Det vi har lært KAN vi ikke glemme. Vi kan måske komme ud af træning? Mønstre i parforhold kan nok heller ikke glemmes?

At spise med ske

De fleste mennesker lærer at spise med ske i ret tidlig alder. I starten er det bøvlet, og det meste falder af den, inden den når munden. Ret hurtigt belønnes gentagelserne og det virker. “Vi kan selv!”

Ske-spiseriet er et ret godt eksempel på, hvordan læring fungerer: Igennem gentagelse skabes en bevægelsesmønster og -kompetence, der bliver helt integreret i måden, vi bevæger os på i sind og krop.

Reflekter så et øjeblik over om du kan “af-lære at spise med ske”? Kan du “glemme det”? “Lægge den vane bort?”

Nej vel?

Hvis jeg bliver syg, og strukturen i min hjerne eller mine fingre væsentligt forandres, vil det naturligvis ikke være muligt at spise ske på den samme måde. I så fald må det “gen-optrænes”.

Vi kan ikke slippe, det vi har lært

Det er så almindeligt, at der skrives om “at slippe” noget: Ideer, tankemønstre, adfærd, vaner, historier etc..

Det er simpelthen ikke muligt, hvis jeg skal blive lidt i ske-eksemplet: At lære betyder at gentage indtil det sker af-sig-selv.

Hvad kan jeg så?

Jeg kan komme ud af træning

Jeg kan “ komme ud af træning ”.. Begynde at gøre noget andet for at dække et behov.

Selv det “at give afkald på et behov”, fungerer på samme måde.

De behov, som ikke er livsnødvendige, vil alle være tillærte igennem gentagelse som bevægelsesmønstre.

Hvad skal der så til for at “ komme ud af træning ” – og træne noget andet?

Jeg kan få øje på, hvad det er, jeg gør, når jeg “gør noget” – og hvordan? Det, som synes automatiseret til at ske-af-sig-selv, iagttages opmærksomt. Allerede DER begynder jeg at lære noget andet igennem gentagelse.

Et alternativ er simpelthen blot at spejle et andet menneske i en aktivitet, jeg mener at kende – som om jeg ikke kender den. Bevæge, gentage og erfare på ny.

Meditation er et godt eksempel på begge muligheder.

Stress som bevægelseskompetence

Det, vi kalder for “Stress”, ser jeg som en tillært bevægelseskompetence. Den er blevet til, ved at krop og sind gentager bevægelsesmønstre i helt bestemte situationer og bevægelser i omgivelserne.

Det fungerer som at have lært at spise med ske. Det kan ikke glemmes….

Hver eneste gang,  jeg bare ser en ske – ved jeg på et mikrosekund, hvad den skal bruges til, hvad den betyder og hvordan jeg skal spise med den.

Kan jeg også her “ komme ud af træning ?” …  Det er næsten umuligt at forestille sig, at denne automatik skulle forsvinde?

Parforholdet som et lærende system

Ser jeg på et “parforhold” som de fælles bevægelsesmønstre, der læres i en “par- og familiekontekst”, så fungerer det på fuldstændigt samme måde. De kan heller ikke glemmes.

Der er så mange små “kontekst-markører” – dvs bestemte sammenhænge, udtryk, bevægelser og situationer, der helt automatisk af-sig-selv udløser “det lærte” eller vores “hukommelse”.

Måske ser den ene det, og den anden vil eller kan ikke se det. “Vi har det jo godt med hinanden” .. siger vedkommende.

Det “at se det” – som f.eks. i meditation – vil også være en praksis eller træning.

Har jeg ikke lært “at se”, eller interesserer jeg mig ikke for det, ja så kan jeg ikke. Præcis som, hvis jeg ikke interesserer mig for at køre på cykel, og ikke har trænet det , så hjælper nok så megen vilje ikke på, at jeg uden videre kan gøre det.

Det er anstrengende bevidst at træne nye færdigheder.

“…Og hvorfor dog byde sig selv DET, når det er så meget andet at interessere sig for eller lade sig underholde med? — og når nu vi har det godt…!”

Hvad er så en mulighed?

En anden mulighed vil være, at den ene begynder at gøre noget væsentligt andet!

Så anderledes, at det virker som en irritation eller forstyrrelse, der er så tilpas, at der ikke er anden mulighed end at begynde at lære noget nyt, hvis “parforholdet” skal opretholdes?

Forstyrrelser kan fungere som invitationer til at lære – eller udløse en helt automatisk, veltrænet reaktion som: At “løbe væk”, “holde det ud”, “tie det ihjel”, “tale udenom”… eller hvad der ellers findes af utallige kompetencer og tillærte reaktioner. I så fald bliver det meget, meget vanskeligt med mindre forstyrrelsen eller irritationen forstærkes, og viljen til at opretholde forholdet vel at mærke bevares.

Lige netop dette, som jeg beskriver her – peger godt på noget af det, vi undersøger på vores årsforløb på Mahamudrainstitut .  ..og det er ganske enkelt fantastisk spændende!