Klædes af og stå nøgen i Lyst og Kærlighed
Vil du klædes af og stå nøgen? Lade mig se dig? Bevæges og bevæge os begge i lyst og kærlighed?
Så må vi smide maskerne!
Hvis du lytter, sanser du pulsen!
Jeg har siden gymnasieårene talt om lyst med virkeligt mange mennesker.
Noget af det, jeg har hørt igen og igen, er, hvordan det at “klædes af” af et andet menneske, i den grad kan invitere i kontakt til brusende seksuel lyst. Vel at mærke når det sker i respekt, anerkendelse (hvor vurdering ingen plads har!), og sanseligt
Hvordan kan det mon være?
Det handler noget helt centralt i de klassiske Tantras. – Jeg genfinder det overalt igennem mange forskellige fortællinger. Det genfindes også i vestlig filosofisk tradition .
At elske som kunst – en praksis
Jeg har måske været 14 år gammel, da jeg første gang læste Erich Fromm´s bog: “Kunsten at elske”. Jeg faldt over den i Bogbussens bibliotek, og troede at den handlede om elskov. Det gjorde den også! Og slet ikke som jeg havde forestillet mig det.
Erich Fromms tanker om kærligheden er som i de klassiske Tantras mere aktuelle end nogen sinde. Det, de peger på, er, at kærlighed må ses som en færdighed eller praksis og ikke som en følelse.
Med andre ord, at “kærlighed” – og i samme kategori: Lyst, frihed, integritet og medfølelse – ikke kan være “rettet” fra en “nogen” mod noget andet eller en anden.
Vi kan i stedet se den som en praksis og -færdighed, der ikke kan instrumentaliseres som et middel til at opnå noget som helst med!
Det, som måske kommer tættest på, vil være at beskrive denne praksis som en “kunst”. Deraf titlen “kunsten at elske”.
Praktiseres i mødet med “den næste”
Denne kærligheds-praksis lever ikke alene. Den praktiseres i mødes med “den/det næste”. Det “næste” skal forstås som: “Det, der ikke er “mig”..”
En praksis der lever i frihed, vedholdenhed og erkendelse af “det næstes” integritet. … dvs. dets medfødte impuls til at kunne bevæge sig frit og hinsides binding.
Dette “næste” omfatter således alt, hvad der er.
Hvori består så denne praksis, vi kan vedholdende kan øve?
Den kan udtrykkes så simpelt som: AT SE! .. Og dermed også at lade sig se!
Jeg vil ikke bare klædes af – med mindre..
Nu vil du nok indvende, at du ikke sådan lige uden videre vil lade dig klæde nøgen af et andet menneske!
Det er lidt interessant ikke? Hvis du har hund eller kat, så render de jo splitternøgne rundt omkring dig. Rider du gerne på en hest, ja så er hun også nøgen under dig..
Det er det levendes natur…
Noget andet er, at de heller ikke bare “lader sig se”, med mindre de føler sig fuldt i stand til at bevæge sig i integritet! …
Vi mennesker har, som en dybt indlejret del af vores kultur, gjort det: IKKE at vise os som vi er til noget af det vigtigste i livet. Vi opdrages i stedet til at være “personer” – af det græske ´persona´ : “Stemmer som kommer fra bag masken” .
I vores sociale media samfund er det blevet helt ekstremt. Der kan mennesker gemme sig ikke bare bag en maske, men også bag en skærm som “influensers”, der udadtil fremtræder sådan, at flest mulige tilskuere finder dem attraktive..
Kultur som noget der er vigtigere end natur
Hvordan er det sket?
Igennem ønsket om kontrol og magt. Den magt som opstår igennem at kunne binde det bevægelige og naturlige i illusionen om at skulle passe i bestemt ønsket form.
Det er sådan, at kulturer skabes igennem hierarkier, vurderinger, bedømmelser, normer, og krav til en bestemt fremtræden. … Og frem for alt med straf og dermed angst for ikke at “høre til”.
Kultur bygges gerne op omkring religion, og en fast tro på at bevare helt bestemte betingende fortællinger om “hvordan alt hænger sammen”. F.eks. også at “kærlighed og elskov” er noget, som sker imellem to – eller i det mindste kun imellem nogen, som “har ret til hinanden”.
Det sidste opstod i mange kulturer, hvor en mand kunne købe en kvinde eller flere kvinder af deres respektive fædre – og på den måde så også leve op til reglen om: “at parring kun finder sted hvor ejerskabsforholdet er efter reglerne”.
Megen elskov har der nu nok ikke været…
Noget af det værste, der kan ske for mennesker i en kultur, er at klædes af! .. Det var før som nu næsten som at blive ramt af en katastrofe. At blive ødelagt af skam! Der er ikke meget, som kan binde et sind mere end det!
Længslen efter at klædes af.
Længslen er der endnu!
Vi kan ganske enkelt ikke løbe fra vores natur!
Dybt inde vil de fleste mennesker gerne lade sig klæde af. Ses som er de er uden maske.
Spænde af uden at holde grimassen længere. Slappe af i den arm og hånd som holder masken og paraderne oppe.
Vel at mærke når de som den nøgne hest og hunden ovenfor sanser, at de kan bevæge sig i integritet.
Jeg skriver: “Bevæge sig i integritet”. Jeg bruger ikke udtrykket: “Føler sig trygge”..
Der er nemlig umiddelbart meget trygt bag masken og de næsten lukkede skodder, og i det gensidige ejerskab af rækkehuset, arbejdet og den næste uddannelse.
Kun umiddelbart!
Naturen kalder insisterende!… Kærligheden, erotikken, lysten, friheden, det levende….
“Åh jeg vil klædes af, og stå nøgen, som jeg er!
Og det føles skræmmende, for alt, hvad jeg har lært, er at skjule mig bag lag på lag…”
“Hvem – eller hvad – er jeg så?”
Ingen! …
Du er det, som er!
Bliv ved med at se det!
Det er invitationen i de klassiske Tantras. Det er den anerkendelse og autenticitet som Erich Fromm skriver om. Den er renset for forstillelse.. Den vil ganske enkelt ikke “have- eller give- noget”..
Den vil ikke “noget med det”…
Vi er det, som er/bevæges
Mødes som det, der er/bevæges.
Med det, som er/bevæges.
Og det mest forunderligt, vidunderlige, lystne og kærlige ved at klædes af og se, er:
At det ikke er muligt at se det, som er, uden maske, uden selv at smide masken.
Det, vi ser/bevæger, ser/bevæger os…
Som vi ser/bevæger <3
