Rigtigt mange mennesker oplever det, som de beskriver som “spændinger” i kroppen. Kroppen gør ondt, muskler trækker sig sammen, og det opleves som en mere eller mindre permanent tilstand. Man er “stivnet”.

At kunne veksle imellem spænding og afspænding

Igennem den største del af mit liv har jeg arbejdet med bevægelse og krop. Evnen til at spænde og afspænde er vel afgørende for at kunne bevæge sig? Det er det, som vores muskler kan: Veksle imellem spænding og afspænding. For at fungere rigtigt skal de helst være “stemte”. At bruge et instrument som metafor her passer rigtigt fint: Hvis et strengeinstrument skal lyde harmonisk, må strengene hverken være for slappe eller for spændte. De skal have en stemning, hvor de dels er afstemte til hinanden, dels hver især kan svinge frit uden at slaske og uden at springe.

Et autopoietisk system

Den eneste som kan ændre på denne stemthed er vi selv. Som et levende væsen fungerer vi som et “autopoietisk” system – dvs. et selvskabende system, der (gen)skaber sig selv af sig selv. Vi kan inviteres til at handle, og selve handlingen udspringer af os selv.

Jo højere spænding jo mindre kan jeg mærke. – Høj spænding kan beskytte.

Vores spænding har stor indflydelse på, hvor sanselige vi kan være. Jo højere spændning, jo mindre kan vi mærke. Det er let at forvisse sig om f.eks. ved at iagttage sig selv lige når man har klemt sin finger eller slået sig over fingrene…Reaktionen er spontant at skabe spænding for dermed at dulme smerten. På den måde vil det “at spænde” vel typisk være en helt naturlig reaktion på at beskytte sig. Kroppen handler naturligt i overensstemmelse med det den kan og gør.

Jeg ser enhver ambition, ethvert mål og anstrengelsen for at nå det i en parallel til kroppens spænding. Jo mere jeg ville identificere mig med at skulle et bestemt sted hen med mit liv, være nogen eller – være noget, jo højere spænding vil jeg sandsynligvis skabe. Hvordan fungerer dette? Du kan iagttage i dig selv, om du ikke hver gang du “lider” psykisk, netop har hæftet dig op på en ambition eller et mål? Også denne lidelse kan vi dulme igennem spænding. Vi mærker simpelthen mindre af livet omkring os på den måde.

Det bedste eksempel, jeg kan give på det, er mennesker der oplever det, som vi beskriver som “stress”.

At “slippe” sin identifikation.

Når jeg i forbindelse med tantra-seminarer taler om at “slippe” sin identifikation med alle sine fortællinger, så illustrerer jeg det igen og igen ved at holde noget i min ene hånd, og slippe det. Ved at gøre det selv hver i sær, kan vi erfare, at det at slippe overhovedet ingen anstrengelse kræver. Det er fraværet af anstrengelse, som gør at du slipper.

Kan nogen så få mig til at slippe? Måske ved at tvinge min hånd åben? Måske ved at invitere mig til at spænde af? Og hvordan gøres det? Ved at skabe en ny ambition om “at skulle slippe”?….. Næppe.

Et tantrisk møde

Den bedste invitation vi kan få er at opleve kontakten til et menneske, som selv har sluppet. Et menneske som ingen ambition har på mine vegne – intet projekt, intet mål. En som ikke kunne drømme om at “øve terapi” på mig, eller “få mig et eller andet sted hen”. I det møde bliver det trygt og ufarligt at sanse mere og mere. Når jeg bliver “mødt”, set, hørt, mærket, hinsides enhver bedømmelse – dvs fuldstændigt uden ord – kan jeg måske inviteres til at “møde”, se, mærke mig selv hinsides enhver beskrivelse? Denne anerkendelse har intet har at gøre med, om “jeg er god nok”, “forkert”, “ok” …eller hvilke andre etiketter der kunne klæbes på, men med bare at blive set.

I virkeligheden udtrykker ordet “en tantra-massage” noget temmeligt uhensigtsmæssigt. Det skaber associationer til en “behandling”. Tantra vil ikke behandle nogen. Ingen kan “behandles” til et møde med kærlighed. Vil ikke enhver ide om, at der er en som “behandler” og en som “får behandlingen” af den “som kender til sagen” skabe en dualitet? Et skel og en deling, som betinger mødet? Meget bedre ville det måske være at kalde det for et “tantrisk møde”?