Klarhed om Tantra? – Betyder det noget?
Klarhed om Tantra? De fleste mennesker opdager tantra i forbindelse med, at der er noget i deres eget liv, de vil fixe. Typisk et utilfredsstillende sexliv eller en følelse af manglende “lyst”.
Meget færre – tænker jeg – finder, som en følge af en mere eksistentiel søgen, ud af, at “tantra” er fuldstændigt integreret i megen Buddhistisk praksis?
Betyder det, at den typiske indgang og interesse for Tantra er at kunne bruge den til noget for sig, mere end at være til gavn for alt levende på jorden?
Tantra forbindes med meget forskelligt.
Når Tantra forbindes med noget så forskelligt som..
- Dating, par-relationer, god sex i par-forholdet og romantisk kærlighed, hjerte, smerte og sjæle- kurser.
- Healing, behandlinger og afhjælpning af sexuel dysfunktion.
- Bedre orgasmer, større sexuel nydelse, “holde længe i sengen med høj energi – kurser”, wellness og ekstase.
- Selv-udvikling, selv-realisering, selv-promovering og kønsidentitets-kurser
- Meditation, mindfulness og bevidsthed: At iagttage kroppens og sindets natur… Og dermed naturen af “det, der er”.
… Så er det vel intet under, at meget af det, der skrives om og reklameres for, peger i alle mulige forskellige retninger?
Dertil kommer at noget så forskelligt som traditionel kinesisk medicin, Konfucianisme, Taoisme, Hinduistiske Tantra´s, Pre-vediske tantras, og Buddhisme blandes imellem hinanden.
Hvem orker at skaffe sig klarhed om tantra?
Jeg tænker, at det er relativt få mennesker, som virkeligt “orker” at sætte sig ind i baggrunden for “Tantra” – dvs. at fordybe sig i tekster og praksis?
Måske forholder det sig som med Yoga?
Det markedsføres som en god måde at holde kroppen smidig på. De fleste Yoga-lærere har temmelig overfladisk viden og kendskab til Yogaens filosofi og historie? … Interessen for den er ganske enkelt begrænset. Det er for besværligt og “uinteressant” at fordybe sig i.
Tantra-behandler uddannelser markedsfører sig som “tantra-inspirerede”… Uden at gøre rede for hvilken Tantra eller Tantras det handler om?
Der undervises i Tantramassage – og tilbydes samme – helt uden blot basal forståelse for, hvad klassisk eller traditionel tantra indeholder?
… Det er for de fleste forbrugere også fløjtende ligegyldigt. Bare det er rart, sjovt og fyldt med gode oplevelser?
Betyder det noget?
Klarhed om Tantra
Det kalder måske på klarhed om Tantra?
Måske er det helt naturligt, at det er oplevelsen af et personligt problem, som gør nysgerrig på “tantra” i vores del af verden: Noget med relationer, sex og kønsidentitet?
Om ikke andet så vil det være disse behov, der åbner et “marked” for “tantra-relaterede ydelser”.
Tantra som “hype”…
Når der er koblet “Tantra” på, så hænger det sammen med den “hype” som tantra har fået i forlængelse af New-age bevægelsen. OSHO har som en af de vigtigste, været eksponent for det. For den, der virkeligt sættes sig ind i sine mange taler (udgivet på bogform) bliver det hurtigt klart, at kun en forsvindende del af dem handler om sex.
Han taler om opmærksomhed, iagttagelse og bevidsthed.
Ikke desto mindre kaldte konservative kræfter ham for en “Sex-guru” – hvilket imod det tilsigtede fik mennesker til at strømme til sine kurser og retreats. Der har alle dage været såvel stor tiltræknings- som frastødningskraft i sex.
I øvrigt var det ikke “sex” men “elskov” der optog ham…
Psykoterapi og kønsidentitet.
Det skal ses i sammenhæng med psykoterapi trenden med at opsøge professionelle terapeuter og psykologer for at få hjælp til at overleve i vores præstations-kultur har bredt sig fra USA til Europa.
I samme periode er kønsidentitet blevet et stort issue. Mande-, kvinde-, og køns-roller, forskellige former for “seksualitet” og tilhørende identiteter.
Hertil kommer stadig mere fokus på “oplevelser”. “Oplevelses-økonomi” er sågar blevet et begreb. Mennesker søger underholdning som et middel til at spænde af i et stresset arbejdsliv.
Det hele leder til, at der skabes produkter, ydelser, uddannelser og oplevelses-events med “tantra” som en del af overskriften.
Har det noget med “Tantra” at gøre?
Jeg stiller med jævne mellemrum spørgsmålet, om disse ydelse så overhovedet har med den Tantra at gøre, som navnet hentes fra?
Er det så et relevant eller nyttigt spørgsmål? Måske ikke?
Måske er det ligegyldigt?
At øve sig i at iagttage
Hvad, jeg ser i mange af de gamle Tantras og den praksis med at “øve sig i at iagttage”, som de inviterer til, er meget enkle forslag til, hvordan hver enkelt af os og sammen, kan undersøge vores “natur”.
Hvordan sind og krop bevæges og bevæger. Hvordan vi får øje på det, som er, og ikke bindes af vores forestillinger om, hvordan noget var, bør være, eller helst skal blive.
I den praksis opstår en naturlig af-spændthed – der virker ind på alt, hvad jeg gør, og hvordan jeg møder og bevæges af alt levende.
I den findes en kilde til uendelig kreativitet. En urkraft jeg vil kalde for “lyst”, “frihed” og “kærlighed”. Kontakten til den sker af-sig-selv, og gøres umulig, hvis jeg vil stræbe efter den.
Elskoven der erstatter at “dyrke sex”. Ophøret af tankemylder, bekymringer og angst. Fravær af bekymringer om “kønsidentitet” og om at skulle være noget bestemt… … ja alt det sker også af-sig-selv.
Det er ret fantastisk i alt sin enkelthed.