Kan sindet bevæge sig ud af sit fængsel?
Det må stå lysende klart, at sindet er afgrænset? Det begrænses af de billeder, forestillinger, ord, erfaringer og relationer, det er i stand til at skabe.
Jeg har lært at tænke i et “jeg“. “Jeg er ingeniør og har skabt mig en karriere!”. “Jeg hedder Jesper, og jeg ved, hvad jeg vil eller ikke vil!”. Ved at afgrænse mig på denne måde, kan jeg finde sikkerhed.
Stiller jeg spørgsmål ved denne identitet (f.eks. ved at nogen inviterer mig til at gøre det), vil jeg øjeblikkeligt føle mig usikker.
På denne måde har jeg igennem min forstand skabt mig selv et fængsel.
Igennem tænkning skaber sindet et “jeg”
Igennem tænkning skabes et “jeg”, og dette “jeg” adskiller sig fra “sin tænkning”, og vil fortælle den, hvad den skal tænke?!
Lyt bare til udsagnet: “Jeg tænker”!
Kan dette “jeg” tænke, hvis det er blevet til igennem denne tænkning?
Hvad sker der, når dette “jeg”, sindet skaber, vil forsøge at udvide eller overvinde sin begrænsning? En begrænsning der altså beror på “sig selv”?
Der opstår en konflikt. Sindet eller tænkningen kommer i konflikt med det “jeg“, det selv skaber! Et “jeg“, der er skabt af tænkningen, vil styre det, der, har skabt “sig”?
Det bliver umuligt for dette “jeg” at bevæge sig ud over denne grænse.
Kan sindet betragte sig selv uden denne konflikt?
Er det alligevel muligt for sindet at iagttage sin begrænsning uden denne konflikt? Kan sindet – uden at skabe et “jeg” – erkende, at grænsen betår af erfaring – af fortællinger, der gøres “sande”?
At begrænsningen ikke påføres “udefra” men af sig selv?
At tænkningen binder sig selv og skaber sine egen grænser?
At kontakt til “frihed” eller det, som er – ikke kan finde sted igennem tænkning, men nødvendigvis må være hinsides samme?
Kan det iagttages?
Dette kan naturligvis ikke “forstås” igennem analyse eller tænkningen selv. Det vil være lige så absurd at forlade sig på at “tro“, at det forholder sig sådan.
Det kan kun blive tydeligt igennem nøje, vedholdende, og opmærksom iagttagelse.
Ikke sådan at forstå – at der er “noget”, der skal iagttages. Altså at der findes en “genstand” for betragtningen. Men simpelthen ved “at iagttage” – og intet andet. Bare at iagttage.
Dertil behøves ingen anstrengelse overhovedet. Blot at gøre det!
En praksis der inviterer til at definere sine grænser vil øge konflikten.
En praksis, der inviterer sindet til at definere sine “grænser” og at formulere sine mål og ønsker, se sig som guddommeligt, noget særligt, ædelt eller “højere”, vil medvirke til at konflikten imellem dette “Jeg”, der “vil noget”, og tænkningen, der skaber det, vokser.
Denne stræben efter en bestemt ide, vil få sindet til at spænde og lukke sig endnu mere om sig selv.
I det øjeblik af-spændthed erstattes af spænding, sætter sindets begrænsning ind igen.
Ikke “at overskride sine grænser”.
Det betyder ikke at denne iagttagelse på nogen måde vil føre til at “overskride sine grænser” endsige at “udvide dem”.
Ses det, hvorledes sindet igennem sin tænkning skaber grænsen i konflikten med “jeg” – erkendes også grænsens illusion.
Ensomhedens ophør
Hvor grænsen således opløses, som når jeg vågner efter en drøm, ophører også følelsen af ensomhed. Ensomhed eksistens beror på at føle sig adskilt eller “uden forbindelse”.
Der er hele tiden stillet “noget” imellem, der ikke gør det muligt at se, det, som er.
Med det følger tabet af frihed, ansvarlighed og den erkendte kontakt til kærlighed.
