantra aldrig til en Wellness-oplevelse eller behandling, som du kan give eller få – med eller uden briks. At møde tantra er som at gå ind i et bål. Lad være med at tro, at du kommer ud på den anden side… “Du” er der ikke mere.

Previous Article
Next Article